Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 6. Lørdag 6. Februar 1897 - Rust Roest: Mens Havet stiger (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tænker ikke; Stakkars moderløse Smaat Hun tænker:
Stakkars Mort Og det er ikke paa den døde Fremmede
hun tænker, hun tænker paa sig selv - stakkars Mor,
arme barnlose 2Nort - Det er saa varmt, saa varmtt
Germaine førsøger at trække op ASrmene paa sin Kjole.
Kom hid, lille Ven, saa skal jeg hjælpe dig, siger
Ruth hurtig-
Den Lille springer ind i Teltet til den fremmede
Dame. Ruth griber den lille butte Arm, smøger Kjole
ærmet op og kysser en af de smaa Dæk ved Albuen.
Det lyslokkede Hode hviler paa hendes Skulder, de smaa
Arme lægges om hendes Hals hun lukker Øinene
Men Germaine kan ikke længe være stille. Det
sprætter i hvert Led i den lille Barnekroppen, nu endeligt
Med et hurtigt Tak madame river hun sig løs og
springer op paa Naboens Fæstning, som nu er omgiven
af Vand. I sin Iver efter at gjøre den større, stadig
større, skuffer han Sand paa hendes Fod. Hun ler og
borer Foden dybere ned i den varme Sand, og saa
venter hun paa næste Bølge. Det var en forfærdelig
stor ent Hun stryger med Haanden nedover Benet, ja nu
blev hun vaad, rigtig vaad. Hun udstøder sit lille fugle
agtige Glædeskrig og trasker omkring i Vandet. Det er
som om den sidste Bølge har gjort hende aldeles tumme
lumsk. Hun springer omkring; hun skvætter Vand høit
op i Luften. Nu er de smaa Benklæder ganske gjennem
blødte; man kan se de barnlige, runde Former gjennem
det vaade Linned. Ruth følger hende med Øinene Hun
taler til hende; det er som om hun er ræd for at det
mindste Ord, den übetydeligste Bevægelse skal ødelægge
Stemningen og jage den vakre Drøm paa Flugt. Hun
ser ikke længere det brogede Liv rundt om, merker ikke
Dønningerne fra Havet, som stiger og stiger. Hun ser
bare den lille hvide Skikkelse, som hopper omkring i
Vandet. Hun drømmer - drømmer ——.
J Teltet ved Siden af sidder en Dame og en Herre
som ogsaa hele Tiden med Interesse har fulgt Germai
nes Bevægelser og moret sig over den opskjørtede Dragt
og den gratiøse Vildhed. Nu bøier Damen sig frem;
hendes Øine møder Ruths, og hun siger med den for
trolige Venlighed som er saa naturlig Kvinde og Kvinde
imellem, naar Samtalen dreier sig om Børn: Afka
dame, Deres lille Datter er vist ganske gjennemvaad.
Ruth farer sammen. Hun førsøger at svare, men
kan ikke faa et Ord frem. Det rykker nervøst om hendes
Mund; hun vender sig bort. Ordene som har givet
hendes Drøm Form, har vakt hende af Drømmen.
- Kom hid, Mademoiselle Germaine, vi maa gaa
ind, du er aldeles gjennemvaad, lyder Barnepigens Stemme.
Hun har glemt «U«cademoiselle« under en interessant
Samtale med en Kamerat, nu, da hun pludselig erindrer
hende, er der ingen Pardon.
Den lille Pige udstøder et Klageraab.
Bare et Akinut,·et eneste Minut, ma bonnel Se
der kommer en ny Bølge!
Men mø- bonne er übønhørlig. Med Bestemthed
løser hun sin lille Protegos Kjole - Dommen kan ikke
forandres. Germaine er stor nok til at førstaa, at man
ikke faar Lov til at springe om i Vandet uden med op
brettet Kjole.
Adjø Madame, siger ma bonne, idet hun med en
megetsigende Akine giver Germaine et Stød i Siden. Ger
maine sukker dybt og siger sagte:
- Adjø Madamet Og saa lidt høiere:
- gun graater, ma bonne, hvorfor graater hun?
uth ser efter dem med et langt Blik. Den Lille
har sovnet paa Barnepigens Arm. Germaine gaar med
langsomme Skridt og trækker Spaden efter sig.
