Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. Lørdag 20. Februar 1897 - Alvilde Prydz: Et fransk Ægtepar (med Billede) - A. B.: Bella (Slutn.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Deres Værelse stødte op til mit. Der var heftige
Scener derinde hver eneste Dag. Hvis de nogen Gang
var gaaet ud uden Pamle og det var blevet Regn
«aa var det Mandens Skyld; hvis nogen af alle hendes
Pakker laa efter i en Butik, var det ligeledes hans
Skyld, og hvis hun var gaaet i Theatret uden at more
sig, maatte den ulykkelige Jean holde for langt ud paa
Natten: ~Det var altid saadan med ham - det var
bare en Maade at ville dræbe hende paal«
Der var ogsaa en anden Zlkaade, hvorpaa Jean
stadig søgte at forkorte hendes Liv. Han var Forret
ningsmand og havde ulykkeligvis en Del Fabrikanter
Paris, med hvem han stod i Forretningsforbindelse
Naar Jean nu kom hjem et Kvarter senere, end han
var ventet, havde ZNadame regelmæssig faaet Hjerte
krampe, og gik der en halv Time, var hendes Blod i
saadant Oprør, at Jean Renee undertiden træde, der
var Ulvor i hendes Forsikring, at det vilde kvæle
hende.
En Uften havde en Fabrikant fundet saa meget
Behag is den skikkelige lean, at han havde trukket ham
med hjem til sin Kone, hvor han foran den knitrende
Kaminild ide uvante, lune Omgivelser ien lykkelig
Selvforglemmelse følte sig saa vel til ZNode, at han ikke
kom hjem før Midnat.
Vi mødtes paa Trappen. Han steg ganske sagte
op, tilsyneladende fremdeles i den lykkelige Drøm om
Fred og lune Dage, hvoraf han dog blev vækket uden
for sin egen Dør ved, at den blev aabnet paa Klem og
et Revolverskud —– rimeligvis dog kun løst Krudt
affyredes mod ham. Næste Morgen hørte jeg, han
havde siddet paa en Stol i Korridoren hele Natten.
Hun havde ikke villet slippe ham ind, og han havde
heller ikke faaet Lov til at gaa sin Vei; han havde
stadig været under Opsigt, medens førskjellige Sovekam
merrekvisiter fra Tid til anden var blevne slyngede ud
mod ham, naar han gav sig til at blunde paa Stolen.
Jeg var-forbitret over min førstyrrede Nattero og
tillige over Ulanden det var jo en Taalmodighed
over alle Grænser. Efter Frokosten trak jeg ham med
Vold ind i Røgeværelset. ’
Jeg stod først lidt og saa paa hans store, vakre,
stærke Skikkelse en sand Kjæmpe af en · Franskmand
at være saa udbrød jeg: ~Men for Pokker, Mand,
hvorfor finder De Dem i det? Hvorfor lader De Dem
ikke skille fra hende ?«
Han saa paa mig med- sit smukke, rolige Smil:
~Ua, det vil hun ikkel«
~Nei hun! Det kan jeg saa godt førstaa det
er hendes Natur at tyrannisere, at eie en Slave, hun
kan sætte Foden paa Nakken af ——— —— men De da,
Mennesket« s
Han trak paa Skuldrene. ~Det nytter ikke, hun
vil ikkel« «
~Saa reis Deres Veil«
~Nytter ikkel Har prøvet det en Gang; men hun
fandt mig igjen. Det nytter ikke. Der er ingen Ting
at stille op med hende l« Han trak paa Skuldrene,
Oienbrynene løftedes, og han slog ud med begge Hæn
der. Det var en Franskmands eiendommelige tause Vel
talenhed, og jeg førstod den bedre end hans lidt frem
medlydende Dialekt.
~Men hvorfor banker De hende ikke til at være
Menneske? Man er da vel ikke forpligtet til at lade
sig plage ihjel?« · .
Han saa hen imod Døren x hans Kone var gaaet
for at gjøre Toilette. ~Det skulde jeg have gjort strax
- for 3 Aar siden —— nu er det for sentt«
Han satte sig ned og tog en Cigar.
Jeg søgte at faa ham til at begribe, i hvilken
Grad han ærgrede mig.
Han saa paa mig med et fraværende Udtryk i
de vakre blaa Otnez han hørte øiensynlig ikke et
Ord af, hvad jeg sagde. Tilsidst begyndte han
ganske rolig at tale han vidste neppe, at han afbrød
mig. ~Hun er forfærdelig hun kommer i Klam
meri med alle Mennesker. Jeg kommer aldrigi
Klammeri med nogen det er umuligt at kOMMei
Klammeri med migl«
Jeg maatte smile ad ham; han sad der saa stor,
og fredelig det var let at se paa ham, at han talte
sandt.
(Forts.)
TFT
Bella.
(21f A. B.)
(Slutn.)
ella havde en Tegekamerah som hun holdt meget
af en bitte liden Kattepus, med« hvide Tab
ber og graa .Pels, og den mest kokette lille
Snude man kan tænke sig. De to levede ikke
sammen som ~Hund og Kat«. Pus havde
fattet Godhed for Bella, og Bella besvarede
trolig dens Kjærlighed, skjønt Pusekat mangen Gang
baade bed og klorte, saa hun skreg høit’
Bella optraadte imidlertid her som ~Ridder af den
galante Orden«, førsvarede Pus mod alle. Gaardens større
Dyr, og lod den sove med Hodet op mod sit Bryst,
mens hun kjærlig slog Tabbene om den. »
Tiden gik imidlertid, og den fagre Barndoms-( og
Ungdomstid var snart tilende ogsaa for min lille firbenede
Veninde - Bella skulde blive Mor. Jeg imødesaa den
store Begivenhed med en vis Spænding Hvordan vilde
Bella tage det, og hvordan vilde hun opfylde sine Moder
pligter? Vilde hun komme til at holde mere af sine
eventuelle Smaa end af sin store Herskerinde? ,
Jeg tvilte undertiden paa det. Bella var saa uad
skillelig bundet til mig. Om Natten laa hun paa et Teppe
foran min Seng, og om Dagen var hun altid ved min
Side. Hun kunde ikke engang spise uden mit Selskab-
Jeg fik ikke Lov til at give hende Mad ved Bordet, og
X-
O
9
66 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
