Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 5. Lørdag 30. Januar 1897 - Rust Roest: Mens Havet stiger (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
hßsåerb ogd studerte KZrans«taltzxne, Badestederne og Sund
e s røn ene, naar an or ut sSk ld ldt "
saadanne«Steder. f h Y ppho sig paa
» Jeg hars aftalt ZNede med Doktor Casse Klokken
ti, sagde han, idet han saa paa sit Ur og reiste sig fra
Skrivebordet.
Doktor Casse var en belgisk Kollega, som han for
nogle Aar siden havde stiftet Bekjendtskab med i Wien.
- Gaa ned til Stranden og sæt dig og se paa
Livet der. Bliv ikke siddende herinde, men gaa straksl
Han trykkede et let Kys paa hendes Pande. Hun vilde
gjengjælde hans Kjærtegn, men han gav hende ikke Tid
dertil. Med den Skyndsomhed der udenerker Lægen, og
som synes at antyde at hvert Ukinut er kostbart, var han
allerede ude af Døren. Et Ukinut efter saa hun ham
gaa over Hotelterrassen og styre Kursen mod Stentrappen,
som ledede til Boulevarden. Taagen var nu borte; den
laa kun som en· tæt, afkjølende Fugtighed over Strand
bredden, der laa og badede sig iSolen. Himmel og Hav
lyste i straalende Blaat. Nede ved Havet var der et
mylrende, broget Liv. Grupper rundt omkring og over
alt. Ly·sklædte Damer og Herrer steg ind ide hvidenalte
Badekjærrer, førsvandt indenfor den smale Dør, lod sig
kjøre ud i Bølgerne og kom saa lidt efter lidt, iførte
sine Badekostumer, ud paa Vogntrappen, fra hvilken de
hoppede ud i Havet.
Havde Rikard ikke opfordret hende til at gaa ud,
vilde Ruth langt hellere have stanset inde. ZNen Rikard
var af de Mænd som altid bliver adlydt i stort som i
smaat, og hvem det aldrig falder nogen ind at svare:
Jeg kan ikke, eller jeg vil ikke.
Ruth tog Hatten paa og aabnede den brede Veranda
dør, som førte ud til Terrassen og Havet.
Den friske, saltmættede Luft strømmede ind gjennem
Rummet, og hun hørte, tydeligere end før, Bølgernes
sterke Brusen.
Hun gik langsomt nedad Trappen og ned mod
Stranden. Her oppe, hvor Havet aldrig naaede hen, var
Sanden løs og tør, Foden sank dybt nedi det var
ganske møisommeligt at gaa. Længere nede blev Sanden
fugtigere og fastere. Længst nede skyllede Bølgerne
over den.
Hun bestilte et Telt saa langt nede som muligt.
~Havet kommer hid om en knap Time,« sagde ZNanden
som bar Teltet, ~lige hid«, og han drog med Spaden
en Fure i den løse Sand.
Ruth kastede et tvilende Blik omkring sig: Var det
muligt? Havet var saa langt borte, mindst femti Fodt
Nogle hvidklædte Engelskmænd stod i Nærheden og
spilte Cricket, og overalt saaes Grupper af Damer, sid
dende i Kurvstole, indenfor og udenfor Teltene, mens den
yderste Forpost mod Havet dannedes af Børnene; hen
rivende barbente Børn i alle Aldre, Gutter og Piger, som
grov og arbeidede med sine Sandfæstninger, plantede
Blomster paa Voldene eller ~legte Kjøbmand«, idet de
solgte Sandkager, som de havde formet med sine smaa
Porcelainfkar, mens Kunderne betalte med Skjæl istedetfor
med Penge. Der var en Latter og en Passiar og et
Sprang frem og tilbage. Hele Strandbredden var som
et fælles Barnekammer, overalt Fædre, Mødre, Barne-
Piger og Barn, Barnl
Ruth vendte lidt paa sin Stol. Se saa, nu sad
hun mere i Læ.