Alen Sorgens og Vemodets Bølger stiger stadig
høiere i Ruths Bryst, og med dyb-tilbageholdt Graat
skjuler hun Ansigtet i Hænderne
Nei se Havett raaber pludselig en Stemme ved
Siden af hende.
Hun ser op. Det kommer med Sus og Brus, lige
frem til Teltett Vandet siger ind til Stolperne og danner
dybe Pøle.
Nu var det den store Legekameratens Tur til at
tirre de Smaa. I et nu skyller Bølgerne over Germai
nes TNuldvarpeskud Endnu en Bølge, og fra Naboens
Fæstning stikker kun den belgiske sort-rød-gule Fane iveiret.
Lsiadame er kløvet op paa den høieste Vold, der staar
hun og kaster Fingerkys ud til den store Bølge Den
naar hende, og hun flygter med et lidet Skrig.
De Voksne var flyttet høiere op; men Børnene likte
Havets vilde Leg. De vadede om i Bølgerne, de satte
sine smaa Baade ud fra Land, de dansede Ringdans i
Bølgernes Skum. Deres Fryderaab og Angstraab, Latter
og Kvidder blandede sig med Havets Dron. Havet og
Børnene var ellevildez det sprudlende Liv maatte have
Afløb.—————————————————————
Ruth tilbragte en søvnløs Nat. Blot et Øieblik
sovnede hun ind, og da drømte hun, at hun var Barn
og sammen med andre Børn deltog i den gamle Leg:
Hele Havet stormer. Hun fik ingen Plads og kom stadig
førsent, saa hun maatte staa naar de andre sad. Denne
Følelse af at være noget udenforstaaende noget for sig
selv, som saa ofte pinte hende i vaagen Tilstand, lagde
sig nu under Sønnen og Drømmen som en trykkende
Alare over hendes Bryst. Hun vaagnede angst og bange;
de Tanker hun havde saa vanskelig for at dysse isøvn,
vaagnede med hende, og Natten igjennem lyttede hun
til Havets Brus og Stønnen. Rikard sov rolig ved Siden
af hende. Hun sagde næste Morgen at hun ogsaa havde
sovet-; men han træde hende ikke
Han stod op og aabnede begge Vinduerne, saa den
friske Havluft kunde strømme ind.
Havluften er herlig, sagde han, idet han aandede dybt.
- Ja, Luften er herlig, svarte hun. Alen jeg trives
ikke Det er saa urolig her; man faar ikke være iFred.
- Jeg træde ikke du havde Bekjendte i Ostende, som
du vilde undgaa. .
Hun rystede paa Hodet med et træt Smil. Hun
kunde ikke sige ham, at hun vilde bort for at undgaa
Børnene for at slippe at se lille Germaine og de andre
Stakkars Rutht Det er Synd paa dig, men du maa
alligevel resignere og stanse her endnu en Dag. leg
reiser nu i Formiddag ned til Middelkerk for at aflægge
et Besøg ved Grimberghs Stiftelse for skrofuløse Børn.
leg følger med, svarte hun hurtig.
Gjør du? Alen det kan ikke være nogen Fornøielse
for dig at se de blege, forkrøblede Børn.
leg behøver jo ikke at gaa ind. 10, jeg følger med.
« Omtrent paa samme Tid som Ruth den foregaaende
Dag havde siddet i Teltet og betragtet lille Germaines
Leg, stod hun og hendes Aland udenfor Roger de
Grimberghs Stiftelse og trak i Klokkestrengen.
Bygningen laa høit oppe paa de øde Sandbanker.
Det var et langt, graamalt Hus, som laa for sig selv,
uden andre Huse i Nærheden Ruth kastede et Blik ind
gjennem Vinduerne, som var meget lave Den store Sal
var fuld af Børn, smaa Børn paa Krykker, som haltede
omkring, blege, forvoksne barn, klædt i lange blaa Bluse
kjoler Hospitalsdragten.
Rikard leverte sit Kort til en af Sygepleierskerne
som aabnede Døren.
—s Vær saa snil at levere det til Dil«ektøren, Isagde han.
Vis URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
