Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. Lørdag 27. Februar 1897 - A. B.: Ragnhild Kaata (med Billede)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
endnu ikke hændt, at en der var baade blind og døv
havde lært at læse, og· lykkedes det med Ragnhild, vilde
hun være den første i Verden. · -
Men Hr. Hofgaard lod sig ikke skræmme af de
mange Vanskeligheder. Uf aarelang Erfaring havde
han lært, at man maa arbeide sig frem selv der hvor
det ser mørkt ud, og modig og ufortrodent tog han fat
paa det tunge Arbeide
Og Ragnhild Kaata var isandhed en ~übekvem
Ukaterie« at arbeide medl Det lugtede i Begyndelsen
saa frygtelig af hende, at man næsten ikke kunde være i
hendes Nærhed, Øine og Oren var fulde af Ukaterie,
og hun var undertiden saa vild at hun baade bed og
klorte. Hun taalte ikke engang at nogen rørte ved
hende.
Efter nogle Ugers Forløb lod Hofgaard hende
være tilstede, naar han underviste de døve Børn. Han
lod hende først lægge Haanden paa sin 2Nund, naar
han spurte, og saa paa Elevens Mund naar denne
svarte. Det begyndte at gaa op for hende at Talen
var et Ukeddelelsesmiddel Læreren og Eleverne imellem
og det vakte i høieste Grad hendes Interesse. Det var
ogsaa uhyre morsomt at klappe en Elev, naar han
svarte rigtig, og lugge ham, naar han svarte galt. Hun
lo høit og syntes selv hun gjorde sine Sager meget godt.
Værre var det, da de var kommet saa langt at
hun selv skulde være Elev. Ulting maatte i Begyndel
sen bare gaa ~med M0r0«. Merkede hun den mindste
Tvang, blev hun fygende sint og satte iat hyle. Hun
blev derfor den befalende, mens Hofgaard var hendes
ydenyge Tjener og Legekamerat. De begyndte med at
blæse. De blæste ud Lyspaa rigtig lang Afstand, de
blæste Papirkugler bortover Gulvet osv., og- saa——kastede
de sig ned paa alle fire for at prøve hvem der først kunde
finde Papirkuglene igjen. Det var alt sammen saa
morsomt, og Ragnhild lo i vilden Sky. En Uges Tid
holdt de saaledes paa med at blæse i f og p Stilling.
Hun var ikke saa snerpen længere nu, og Hofgaard fik
Lov til at hjælpe hende med Mundstillingen.
Nu gjaldt det at gjøre hende begribelig, at det var
Lydene f. og p. de havde moret sig med. Hofgaard
havde skaaret ud alle Bogstavernei Pap; han tog nu
frem f, lod hende føle paa den, skrev den i hendes
Haand, lod hende selv skrive den med Fingeren paa
Bordet og lod hende saa atter sige s.. Hofgaard gik
derpaa hen til Skabet, hvor Bogstaverne laa forvaret,
for at hente p men om Forladelsel Ragnhild havde
opdaget, at der var flere af samme Slags derborte,
og hun gav sig ikke, førend de alle blev taget
frem. Nu tog hun selv Kommandoen. Bogstav efter
Bogstav passerte gjennem hendes Hænder, hun· følte paa
Hofgaards Mund, hvordan han udtalte Lyden, gjentog
den selv og fortsatte saaledes til alle Bogstaver var
ekspederet. Og saa skuldesdet ikke være mere for den
Gang!
Bestyreren havde ikke saa megen Tid at ofre paa
Ragnhild, og da han, under Undervisningen maatte
danse med hende, lege med hende osv. siger det sig selv,
at der ikke blev mange Minuter igjen af Timen til
selve Undervisningen. Endelig havde hendes taalmodige
Lærer dog drevet det saa vidt at hun. kunde udtale Or
dene ~Ur« og ~Bord«, og da det saa ogsaa-gik op for
hende, at de Lyd de havde arbeidet med, var Navnene
paa de Ting som omgav hende, var hendes Glæde over
al Beskrivelse. Hun pegte paa en Stol, paa en Sofa
osv, Bestyreren maatte sige hende hvad Tingene hed, og
hun følte hvordan han sagde Ordene. Derpaa drog
hun ham gjennem alle Værelserne og gjentog Experi-
mentet, og saa for hun som en Vind ud til de andre,
forat de skulde faa vide at hun kunde sige ~Ur« og
~Bord«.
