Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 8. Lørdag 20. Februar 1897 - A. B.: Bella (Slutn.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
naar jeg siden ude i Spiskanimeret førsynte hende med
det bedste Huset formaaede, vilde hun ikke synke en Bid,
naar jeg ikke spiste. Først naar jeg bevægede Vkundem
og lod som om jeg tyggede, satte hun sin ZNadportion i
sig. Men jeg havde jo hørt, at Ukoderfølelsen kunde
gjøre Mirakler - ——— -
Den store Dag kom, og inden Uften laa- Bella paa
et blødt Teie i en stor, rund Kurv, omgivet af fire smaa
tykke, klumsede Tingester med bløde, varme Snuder og
næsten ingenting til Ben. Bella saa· op paa mig, tungt
og stort,· hver Gang jeg nærmede mig Kurven.
Det gik bra den første Nat, og den første Dag og
saa; men Natten derefter følte jeg isøvne noget tungt paa
Sengeteppet over mig. Jeg var med et lys vaagen, og
der stod Bella og slikkede mig i Unsigtett
Jeg for op af Sengen, tændte et SLys og gik hen
til Kurven. Der laa de fire moderløse Smaa ien Tul
paa hinanden. Teppet de havde ligget paa, havde Bella
draget halvt op og bredt over dem, inden hun forlod
dem for atterl at søge hen til mig.
Jeg lagde Teppet tilrette under de forfrosne Stakler,
hentede deres haardhjertede Mor, der imens havde taget
den varme Plads i min Seng, og lagde hende ned ved
Siden af sine Smaa. .
Bella saa blot paa mig med et tungt, resigneret Blik,
da jeg bøiede mig over hende og kjærlig lod min Haand
glide hen over hendes bløde Pels.
Det hjalp. Den natlige Flugt foretoges aldrig mere.
Bella havde en god Vilje, og hun gjorde hvad hun kunde;
men hun kom aldrig til at holde rigtig af sine Smaa.
Værst var det, at Sommeren nu stod for Døren, og det
herlige Friluftsliv begyndte. Bella»vilde i Begyndelsen
følge med mig paa mine Streiftog i Skog og Mark;
men da jeg engang havde gjort hende begribelig, at dette
under de nuværende Omstændigheder ikke lod sig gjøre,
fandt hun sig taalmodig i sin Skjæbne Hun nøiede sig
med at følge mig et Stykke bortover Veien, hen til Skog
brynet, og saa vendte hun om, stille og sørgmodig ialle
sine Bevægelser. Jeg kunde se hende Gang paa Gang
vende sig og sende mig et langt, sørgmodigt Blik, idet hun
vendte tilbage til sine tunge Moderpligter.
Jeg husker ikke hvor der med Tiden blev af Un
gerne. De spredtes dog til hver sin Kant, og Bella
var atter fri. Fril Ua, hvor hun nød Friheden!
Tungsindigheden og Resignationen førsvandt, det freidige,
glade, barnlige kom atter over hende, og hun passede
Husets Nøgler, havde Tilsyn med pus og fulgte mig
~tillands og tilvands« med større Jver end nogensinde.
Det var en Tordag ud paa Sommeren. . Vi skulde
alle sammen reise paa Besøg til nogle Slægtjiinge, flere
Mil borte. Fruen i Huset likte ikke Hunde, og Bella
skulde ikke faa være med. Mens jeg klædte mig om
paa mit lille Værelse, lagde Bella sig til at sove paa
en Stol. Det lykkedes mig at smutte ud gjennem Døren
uden at vække hende, og da vi kjørte ud af Gaarden,
laa Bella endnu og sov sødelig
Da hun vaagnede havde hun holdt et forfærdeligt
SpektakeL Hun gav sig ikke, førend en af Pigerne
fulgte hende gjennem alle Værelsernei hele Gaarden,
og da hver Krog inde var undersøgt, strøg hun ud.
