Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 6. Lørdag 6. Februar 1897 - Rust Roest: Mens Havet stiger (Forts.) - Nobels Kokkepige - En Regning
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
— Jeg følger ikke med ind, jeg sidder herude og venter
paa dig, sagde Ruth hurtig.
— Vil ikke Madame komme ind? Det blæser saa ude,
og den løse Sand vil genere Dem. — Det var
Forstanderinden, som talte.
— Nei Tak, jeg venter paa min Mand herude.
— Da skal jeg straks komme ud til Dem; jeg skal bare
først se til mine Smaa.
Forstanderinden gik ind, og Ruth hørte hendes Stemme
gjennem det aabne Vindue:
— Hvad? Er Dere inde enda! Dere ved jo godt, at
det ikke er tilladt. Ud med Dere, hver eneste en!
Hun talte befalende, men med kjærlighedsfuld Omhu
i Stemmen.
De smaa forkrøblede, blege Børn gaar langsomt og
modstræbende ud gjennem den store Dør, som fører ud
til Sandbankerne og Havet. Ruth hører Lyden af
Krykkerne, idet de stødes mod Gulvet. De gaar forbi hende.
— Nu, er Dere ude alle sammen?
— Françoise hvad skal det betyde? Du maa ud, min
lille Pige, det hjælper ikke Du er kommet til
Middelkerk for at indaande Havluft og blive frisk, jeg tillader
ingen at stanse inde en saa vakker Dag, ud med dig!
— Que contez vous, siger Forstanderinden, henvendt
til Ruth. Man maa være streng, ellers faar man dem
ikke ud. Krøblinger har vanskeligt for at røre sig, ser
De, de vil helst sidde stille inde Dag ud og Dag ind.
— Nei, Françoise du maa ud igjen, en halv Time,
tkke et Minut mindre. Ruth kan ikke førstaa hvordan
hun kan modstaa det blege, bedende Ansigt som titter ud
gjennem Vinduet:
— Aa, Madame Bernard, jeg er saa træt, saa træt!
Madame ryster paa Hodet, og den Lille pilter ud og
lægger sig i sin fulde Længde paa den nøgne Sandbanke.
Hun lægger det lille røde Sjal over Ansigtet til Beskyttelse
mod den fine Sand som hvirvler for Vinden. Hun orker
ikke at lege; det syge Benet er saa tungt, hun kan næsten
ikke trække det med sig. Den ene efter den anden af
Kameraterne kaster sig ned ved Siden af hende. Det
blæser sterkt, Havet bruser og stiger, Sandet hvirvler i
Luften, dækker de forkrøblede Barnefødder og lægger et
tyndt, gulgraat Lag over Krykkerne.« Det er saa stille,
saa stille paa den dystre Legeplads. Hverken Madame
Bernard eller Ruth ytrer længe et eneste Ord.
— Stakkars Forældre siger Ruth endelig, derpaa til
føier hun:
— De har en vakker Livsgjerning her, Madame, —
at være Mor for saa mange stakkars Smaa — — —.
— Jeg har, Gudskelov, ingen Børn selv, lyder Svaret.
— — — — — — — — — — — — — — — —
— Et meget interessant Tilfælde, hører hun Rikard
sige inde i Salen.
— Ja ikke sandt? Jeg vidste, at De maatte synes det,
svarer Doktoren.
Begge Herrerne er kommet ud til Ruth.
— Maa jeg presentere: min Hustru, Hr. Doktor Casse
siger Rikard, idet han tænder en ny Cigar.
— De kommer fra Ostende, Madame, det er livligere
der end her. Det er bare Havet som er det samme.
— Ja, samme uendelige Hav, samme Ebbe og Flod.
— Nu er Stigningen paa sit høieste, inden en Time
har vi Høivande.
En liden halt Pige staar ved Siden af
Forstanderinden og taler med hende.
Hun er øiensynlig udsendt af de andre for at bede
om noget.
— Faar Børnene Lov til at gaa ind nu, Monsiur le
Docteur? spør Madame Bernard.
Doktoren ser paa sit Ur.
— Ikke endnu, om ti Minuter.
| An Krave og Sølvhalsbaand | Kr. 90.00 |
| » 6 Natskjorter | » 54.50 |
| » 2 Par brune Sko | » 36.00 |
| » 2 Par Gummisko | » 30.00 |
| » 1 Regnfrakke | » 18.00 |
| » 1 guldbroderet Selskabsfrakke | » 30.00 |
| » 1 pelsforet Overfrakke | » 45.00 |
| Tils. | Kr. 303.50 |
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
