Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 11. Lørdag 13. Marts 1897 - Carl Nærup: Alvilde Prydz (med Billede)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
disse dristige Ord udtales. Og har man læst den lille
Bog ud, kunde man fristes til at tro, der skjulte sig en
grusom Ironi bag Profetienz thi ~Lykke« handler blot
om, hvordan Lykken førspildes, hvordan sterke modige
Sind lægges øde, hvordan Menneskene ~forvandler Kun
sten at leve til Kunsten at lide«. Men det er ikke Ironi.
Det er den stolte Parole for Ulvilde Prydz’ Forfatter
skab, hendes Program for at bruge et ofte misfor
staaet Udtryk Derier dog altid det i Veien, at den
sande Livsskildrer overalt paa denne ufuldkomne Klode
vil møde de skibbrudne Jdealister, de vingestækkede
Drømmere, de selvopgivne Forkomne, men kun saa sjel
den, maaske aldrig den triumferende seirende, som satte
Livet ind og vandt de ti Talenter, der er ham
lovet i Parabelen .
~Lykke« betegner et afgjørende Vendepunkt i Ulvilde
Prydz’ Udvikling. Forud for denne Bog havde hun ud
givet det naive Ungdomsarbeide ~Ugn og Ugnar«, en
abstrakt og rørende uvirkelig Novelle, der fortalte den
gamle Historie om haabløst Urmodsliv i en skummel,
bortgjemt Afkrog af Verden, om Længsler ud over de
høie stængende Fjelde, Længsler, som aldrig fik Vin
ger. I formel Henseende stod den lille Bog høit over
det vanlige Debut-Niveau. Der var en bjørnsonsk Fynd
i de korte, knappe Sætninger, og blandt de mange klin
gende Lyd og tomme Fraser stødte man hist og her paa
et Ord eller Billede, som var stemplet med det Selvstæn
dighedens Præg, der er Kjendetegnet for Ulvilde Prydz’
Prosa.
Den tunge triste Ensomhedsfølelse, den fortvilede
Rugen over gravlagte Haab, Længslen udad . . mod
Frihed og Lys og Lykke er ogsaa Grundtonen i de to
Novellesamlinger ~J 2Noll« og ~Underveis«, hvori For
fatterinden fremtræder som den fuldt modne Skribent og
Fortæll«:r. Her møder vi hende som den stilfaerdige
dybtsogende Selvtænker, fuld af Kampmod og brændende
i Aanden mod alle Uutoriteter og urgamle hævdvundne
Sandheder. Ingen Ord har en saa foragtelig Klang i
disse Bøger, som ~2Nassen«, ~2Nængden«, ~Folk·.« . . .
alt det Væsen, som optræder i FlertaL Kun den. En
kelte, som har Ukod og Kraft til at være alene med, sig.
selv, og som ikke lader sig trykke ned tilszdet fælles flade,
behagelige Lavmaal, kan naa Jdealetl at blive Menne
ske i Aand og Sandhed. Og fra ham skal Frelsen
komme til de andre. Der var Tanker nok for et helt
Livs Produktion i disse Skisser og Skildringer; hvad der
endnu manglede, var det levende Naturgrundlag, Figu
rerne gjorde et besynderligt blegt og fjernt Indtryk, de
tyngedes ikke meget af det Kjød og Blod, som nu en
gang er Aandens uafkastelige Klædebon her paa lorden.
I Parenthes bemærket ligger her Alvilde Prydz’ alvor
lige Svaghed som Kunstner: hendes Personer har saa
let for i de afgjørende Øieblikke at ignorere sit kjødelige
Hylster. Det tror manikke let paa ivor fysiologisk
kyndige Tid; og desuden gaar hun derved Glip af
visse malerisk-psykologiske Effekter, hvori de moderne
Skribenter udfolder en blændende Virtuositet.
Det var Tikangelen paa animalfk Livsfølelse, paa
umiddelbar, bred Sympathi og plastifk Klarhed og An
skuelighed, som forringede og tilslørede det meget. gode
og betydelige ihendes første Bøger. Asken Blodfattig
dommen, Farveløsheden, Ensformigheden og Ensidighe
den havde sin gode Grund. Alvilde Prde var dengang
først nylig sluppet ud idet frie, strømmende Liv. Hun
der allerede i Fjortenaarsalderen havde gjort sine første
famlende Forsøg paa Forfatterbanen, var bleven 52 Aar
gammel, før hun fik udgivet sin første Bog. ·«Og saa
maatte hun endnu vente en fire-fem Aar til, før hun for
Alvor kom ud i den vide Verden. Uken nu:tog hun
ogsaa sin Ukon igjen. Hun har besøgt Frankrige, Tysk
land, England og Italien, og ude som hjemme levet i
det bedste Selskab, det vil sige, altid været at finde, hvor
Aand taler til Aand i Bibliotheker, Teatre, Kunst
gallerier, Forelæsningssale osv. leg kjender ingen nule
vende norsk skjønliterær Forfatter, hvis Bøger giver det
Indtryk af høi Kul ur og stor og omfattende Læsning
som Alvilde Prydz’. Og denne solide Dannelse har hun
kjæmpet sig til under et evindelig opslidende Arbeide som
Lærerinde og adskillig andet; den Tid hun vokste op
var det bare Familiens unge Herrer, som trængte Kund
skab. Pigerne fik forberede sig paa den Kunst at skaffe
sig en Utaan »
Efter ~Ly.kke« fulgte Slag i Slag de tre dybe og
vægtige Romaner: ~Paa Fuglevik«, ~2l"cennesker« og
Drøm«. Indimellem dem desuden en Novellesamling,
indeholdende det høist eiendommelige Livsbillede, »Arnak«
og nogle mindre Fortællinger· ~Lykke« er den triste
Historie om, hvorledes den stakkels lille Doktorfrue lader
sig trampe ned af sin 2Nand, den troende, reform
lystne Ideranatiker, som mente, at nu først var Arken
neskets Tid kommen. I ~Paa Fuglevik« faar vi saa
den lige sorgfulde Beretning om, hvordan hans Liv. læg
ges øde af en Kvinde. leg kjender ikke mange- Skil
dringer i-norsk Literatur, der rummer en saa stor og
gribende- Stemning som TNC-det mellem de to Ungdoms
venner, der afslutter denne Bog. Det er Livets übønhør
lig grusomme Ironi stillet frem for os med en overle
gen, inderlig Humor, saa vi gjemmer den tyngste Sand
hed i vort Hjerte uden at føle Bitterhed. Ukont vi ikke
her staar ved et Punkt, hvor- Kvinden er bedre Pska
log end ZNandenP
I ~Mennesker« og ~Drøm« fortælles et- ÆgteskabS
Historie. Den første Roman fremfører en vrimlende
Mangfoldighed af Figurer, de fleste hørende til Hver
dags- og Dusinmenneskets talrige Orden og alle opfat
tede med megen Forstaaelse og en besriende humoristisk
Overbærenhed. Frem af Vrimmelen hæver sig den ori
ginale ~Mad·ame«, hun, som bare lever sammen-med
sine kloge Dyr og taler med en Overlegenhed om Asien
neskene og den usselige Planet Tellus, der fjernt minder om
den letsindige Tænker fra forrige Aarhundrede, som hed
Abbs Galiani. Men imidlertid er det nu Helene og
Knut Gripp, som Forfatterinden vil vi skal interessere os
mest for. De to skal ikke blive åt Kjød, som det heder
94 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
