Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 10. Lørdag 6. Marts 1897 - Et Ord - Brudekransens Historie
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som for de andre, og hun vidste hvad det havde at sige
om to Uger var hun færdig ·
Hun kunde ikke holde sig oppe længere, hede Taa
rer rullede nedover Kinderne, det fine lille Legeme skjalv.
Hun trykkede sig ind til den kolde Mur.
Barmhjertighed! Barmhjertighedl var der da in
gen i hele den store, vide Verden, som kunde vise Barm
hjertighed mod hende, mod hende og mod hendes
gamle Mor.
Hun holdt pludselig inde og tørrede Taarerne før
sigtig bort Sminken, fordi-alt i Verden, Sminkenl
Forestillingen var tilende. Stykket havde gjort Lykke,
og Publikum var tilfreds. Det var en forfærdelig
Trængsel i Garderoben. Man stimlede sammen, puffede
hverandre, trængte sig frem, bad om Undskyldning og
puffede paanyt.
Det var dog ikke alle som havde sligt Hastverk. I
et Hjørne i Vestibulen stod en Gruppe Damer og Her
rer i livlig Samtale. Det lille destingverte Selskab talte
om Uftenens Begivenhed, alle havde lagt Merke til
hvad der var forefaldt. Herrerne trak paa Skuldrene.
Rkan var saa vant til Hr. von Hilmers Hensynsløshedz dette
var rigtignok noget sterkt, men alligevel, han havde for en
Del Ret, thi nogen Skjønhed var hun jo ikke, om hun
end var en vever liden Skabning.
Saa begyndte man at tage Afsked, og den Pensio
nerte gamle Umtmand Unger lod i Forbigaaende den
Bemerkning falde, at ~Skuespillere desuden var saa vant
til fligt.«
Han stod netop i Begreb med at lægge den varme
Forverks Kaabe om sin Frues Skuldre, da denne til
hans store Forbauselse heftig vendte sig om:
Du skulde ikke tale saa tankeløst Frans, Skuespil
lerinder er ikke vant til slig Taktløshed, og jeg kunde se
paa hende at hun følte sig meget saaret. Det gjorde mig
saa ondt for hende, men Dere Mænd har ikke noget
Hjerte, og naar jeg bare faar fat paa Hr. von Hilmer,
skal jeg gjøre mit bedste for at faa indi hans røde
Hode, hvilken uforskammet Knegt han er.
" Blonde Hode, jeg ber, blonde, min Ullernaa
digstet lød det pludselig ved Siden af hende. Hun
vendte sig hurtig om. Hr. Hilmer hilste med en over
legen liden Latter. (
Se der er han, sagde hun, uden nogensomhelst
Forlegenhed. Nu ja, da vil jeg ogsaa i det førsamlede
Publikums Paahør sige Dem, at De selv i høieste Grad
var afskyelig iaften.
Det er jeg desværre altid, Naadigste.
Og det kan fornøie Dem! Ut haane og saare en
værgeløs Pige lige i Ansigtet. - ——
Lige i Unsigtetl Hun kan jo umulig have hørt
det, blot de allernærnieste
——- Io hun hørte det, derpaa kan De forlade Dem.
Hun hørte det. Jeg saa hende skjælve og kjæmpe med
Graaten, jeg saa hendes prægtige Oine fløres til ——· —-
Stakkars Pigel En Mand kan reise sig og tage til
Gjenmæle, en Kvinde maa tie og lide.
Fru Ungers fine lille Unsigt glødede af Bevægelse.
Ja, hun havde et Par prægtige Øine, sagde
han tankefuld.
- Saa det indrømmer Del merkværdigtl
Det er nok, Gertrud, kom nu, lad os gaa, sagde
Umtmanden utaalmodig, idet han trak sin Kone med sig.
De sagde hurtig Farvel, men Umtmandinden kunde
ikke lade være i Forbigaaende at sige:
Gn anden Gang, naar min ZNand ikke er i Nær
heden, kommer Fortsættelsen, Hr. von Hilmer. ·
Ægteparret Unger havde ikke gaat langt, førend
de hørte raske Skridt bag sig og en velbekjendt Stemme
sige: -
- Vi skal samme Vei, tillader De at jeg slaar
Følge?
