Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 10. Lørdag 6. Marts 1897 - A. A.: Fredløs (Digt)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Og jeg, jeg staar her
forladt og ene,
og bærer min Sorg
alene alene.
Jeg som er fredløs,
sporet og jaget,
som blev fanget i Bur,
om jeg blev taget,
Fredlos
S
Skoven smiler
stolt og skjøn,
Engen hviler
lysegrøn,
Solglans savner
Fjeld og Ur,
straalende ligger
Guds Natur. —-
Der hvor Veien snor sig i Skyggen steil og trang,
der gaar et lidet Følge med Prest og Salmesangz
snart kommer de, snart svinder de imellem Skov og Trær;
mens langsomt, langsomt frem til den sorte Grav det bæ’r.
Og Kirkeklokken ringer udover Dal og Fjeld,
den melder tungt og træt at nu jordes der en Sjel,
og Malmen bølger, dirrer som en Dommedagsbafun
og døver Bygdens Tummel og Kvidderet i Lund.
Og Granen kneifer storagtig ret som en Pharisæer,
men Birken blyg sig bøier og ned mod Jorden ser.
Og møder de en rødenusset Pigelil paa Sti,
da standser hun nysgjerrig, mens Følget gaar forbi,
men kommer der en Olding med følverhviden Lok,
da ser han alvorsfuld paa den lille sorte Flok.
Aked Døden i sin Midte de skrider tause sort,
nu standser de, nu kommer de til Kirkegaardens Port.
De staar omkring det slugende, det aabne sorte Gab
og hører Ord om Synden, og Sorg og Savn og Tab.
Ha nu sænkes Kisten nu dækkes den med Jord.
O Gud - det var min egen, min egen gamle Mor.
som maa liste omkring
fortvilet, førstødt,
og sukker og ønsker
jeg aldrig var født,
som maa stjæle og leve
af Rødder og Jord,
og se fremmede Hænder
begrave min Mor.
Vær forbandet,
du Rovdyr, du slangede Jord!
Mit Eneste tog du
min gamle, min kjærlige Mor.
Hun som strøg mig saa blidt over Haar, over Kind,
hun som tæmmed mit vilde, ustyrlige Sind,
hun som altid stod trofast i Modgangens Tid,
mens hun saa mig i Øiet saa kjærlig og blid.
Hun lærte mig at stamme de første Barneord,
hun lærte mig at bede og tro paa Fadervor,
hun lærte mig at agte og lyde de ti Bud
ti
Og nu nu har jeg brudt dem, og er fordømt, stødt ud
Jeg trænger til Luft,
til at skrige ud
o Gud
der er ingen Gud.
Jeg hader dig, Sol,
jeg tramper dig ned med
Du ler af min Smerte,
du haaner og spotter min
skreg jeg?
min Fod l
Graad l
A. A-
URD 85
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