Her var herligt, herligtl Hun drog et dybt Aande-"
drag, tog frem sin Bog og begyndte at læse. Nu og da
saa hun op og kastede et langt, henrykt Blik over de
hvidkantede Bølger, som uafladelig««væltede frem, og.et
fraværende Blik paa Badelivet iHavet og ved Stranden.
Børnene Jhavde faat en aldeles uforlignelig Lege
kamerat i det mægtige Hav, der stadig kom nærmere
og nærmere De legte med Havet som om det havde
været en stor, godenodig Hund, som det var morsomt at
tirre og trodse, netop fordi den var saa stor og kan være
saa farlig, men til hvis Godhed og Velvilje de nærede
den mest uindskrænkede Tillid. De udfordrede Havet ved
at kaste sammen høie Dæmninger mod det. De vinkede
paa det, forat det skulde komme nærmere, og jublede
naar det ikke naadde frem. De sprang nedover Strand
bredden for at møde Bølgerne; de vilde tvinge Havet til
at sysselsætte sig med dem som de sysselsatte sig med
.avet. ·
H Ved den store Sandhoug lige i Nærheden af Ruth
leger to Børn, en ugratiøs, klumpet ti Aars Gut og en
anden, nei den anden med de spæde, elastiske Lemmer og
de lyse Lokker er ingen Gut, men en liden Pige, klædt
i en hvid og rødrandet Svømmedragt og med nøgne
Arme og Ben. Svømmedragten af Trikot er hendes
eneste Klædningsstykkez det kan man tydelig se ved hver
af hendes Bevægelser. En net Imitation af en rød
neapolitansk Fiskerhue sidder paa Snei over Lokkerne.
Hun er henrivende.
Hun sidder bag de høie Volde som Gutten har
kastet op foran hende. Det er tydeligt at se, at han ar
beider efter hendes Befaling. Hun sidder der og gjør
ingenting, er kun utaalmodig naar han ikke punktlig ud
fører hendes Ordre, og det gjør han ikke altid, ikke af
Mangel paa god Vilje, men fordi han er übehændig af
Naturen, og hun er lunefuld. Ruth førsøger ikke at se
paa dem, men kan alligevel ikke lade være.
Voldene bliver stadig høiere. Gutten er sterk og
arbeidsdygtig. Bygningen synes nu at være færdig;
han støtter sig paa Spaden og betragter sit Verk og
hende. Hun sidder med korslagte Ben og den ene lille
Fod i den ene lille Haand. Hun betragter Foden op
merksomtz den er rosenrød og vakker, og med let Haand
stryger hun bort den fine Sand, der har klæbet sig fast
til den.
Gutten har kastet Spaden og staar nu og ser paa
hende - han ligesom sluger hende med Øinene
- Naat siger hun utaalmodig.
Jndgangen til deres Fæstning vender ikke mod Havet,
men mod Digerne. Han gaar hen til den, trækker i en
usynlig Klokkestreng og efterligner en Klokkes Ringen:
Kling, kling, kling!
ZNan kan godt førstaa at han ringer.
Altsaa ingen Fæstning, men et Husl
Hun svarer: Entrezl
Er Madame hjemme? spør han.’
- Oui Monsieur.
Og nu er hun »Madame« og »tager imod« Alfon
sieur, beder ham sidde ned, sætter sig selv ligeoverfor
ham og koketterer - koketterer aldeles fortvilet. ~Hendes
Ukama maa være en farlig Kvinde, hvis det er af hende
hun har lært alle sine Kunster«, tænker Ruth, som trods
alle Anstrengelser ikke har kunnet lade være at lytte til
deres Pludren.
Askadame bøier Hodet til den ene Side, slaar Øinene
ned, lader dem med et drømmende Blik glide hen over
Havet, slaar dem atter op og gjør Gutten aldeles rød og
forvirret. (Forts.)
IF
URD 39
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