- Hvor De er formel, det er ganske uligt Dem,
Hr. von Hilmer, lo Umtmanden.
Yrudeliranfens Historie-
Forts-
Kraiiseii blev allerede i den graa Oldtid betragtet som et Hæ
derstegn· Som Uforgjængelighedens og Storhedens Symbol smyk
kede Hedningerne sine Guder med den friske, grønne Krans. .21fro
dite, Skjønhedens og Kjærlighedens Gudiiide, smykkedes med«My
rtekransen, mens Apollo hyldedes med Laurbær- og Palmekranse.
De gamle Grækere betragtede ogsaa Myrtekransen som en Udener
kelse for Embedsstanden, mens de Borgere der havde udenerket sig
ved en eller anden Fortjeneste, eller de Krigere som havde vundet
Berommelse paa Slagmarken, blev overrakt Kranse af Oliven
træets Grene.
Ogsaa hos de gamle Romere var Kransen et Tegn paa Ære,
Lykke og Glæde. Naar en Gut fødtes, hængtes udenfor Døren
en Kraus af Olivengrene, naar en Pige fedtes en Kraus af Lin
detræets friske Lev. Ved store Gjestebud eller andre festlige Sam
menkomster bar Romerne Kranse om Hals og·Bryst. Jntetsteds
stod dog Kransen høiere i Anseelse end blandt de gamle Egyp
tere. De havde ikke alene. bestemte Regler for Kransernes Form,
men ogsaa for Blomsternes Farve og Duft.
Vore Forfædre blev dog snart kjed af de naturlige Kranse af
Blade og Blomster og begyndte at forfærdige Guld-" og andre
Metalkranse. Romerne tildelte den som første Gang besteg en
fiendtlig Stads Mur Corona muralis, en Ring med Tinder i
Form af Murtaarne, og de som først entrede et fiendtligt Skib
Corona navalis, en Ring, prydet med Skibssnabler.
I den senere Tid er Kronen, Tegnet paa den kongelige, kei
serlige eller fyrstelige Værdighed, traadt istedetfor Kransen. -
Den vakre Skik at sætte den duftende friske Krans paa Bru
dens Pande er en Arv fra Hedningerne. De Rristne saa i Brude
kransen kun en Levning af Hedendom og Afguderi og stillede sig
i Begyndelsen afgjørt imod den. I Begyndelsen af det fjerde Aar
hundrede akcepterede imidlertid den kristne Befolkning saavel Bru
gen af Brudekransen som af Brudesløret, der ogsaa var en Arv
fra Hedningerne. Før Brudeslerets Tid bar Bruden løst udslaat
Haar Renhedens og Uskyldighedens Symbol. -
Mens Jsraeliterne bekransede Brudgommen, Grækerne og Ro
merne baade Brudgom og Brud, er det hos os blot Bruden som
bekranses paa sin Bryllupsdag. Selve Brudekransen er dog før
skjellig i de førskjellige Lande. Hos os som i Sverige oa Tyskland
bestaar den af Myrt, i England og Frankrige for det meste af
Orangebloinster, i Spanien og Italien særlig af Roser, røde og
kådide samt Nelliker, i Grækenland af Viiiløv, i Schweits af hvide
o er. -
Den gamle Nationalskik at bære Krone eksisterer endnu paa
flere Steder i Norge og Sverige. Denne Krone er i Almindelighed
af Solv med paahængte Smykker af Filigraiisarbeide· Mangesteds
er det blot den übesinittede Brud som kan bære dette Sinykke.
I Altenburg i Tyskland bærer Boiidepigerne en rund Fløiels
hue, besat med flere eller færre Sølvknapper, efter Brudeiis For
niuesomstændigheder. Blandt Bonderne i Schweits bruger Bru
den paa enkelte Steder en Krone af kunstige Blomster med lange,
brogede Baand, i Atheii en Filigranskrone, prydet med Ædelstelie
og Perler. "
84 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
