Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 10. Lørdag 6. Marts 1897 - Elise Kjelland: Gustava Kjelland (med Billede) - Et Ord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
pert slaar sig igjennem i Krigens trange Tider, saa er
der altid noget eget, fængslende ved hende.
·Her i Dramm·en, i Omgang med Farens Slægt,
aabner Dørene til KunstenS Skatkammer sig for hende.
Hun nyder Kunsten i fulde Drag, bliver selv en dygtig
ZNusikekSekuter og læser tyske Digtere, men især sin
Oehlenschläger, saa grundig, at hun som Oldemor endnu
citerer ham.
Først som Prestekone paa Finnø, som Barndoms
vennen Gabriel Kjellands Hustru, begynder hendes aan
delige Liv at udvikles og vokse. Sjælekampe og Nød
haarde Sygdomme og mange Bekymringer bliver nu
hendes Lod, men af Prøvelsens Jldovn udgaar den
modne, behjertede Kristenkvinde.
Først og fremstvar det nu den store Barneflokken,
hun ofrede sin Tid og sine bedste Kræfter. Og frisk og
freidig og kjæk vokste den ogsaa op omkring hende.
Uken hendes store Moderhjerte omfattede ogsaa Pensio
nærerne; alle de unge Mennesker, der gjennem Uarene
nød godt af Prestens Undervisning. Uf dem kan næv
nes: 2Nissionærerne Oftebro og Udland, Biskop Gri
melund, Pastor Olaus Vullum samt Kand. teol. O.
Vollan. Ret som det var blev ogsaa et fattigt eller
forældreløst Barn lagt udenfor Prestegaardens Dør, og
indenfor Døren var der bestandig Hjerterum Under
lige Skruer af Caterborn var der ogsaa Plads til, og
næsten altid blev der noget af. dem. Thi at komme un
der Indflydelse af Gustava Kjellands harmoniske Per
sonlighed det var i Regelen det samme som at blive
et bedre Menneske. Hun førstod at skjule Syndernes
Znangfoldighed og mistvilede aldrig om nogen. Derfor
rekruteredes ogsaa Tjenerpersonalet ofte ganske fortrinlig
fra denne faste Stok af Udoptivbørn. Kun ganske faa
gav Utak til Løsn.—— .
· Naar saa Menighedens Kvinder kom til Presten
med sine Hjerteanliggender, blev de som oftest sendt ind
iDagligstuen til Mor, og her fik de altid Raad og
Hjælp som af en søsterlig Veninde.
Under alt dette finder vi hende snart ved Klaveret,
tolkende i Toner hver Sjælens Stemning, snart ved Rak
ken, tumlende med kaade Tanker, der faar Form i Gaa
der, Vers og Rimbreve fulde af Humor. Jset af disse
giver hun en fornøielig Karakteristik af sin pegasus.
Ester at have skoset den en Smule fortsætter hun:
Tro nu kun ikke forresten,
at jeg misfornøiet er med Hesten.
Tidt sad jeg kjæk og glad og let og tryg,
tidt tankefuld og sorgfuld paa dens Ryg.
Den bar mig over Mur og Sten og Rødder
og daled oftest ned ved Herrens Fødder
med mig
—— ——- Den lokkes, synes mig, af Rokkeduren,
maaske den er lidt huslig af Naturen. -
Ut den ogsaa kunde tage sig en ordentlig Trip
udendørs viser hendes Hymner til Naturen og hendes
mange andre Digte, der sikkerlig ligesom ~Tiden Ekorn«
(skrevet xB4B for en kjær Venindes, Sara Brochmanns,
Børn) vilde finde Veien til mangt et Hjerte, om de bare
var mere kjendte.
Hvad der dog mere end alt andet vil bevare Gu
stava KjellandS Navn fra Forglemmelse, er de Baand,
som binder hende til de norske Kvindeforeningers Histo
rie. Kjærlig og medfølende, som hun af Naturen var, og
med et Hjerte, som hungrede efter at gjøre Guds Vilje,
laa det nær for hende ogsaa at blive sin Ægtefælles
Medhjælp i hans banebrydende Urbeide for Hedningerne.
Det var ingen stor Skare, som hin Dag 1840 samledes
til det første Ukissionsmode i Lyngdals Prestegaard, det
var blot fem Kvinder i Talletz men de dannede dog
det lille Sennepskorn, som nu er vokset til et Træ,· der
breder sine Grene vidt ud over det hele Land.
J henved tredive Uar kunde Fru Kjelland støtte sig
til sin Husbonds sterke Arm, Zmen saa kom ogsaa hen
des Livs smerteligste Stund hun maatte skilles fra
den, der var hende kjærest her paa lorden. Fra nu af
og indtil sin Dødi 1889 opholdt hun sig hos sine
Børn, der alle kappedes om at faa have ~Bestemama«
hos sig. (Hendes fire Sønner indtager hæderlige Stillin
ger i vort Tand; de fire Døtre er alle Prestefruer).
Hendes sidste Dage var mere lig en Fest end en Syg
domstid til Døden. Der var en forunderlig frisk, mild
Stemning over hende, selv naar hun led. ~Jeg vil som
Gud vil,« var altid hendes Hjertes Omkvæd.
Lykkens vidunderlige Hemmelighed var engang
hvisket i hendes Ore. Uldrig rig paa Gods og Guld
eiede hun dog en Skat, mere værd end et Kongerige, og
med rund Haand uddelte hun af sin Rigdom til de
mange kjære, der kappedes om at takke hende med sin
Kjærlighed
R
Et Ord.
.eatret var endelig aabnet, Sæsonen begyndt.
Det var allerede senhøstes. Den ihærdige
Direktør havde ladet den gamle Teat-·"rl)yg
ning underkaste en grundig Reparation, og
Publikum havde ventet med Taalmodighed.
De vidste det nok vilde blive til noget, naar man bare
gav Direktør Borre rum Tid.
Det var en gammel aristokratisk By, med« en
Ukængde Pensionister og Embedsmænd, gamle Officers
familier og rige Godsbesiddere. Teatret var det fasho
nable Selskabs mest yndede Samlingssted. Her var den
lille Verden hvor de havde det absolute Veto, thi de faa
Kunstkritikeres Dom havde intet at sige ligeoverfor den
faste Teaterstoks Begeistring eller Uvilje.
Direktør Borre sørgede altid for gode Kræfter og
et godt Repertoire. Det var ham ogsaa meget om at
TF
82 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
