Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 7. Lørdag 13. Februar 1897 - Overlærer J. Nicolaisen: Atter Svar til En Moder
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Atter Svar til En Moder.
søge Forbund med. Fremfor alt gjælder dette med Hen
syn til den øverste Uutoritet, han, fra hvem alt Fader
navn er. Jer staar jeg altsaa igjen foran det, jeg udtalte
i det første cr. af dette Blad: Der maa grundig Reform
til i Religionsundervisningen, i al Undervisning, i
Opdragelsen og dens Maade og ZNidler i det hele.
Thi Maalet (det nærmeste) er i Tidens tvingende
Medfer blevet et andet, og Maade og Midler maa nød
vendigvis rette sig derefter. leg tænker her selvfølgelig
ogsaa paa ~Tugtemidlerne«. Det er meget uforstandigt
at mene, at Opdragelsen uden Skade kan gaa for sig
væsentlig paa samme Ulaade nu som i ~den gode gamle
Tid«. Det, som dengang virkede ydenyg Lydighed, det
vil nu bl. a. kun virke indædt Trods og tøilesløs
Forkastelse af al Uutoritet, saasnart Riset ikke længer truer.
Den, som hævder disse Anskuelser, blir gjerne mødt
med en hel Række af ~faktiske Forekomster« af kvalisiceret
Ulydighed og grov Respektstridighed samt naturligvis alle
haande dermed følgende Udyder. ZNan blir spurgt, om
man finder sligt noget at være priselige Frugter af den
tidsmæssige ~humane« Opdragelsesmaade, og om, hvor
ledes man skal faa Bugt med saadanne Udslag af den
syndige Natur uden at gribe til de ~prøvede« Straffe- og
Tvangsmidler.
leg svarer: Nei, saadant er ikke Følger af en rigtig
og konsekvent Anvendelse af den Opdragelsesmaade, som
Tidsaanden med Nødvendighedens Ret kræver, vistnok
ofte-snarere Følger af Brud paa den. Men selv om
dette sidste ikke er Tilfældet, saa er der intet forbløffende
i, at slige Tilfælde forekommer. Forekom de kanske ikke
selv i den Tid, da den viljekuende Tvangsdressur var i
fuldt FlorP Sagen er, at der er saa mange Faktorer,
som virker med, indre og ydre, saa om nogen absolut
sikker Facit kan der aldrig blive Tale her, aller mindst
om en hurtig og umiddelbart fremtrædende Det er i aller
egentligste Forstand et Taalmodighedsarbeide, dette at
opdrage Barnets Vilje, ganske anderledes taalmodig
hedsprøvende end at kue og stagge den. Megen og NB
energisk, ikke slap, Taalmodighed kræver det. Det har
saare liden Lighed med at trække op et Urverk og siden
bare i Ko og Ulag iagttage dets jevne Gang.
Tiken nu dette om, hvad man skal gjøre eller ikke
gjøre. Skal man da ikke søge at stagge disse slemme
Udbrud af Ulydighed, Trods m. m.? Jo, som Regel,
vil jeg sige, og det selv om Barnets Omgivelser, ja endog
Opdrageren selv skulde være Skyld idem. I Hjem med
flere Børn og endnu mere i Skolen kan det endog blive
en absolut nødvendig Sikkerhedssorføining.
Vi gjør vel i at skjelne mellem den langsigtige
Opdragelse, der med taalmodig Energi søger lidt efter lidt
at paavirke og udvikle Barnets Karakter, og den kort
sigtige, der resolut griber ind i dets Opførsel den Dag
idag. Begge er fuldt berettigede, og i stor Udstrækning
kan de virke med de samme ZNidler, saa den fidstnævnte
blir et Led i den førstnævnte. Dette er selvfølgelig det
,- a, jeg skal saa gjerne prøve at sige lidt om Tingen.
O Viin store Sorg er bare den, at jeg ikke magter
- .
