Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 10. Lørdag 6. Marts 1897 - Et Ord
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
gjøre at engagere Skuespillerinder, som var unge og
vakre. Om dette altid lykkedes ham er en anden Sag.
Talent og Geni lader sig ikke altid forene med Ungdom
og Skjønhed
Direktør Borre var imidlertid denne Gang meget
tilfreds med Resultatet af sine Anstrengelser. Det var
lykkedes ham at samle en Skare talentfulde, meget
lovende Kunstnere, og han saa den kommende Vinter
imøde med freidig Hu.
ZNen Direktøren var en slu Ukand, som tog sine
Forholdsregler, og han forbeholdt sig altid Ret til at
afskedige de Skuespillere som ikke kunde vinde Publikums
lanesh - dette store Uhyre med de mange Hoder og de
mange Sind. .
Den store Uften var endelig kommet. Det var et
Lystspil, som skulde gaa over Scenen. Direktøren var
nervøs, de Medvirkendeikke mindre. ,
Damerne mødte opi stort Toilette; de Ældre i
stive, knitrende Silkekjoler, de lanre i lyse, lette Dragter.
Man satte sig magelig tilrette, nikkede til en eller anden
god Bekjendt, og satte Viften i sagte Bevægelse. Det
var varmt, dygtig varmt! Man begyndte saa smaat at
passiare, at kokettere, at undres
ikke paa, disse Lykkelige, som var kommet herind for at
søge nogle Timers Udspredelse og Fornøielse, at der bag
Kulisserne sad nogle ængstelige, bange unge Mænd og
Kvinder, hvis fremtidige Skjæbne denne Uftenskulde afgjøres.
Teatret fyldtes lidt efter lidt, kun nogle faa Pladse
iførste Logerad stod endnu tomme. Orkestret spilte op,
og Ouverturen var næsten tilende, da Dørene til første
Logerad hurtig og larmende reves op. Sabelklir og høie
Stemmer afbrød Stilheden. De Indtrædende, nogle ele
gante Herrer med et blasert Ydre, indtog sine Pladse med
mest mulig Støi, passiarende og leende, som om der
ingen andre var at tage Hensyn til, eller som de alene
doniinerte Verden. Det var Byens toneangivende Ung
dom, Teatrets faste Stamgjester og Direktørens specielle
Vndlinge som paa denne Maade lagde Beslag paa den
almindelige Opmerksomhed. Det var nogle vakre Her
rer, alle rige og ugifte, ikke ganske unge, den yngste om
kring treti Aar. De var Medlemmer af en Klub, hvor
man spilte megethøit, tilhørte Byens bedste Familier og
stod i høi Kurs hos Damerne. .
De sidste Toner fra Orkestretdøde langsomt hen,
Larmen «forstummede, det blev stille, Teppet gik op.
Det var et morsomt Stykke, og Skuespillerne førstod
at tolke det. Den kvikke Heltinde, en vakker ung Pige
med en bedaarende lane over sig, tog Publikum med
Storm. Herrerne iførste Logerad klappede, hele Huset
klappede, og Direktør Borre smilte med sit aller huld
saligste Smil. Dennegang havde han virkelig gjort
sine Sager godt. Teppet var gaat ned, Samtalen alle
rede i fuld Gang.
En gammel tyk Gods-besidder gik hen til de unge
Herrer i første Logerad, rakte den ene af dem, en høi,
elegant Herre med rødblondt Helskjæg, sin velpleiede
Haand og sagde med et lunt Smil:
Nu, Hr. von Hilmer, hvad synes De om den Lille,
net, hvad?
Den Udspurte strøg sig let over det lange, bløde
Skjæg og sagde ligegyldig:
Ua, jeg ved ikke. Jeg synes i det hele at alle
Kvinder er ufordragelige.
Hilmer har gaat i Skole hos sin gamle
Onkel, Pebersvenden, sagde den mørke Løitnant ved Si
den af, han er og blir Kvindehader.
