Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 9. Lørdag 27. Februar 1897 - Alvilde Prydz: Et fransk Ægtepar
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
MØY
Et fransk Ægtepar
Yttr-
en undskyld»2l4ko«nsieur, efter det Bekjendtskab
Xz jeg har til Zlkadame nu, kan jeg endun
I mindre end før førstaa Deres Opførsel
sp- her forleden, da Madame lod os gaa og
L vente i samfulde to Timer. Det var rø
rende, men i Grunden latterligt at se Dem
gaa ud og ind ad Dørene saa urolig for, at hun skulde
være kommet noget til, at De ikke engang kunde røge
en Cigarl Jeg syntes, at det mildest talt maatte have
været Dem saa omtrent det sammel«
Der gik et Udtryk over hans Ansigt, som jeg ikke
førstod; han vendte sig ·fra mig, slog Usken af sin Cigar
og vedblev i en Tone, som om jeg aldeles intet havde
sagt: ~Der er en Sydame, vi ligger i Proces med
den sad ikke godt i Livet, en Kjole, hun fik og det er
der bleven Proces af. Det koster flere Penge end mange
Kjoler men hun giver sig aldrig for noget Menneske,
aldrigl Saa har vi kjøbt et Hus dernede i Bordeaux
af en gammel Nkand - for en vis aarlig Rente paa
Livstid. Men nu synes hun, Manden lever for længe
hvad skal man gjøre? Nu vil hun hen til en
Spaakone i Uften for at faa Rede baade paa Processen
og paa, hvor længe Manden har igjenl«
Han reiste sig med et lidet Smil. Det lod til, at
det havde været en Lettelse for ham at fortælle mig
alt dette.
~Jeg er naturligvis nødt til at gaa med hende
derhenl« tilføiede han.
~Godt, saa følger jeg ogsaa med ——men saa gjør
jeg til Gjengjæld Fordring paa Dem Resten af Aftenen;
jeg er fremmed her i Byen og behøver nogen Assi
stancel«
Han saa paa mig tauS, med et taknemmeligt Udtryk.
Fruen traadte ind i det samme i et indtagende
Toilettte og rakte med et Smil sin Mund til Kys, en
fint sminket Kind, der i sin dunede Rødene mindede om
en Fersken.
Jeg interesserede mig naturligvis umaadelig for
Spaakonen, for Processen og for den gamle Bland
hvis Dage Ukadame saa gjerne vilde tælle, og Turen
til om Aftenen blev aftalt.
Jeg var stegen mange Grader i Madame Renees
Agtelse.
pic-
:k:
Klokken var 8. Vi skulde altsaa til Spaakonen.»
Zlkadame Renåe kom ind klædt i sort, den fine
Skikkelse ombølget af et langt Kniplingsslør. Hun saa
nydelig ud, å- la sørgende Engel —— hendes Skjønhed
var just af den Slags, der forhøies ved halvt at
dækkes.
Vi gik da, ogldet bar væk fra de straalende
Boulevarder,indover mod nogle betænkelig dunkle, skidne
Streg - Paris har nemlig ogsaa fæle Gader, utrolig fæle
Gader. Det var sandsynligvis en af»»de værste, vi tilsidst
kom indi en høist tarvelig Belysning, man mere anede
Smudset end saa det og de forbigaaende havde et vist
mystisk Udseende. Lisen Tlladame Renee lod sig ikke
anfægtez hun trippede hurtig og sikkert afsted paa sine
smaa Fødder,»som om det hele»var, som det skulde være
—og det var det vel ogsaa. -. . « « ·
Vi standsede endelig foran, et høit, smalt,.f;orfaldsenst
Hus, der ludede fremover.- Jndgangsdøren· lignede Aab
ningen af en Hule. s· « " « «
Zlkadame Renåe, der aabenbart var kjendt, gik først;
vi andre fulgte.— ind i· en kvalm, stinkende Luft, i· et
Bælgmærke, gjennem en slibrig Gang, hvor man. kunde
føle Smudset Jligge dyngevis. Og der var saa trangt,
at man kom nær de vaade, slimede Vægge, bare man
rørte sine Hænder. .
Til sidst kom vi ud i et lidet Hul af en Gaards
plads med samme Utmosfære, saa atter en Gang lig
den første, derpaa en trang skrøbelig Vindeltrappe, hvor
man famlede sig op over i det samme Mørke saa
stødtes til sidst en Dør op, og Damen Hexen tog
imod os med Lampe i Haanden.
Hun førte os ind i Stuen med en snøvlende Und
skyldning, fordi der røg saa sterkt. Lampen var dækket
af en stor, sort Skjærm med nogle gaadefulde brandgule
Snirkler, sandsynligvis tilhørende Hexesprogetz den op
lyste kun übetydelig mere end det lille Hjørne af Bordet,
hvorpaa den stod, men jeg fik dog etGlimt at se af
det fortryllende Smil, hvormed Madame Renese førsikrede,
at det havde ikke det mindste at betyde det var hende
en saadan Trøst igjen at kunne hilse paa den gode Ma
dame Joseph. - ·
Hun satte sig ned ved Bordet og trak sit Slør til
Side; der var et spændt, barnlig-uskyldigt Udtryk i hen
des Ansigt. Hun sukkede, korsede sig og gjorde en kort
Bøn medens Oinene hang ved-Kortene, der laa lidt
henne paa Bordet i flere Bunker af førskjellig Størrelse,
indpakket i sorte Papirer. »
Madame Joseph gjorde imedens nogle Forsøg paa
at rydde op. Værelset var rummeligt, men saa skum
melt, at man ikke tydelig kunde se, hvor stort det var
eller skjelne de førskjellige Gjenstande, der i skyggeagtige
Omrids fyldte Dunkelheden.
Paa en aaben Skorsten i det ene Hjørne stod en
Gryde over en ulmende Jld; den trange Pibe syntes
at være stoppet af Sod, og Røgen trak sig langsomt
udover.
" Et Par lurvede 2Nandfolk, som vi ikke før havde
faaet Øie paa, reiste sig nu og bød os hver sin Stol.
Paa et Vink af Hexen førsvandt de, efterfulgt af en Z
-4 andre Individer, der pludselig dukkede frem fra nogle
af de übestemmelige Mebler i Dybden af Rummet.
De saa alle noget fordægtige ud, og det var ikke
godt at sige, hvad det var, de havde paa. Rken i det de
gik os forbi, kom der et Udtryk i Øinene, som der ikke
var noget fordægtigt ved, det var Nkisundelse, rigtig
kraftig Zlkisundelse
Da vi var blevne alene, satte Madame Joseph sig
og tog betænksomt de sorte Pakker frem.
Hunsad nu lige under Lampen og vistesig at
være en temmelig før Kone paa henved de 70. Hun
var ogsaa som Stuens øvrige Jndvaanere klædt i tem–
melig übestemmelige Klædningsstykker, der alle syntes at
have det til fælles, at de manglede Knapper og andet,
der kunde tjene til nogen Slags Befæstning Et falmet
rødt Skjærf var ombundet noget, der mest lignede en
Mandsfrakke, en ganske fantastisk sammensat Hue af
rødt og gult dækkede Hovedet, men det hvide, uredte
Haar stak frem over Panden og mødtes med de frem
staaende Bryn. Øinene, sder laa- langt inde, smilede un
derfundig som hele Ansigtet, der medden skarpes profil
og det listige Udtryk saa saa hexagtig ud, som man
kunde forlange.
ZOR
URD 77
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