Efter at have taget en Tur rundt Gaardspladsen satte
hun afsted ned til Baaden, og en Stund efter førsvandt
hun i Skogtykningen. Da hun langt om længe kom
tilbage fra Skogen, saa hun meget trist ud. Hun gjorde
endnu en Runde gjennem Gaardspladsen, og saa satte
hun sig paa Staburstrappen med alle Tegn paa Sorg
og Skuffelse. Ørene hang lange og slappe, og Oinene
havde det samme tungsindige, resignerede Udtryk, som
da, hun blev indespærret i »Barnekammeret«.
Kokkepigen, der senere fortalte mig hele denne
Scene, førsøgte nu at tage sig lidt af den, og i Man
gel af nogen anden sluttede Bella sig til hende. Den
fulgte hende overalt hvor hun gik og stod; men da hun
Mandag Eftermiddag var inde paa Staburet», lagde
hun ikke UTerke til, at Bella havde fulgt hende, og den
stakkars Bella blev stengt inde.
Vi komi det samme kjørende ind paa Gaarden,
og det første jeg hørte, var Bellas fortvilede Jamren.
Hun hørte vore Stemmer, og nu blev det værre end
nogensinde.
Stakkars Bella! Zun havde gaaet paa Udkig efter
os nu i samfulde tre age, og vilde have været den
første til at tage mod os, og nu stod hun der, indespær
reti det trange, mørke Rum. Hvor dog Verden er
fuld af Gjenvordighedert
Nøglen var taget ud af Døren, og det varede en
Tid, inden Pigen sik hentet den. Jmens holdt Bella
et forfærdeligt SpektakeL Hun nøiede sig ikke blot med
at jamre og bjæffez med sin lille fine Krop kastede hun
sig af al sin Kraft mod Døren, saa jeg næsten blev
bange for, at Døren, eller Bella, eller begge Dele, skulde
gaa i Flint. Men saa kom Pigen med Nøglen, og
saa - —— - —— ja hvad der nu fulgte, kan ikke
beskrives -
sk-
Hvad der saa blev af Bella? Jo vi skulde flytte
ind til Byen. Mor vilde ikke have den med, og saa
delte Bella Skjæbne med saa mange andre af sin Slægt
hun straktes til Jorden af en Kugle.
Det var en Dag mellem Jul og Nytaar. » Vi
havde mange Fremmede, og jeg havde ikke husket paa
Bella hele Dagen. Vore Gjester var imidlertid nu
dragne; vi havde fulgt dem ud tilSlæden, og jeg lagde
netop Haanden paa Klinken og skulde gaa ind i Dag
ligstuen igjen. Da kom jeg med en Gang til at huske
paa Bella jeg havde ikke seet hende hele Dagen,
hvor kunde hun dog være? J næste Øieblik stod den
hele Sandhed lyslevende for mig - Bella var ikke
mere! De havde dræbt den, mens jeg var optaget med
de Fremmede, og jeg skulde aldrig se den mere.
Jeg spurte ikke; jeg vidste i dette Øieblik alt hvad
der var passeret, og Aftenen tilbragtes under Graad og
bitter, bitter Klage. -
Der var ingen som kunde trøste mig - Bella
var borte! ·
Det var en trist Vinter som nu fulgte. Jeg taalte
ikke at Bellas Navn blev nævnt, og bare jeg saa en
Hund blev jeg syg og saar om Hjertet.
Det led ud paa Vaaren. Dagene begyndte at blive
lyse og lange, og det stadige dryp, dryp, dryp udenfor
Vinduerne fortalte, at Dødens hvide Tagen holdt paa
at vige for et blødt, grønt Teppe -
Men endnu var der Sorg i mit Sind, og naar der
kom Gjester, hviskede de gjerne med min Søster ude i
Entreen ~Hvordan staar det til her, gaar det nu an
at tale om Bella ?«
K-
URD 67
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