Samtalen afbrødes pludselig, Teppetkgik sop for
anden Ukt Nye Dekorationer, nye Personer. » W-
En Stuepige gaar og taler med sig selv, mens hun
med en stor Støveklud fjerner Støvet fra de elegante
Møbler. En liden yndig Skabning glider ind paa Sce
nen. Hun svæver let omkring, kaster nogle skjelmske
Blikke hen mod Logeraderne og vinker til den keitede
Stuepige: »
Mina, bed min Søster komme herind, jeg maa
tale med hende.
Der opstaar en vis Bevægelse blandt Publikum.
Den unge Dame som nu skal gjøre sin Indtrædelse paa
Scenen, skal være en meget lovende Kunstnerinde. Direk
tøren har talt meget begeistret om hende. Nu, man
faar jo snart se!
Den lille Sidedør aabnes, alle Kikkerter kommer op
i en Fart. En ung Dame træder raskt frem, alles Oine
er rettet paa hende.
Hun er ikke hvad man vil kalde vakker, men der
er en fin Vnde over alle hendes Bevægelser, Stemmen
er blød og harmonisk, Betoningen aldeles fuldkommen.
Hun er i Baltoilette. Den lette, hvide Muselin slutter
tæt og blødt om de spæde Lemmer, og det mørke Haar
falder i rige Lokker nedover Pande og Hals. Uken
Munden er lidt for stor, og Panden lidt for lav, og de
kræsne Herreri første Logerad trækker foragtelig paa
Skulderen:
Saa det er det helel
Den unge Dame gaar hen til den første Skuespil
lerinde.
Jeg skal paa Bal iaften, Sara, og jeg vilde
faa gjerne være pen. Sig mig nu, hvordan ser jeg ud?
Ufskyelig, lige frem afskyelig! lyder det fra første
Logerad. Ordene udtales dæmpet, men dog høit nok
til at de kan høres over Scenen og Parkettet.
Den unge Skuespillerinde taber for et Øieblik Fat
ningen. Kinderne blir røde under Sminken, den lille
fine Haand skjælver, og hun anstrænger sig til det yderste
for at holde Taarerne tilbage. Med et hjælpeløst Blik
ser hun henimod Logen, hvorfra de übarmhjertige Ord
kom. Der sad han altsaa, han, den Grusomme, som
havde ødelagt hendes Fremtid for hendel
Ja, hun vidste det godt, hun var ikke vakker.
Hun havde altid vidst det, men aldrig som i Uftenl
Bare ikke hendes Mor havde hørt det, hendes kjære,
gamle Mor, hvis Ulderdom hun faa gjerne vilde gjøre
lys og blidt
Nei, hun vil ikke mere tænke paa det, hun vil ikke.
ZNed Liv og Sjæl kaster hun sig ind i sin Rolle.
Hun spiller, spiller faa hun river alle med sig. Direktø
ren havde Ret, hun var Kunstnerinde. Da Teppet
faldt, lød stormende Upplaus .
Da den Uforskammede for en halv Time siden
havde udtalt det haanende Ord, havde de Omkringsid
dende leet, hun havde godt hørt det. Og hun huskede
det nu, da Bifaldsraabene regnede ned over hende, hu
skede det, faa det sved og brændte i hende.
lubelen vilde ingen Ende tage; hun maatte atter
frem. Det faldt hende tungt at modtage Anerkjendelse
af dem som for en kort Stund siden havde haanet
hende, haanet hende lige op i Ansigtet Hun vred sig
under det; men det nyttede ikke hun maatte frem.
Hun gjorde en stiv Kompliment og forlod Scenen.
· Ude i Korridoren var det øvrige Personale stimlet
sammen, tydeligvis for at tale om den Tort som var
vederfaret hende. Hun trykkede Haanden mod den bræn
dende Pande, men faa mandede hun sig atter op. Hun
maatte være sterk endnu en Stundl
Direktøren gik idetsamme forbi, et stivt, koldt Blik
mødte hendes. Han havde intet venligt Ord for hende
URD 83
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