Undervisningen skred nu hurtigere fremad; —Ragn
hild kunde udtale hele Sætninger ad Gangen og var
ogsaa begyndt at skrive. For nu at vække hendes In
teresse lærte Bestyreren hende nogle uskyldige Skjæmtord,
som t. Ex.: Du er Dompap, fy! Hun holdt gjerne til
ude i den rummelige Entre, hvor hun havde sin Gyn
gestol, og her kunde hun sidde og gjentage høit for sig
selv de Ord hun havde lært. Pludselig kunde hun
imidlertid stblive kjed af det hele. Hun sprang op,
kigede ind gjennem Døren til det Værelse hvor Hr. Hof
gaard opholdt sig, og raabte:
- Hofgaard er Dompap, fy!
Og saa sprang hun alt hun kunde, for nu vidste
hun, at hendes Lærer var efter hende for at tage hende
i Luggen. ·
:i:
Jeg var forleden Dag oppe paa Hamar for at
hilse paa Ragnhild.
Da Institutbestyreren kom ind med den blinde jog
døve Pige ved Haanden, blev jeg straks slaat af det
lykkelige, sjælfulde Udtryk, ikke i hendes Øine-, thi Jde
var borte, meni hvert Træk i det kjære lille Ansigt.
Der var noget beaandet over hende, som straks meddelte
sig ogsaa til andre, og havde man først mødt hende
engang, kom man ikke saa let bort fra hende igjen.
Hun aflæste med Lethed alt hvad Hr. Hofgaard
sagde blot ved at lægge den ene Finger paa hans
Underlæbe.
—— Her er en Damefra Kristiania, som er kommet
for at hilse paa dig, sagde han.
Ragnhilds Unsigt lyste. Det likte hun! Vi hilste
paa hinanden, og jeg spurte efter hendes Hjem, Søskende,
Forældre osv. Hun lagde Fingeren paa min Ukund og
svarte greit og tydelig.
Er det længe siden du har set din Ufor?
spurte jeg.
Uken da lo Ragnhild muntert og slog afværgende
med den høire Haand ud i Veiret. ~Set«! sagde hun
og lo igjen.· .
Jeg rettede straks paa mit store ZNisbrug af Ver
bet ~se« og spurte, om det var længe siden hun havde
været sammen med sin Mor. Og nu fik jeg strax
Besked. ——«Hun havde været hjemme i Sommerferierne
og var kommet tilbage igjen i September, det var alt
saa nu paa den sjette Maaneden siden. · ·
Nu var det Ragnhilds Tur til at ~eksaminere mig.«
Først lod hun Haanden glide henover min Skluder.
Der var nogle Hegter som ikke var i Orden, og det
første hun gjorde var at forene dem med de ventende
Maljer. Saa var det den store Krave som skulde un
dersøges og endelig Brystnaalen. Hun opholdt sig lidt
længe·ved den sidste, og da jeg opdagede, at hun ingen
Brystnaal havde, tog jeg den af mig og vilde sætte den
i hendes Kjolelinning Hun protesterte imidlertid ivrig,
blev ganske rød iUnsigtet og sprang derpaa ud af
Døren. «
Jeg var rent lei over det. Havde jeg været tanke
løs, og var hun bleven fornærmet? «
J næste Øieblik kom hun atter springende ind,
straalende lykkelig og pyntet med en stor Guldnaal.
Den havde hun faat af fire Damer, forlalte hun.
Det var som Ragnhild skulde gaa til en Leg, da
Undervisningen skulde begynde, og jeg fulgte med hende
ind i et af Skoleværelserne. Hun satte sig tilrette foran
74 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