ZX at gjøre det faa godt, som baade De og Sagen
A fortjener. For De, gode Frue, er aabenbart en
ligesaa elskværdig som førstandig og omsorgsfuld
2Noder, og Sagen er overmaade betydningsfuld. ·
leg er nemlig fuldstændig enig med Dem i, at
Ufangel paa Respekt for al Autoritet er enaf de største
Farer, som truer vor Ungdom nutildags. Og det er efter
min Isiening en af vore vigtigste Opgaver at opdrage
den til Respekt for den rette og sande Autoritet, det vil
naar vi tænker paa Børnene væsentlig sige til
Lydighed. Det er saa langt fra, at vi i Tidens Medfør
kan eller bør tage os denne Opgave let, at den tvertimod
stiller ulige sværere Krav nu end før.
~Ræsonner han ikkel« det var Grundtonen før i
Tiden. Man ikke blot nøiede sig med blind Lydighed,
man ansaa den ligefrem for den bedste, den eneste egte.
Übetinget Lydighed, hvordan saa end Budet og den
Bydende var. la, det var vel ikke saa frit for, at man
endog ansaa et urimeligt Bud engang imellem for ikke
at- være saa rent afveienz det vænte Barnet af med at
~ræsonnere«. ·
Og Maade og ZNidler svarede fuldstændig til Ukaalet
Det væsentligste var Straf og Tvang —— og stundom en
Præmie.
Naar vi husker eller hører eller læser, hvorledes
Børnene ofte blev behandlet, undrer det os, at de ikke
allesammen ialfald alle ~vel opdragne« blev enten
Tusseladder eller rene Trold. ZNen da glemmer vi, at
Opdragelsesmaaden stodi den bedste Samklang med Tidens
Opfatning, Synsmaade og Samfundsforhold i det hele;
det faldt hverken Smaa eller Store ind, at det kunde være
anderledes. Og saa er jo den menneskelige Natur
utrolig elastisk.
ZNen nu duer ikke denne Opdragelsesmaade længer.
Nu er det ikke blind Lydighed,· men villig Lydighed,
vi maa sætte som Maal. Nu gjælder det fremfor alt,
at saavel Uutoriteten som Budet er værd at respektere,
ikke blot i sig selv, men ogsaa i Barnets Øine.
Bliv ikke førskrækket, bedste Fruel leg mener ikke,
at Barnet kun skal lyde, naar det kan førstaa, at det er
godt og gavnligt, eller endog at det ~lønner sig«. Heller
ikke mener jeg, at det skal opdrages til stadig at ville
~drøfte den Sag«, som han sa’, en af Kapt· Marryats
Poder. Men jeg mener rigtignok, at det saa langt fra
er nogen Skade i, at Barnet førstaar, hvad Budet og
Lydigheden mod det skal tjene til, at dette tvertimod med
Flid bør tilstræbes. la, man bør vist ikke engang af-
vise ethvert Spørgsmaal derom heller, selv om en Smulelweneste fuldt tilfredsstillende og bør altsaa «udstrækkes saa
Diskussion kan resikeres. De er da 2Nennesker, Børnene kg langt, som det paa nogen mulig Ukaade gaar an. ZNen
ogsaal det kan, som nys berørt, blive nødvendigt i den kortsigtige
Opdragelse den difciplinerende kunde vi vel ogsaa
kalde den at anvende Midler og Forholdsregler,
som ikke fremmer den langsigtige, ja som kanske endog
hemmer den (Straf og Tvang f. Eks.) ligesom det
vel tildels kan være med et smertestillende LNiddel under
en Sygdom. ·
Det langsigtige Hensyn - det egentlig pædagogisk·e
faar altsaa finde sig i at gjøre Indrømmelser af og
til. Men det er da rigtignok det kortsigtige endnu nær
mere til. ZNan faar se gjennem Fingre med et og andet
Og jeg mener, at Barnet aldrig bør faa gyldig
Grund til at anse Budet for urigtigt eller den Bydende
for überettiget eller uværdig til at give det. Det er et
fordringsfuldt Hverv at være Opdrager nutildags; det
var langt simplere før.
Endelig mener jeg og dette vil jeg betone aller
sterkest —, at Lydigheden maa have sin Hovedrod ißarnets
Hjerte, ikke i Forstanden. Høiagtelse, Ærefrygt, Kjærlig
hed, Beundring, Begeistring først for Person, senere
efterhaanden ogsaa for Sag, - det er Kræfterne, vi maa
i
FSI
62 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
