Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 11. Lørdag 13. Marts 1897 - Carl Nærup: Alvilde Prydz (med Billede) - Johan Sverdrup Holt: Stemning (Digt)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
i Vielsesritualet, men netop gjennem Ægteskabet for Al
vor blive to Mennesker. Den frie Forening inærlig
heden skal udvikle deres sande og bedste Selv. « Hun vil
vise, at man kun gjennem denne Sjælenes Kamp kan blive
virkelig Personlighed, et Væsen, som hører hjemmei
Verden med Ret til at lade sit Liv gaa i Arv til nye
Individer. En slig Kamp er det som udkjæmpes i
~Drøm« - efter min ringe ZNening hendes betydeligste
og dybest vækkende Verk, trods de mange Rkangler jeg
maa indrømme det er belemret med. Jeg førstaar
ikke, at en«saa klog Dame som Frøken Prde kan se saa
overbærende eller rettere beundrende paa den slemme
doktrincere Stivnakke, Helene Om Hvor er hun ikke
kold, fantasilos . . . ukvindeligt— Hvad kan det hjælpe,
at hun har Ret? Forfatterinden ved bedst selv, at vi
ikke kan vinde vor menneskelige Ret ved juridisk Proce
dure. Vi faar værsaagod kjæmpe med vore bedste Vaa
ben, —»— saa bliver det ialfald ikke os, som taber. Men
det være langtfra mig at optræde som norsk Kritiker
ligeoverfor en Bog, der er mig saa kjær. Den, som har
skrevet den, ved, hvor vanskeligt Livet er. Læs Kapitlet,
hvor Iska dørt Saa dybt skal en lide for at kunne
blive ZNenneske . . .
Hendes sidste Bog »Gunvor Thorsdatter til Hærø«
er helt fyldt af Lyrik, al den sterke inderlige Naturfø
lelse, der har dirret som en undertrykt skjælvende Ale
lodi gjennem hendes tidligere Produktion, den—klinger
her med fuld, fri Røst . . . som en brusende rigt instru
menteret Symfoni, et lubel- og Takke-Kvad viet Havets
og Himlens mægtige Kræfter. Som Hav og Himmel
er hun denne Mor til Hærø . . . stor og skjøn og übøi
elig - saa mild og stille som den blaa, blinkende Sjø,
der speiler de drivende Solskyer, men ogsaa streng
og uforsonlig som de hvide, fjeldheie Bølger, naar de i
retfærdig Vrede styrter sig over det rædde syndefulde
Menneskeliv og maler det til Støv i sin kolde Omfav
nelse. Det er en Idealskikkelse, en Inkarnation af Kvin
dens rige, moderlig ømme og sterke Kjærlighedsevne,
og hendes stolte Trofasthed og stille Magt og Myndig
hed. Hun hører visselig lorden og Virkeligheden til, —-
med enkle klare Linjer er hun sat ind i den store mæg
tige Natur, hvor hun har hjemme; men vi føler ogsaa,
hvordan hun ligesom vokser ud over disse vide Grænser,
bort fra Savnets og Længselens Land, til det fredfulde
Hinsides, hvor Livets Smerte saar sin Forsoning.
Men hendes Liv og Lære er vokset hernede, hvor
vi famler om i magtesløs Uvished, raadløse og utrygge.
Det var bare åt hun vilde . . . ~hjælpe til at tænde
Lys for dem, der sidder i ZNVrket - og vaage med
dem, at det ikke gaar ud! Være med at skabe lorden,
som ikke er færdig endnul . . at Tikenneskene kan komme
til at glædes, uden at der er Nag i deres Glæde . . .
Alle disse, som gaar her, kortsynede Vandrere, belæssede,
forkomne, uden Hvile, før de naar til sin Grav . . .
At hjælpe dem henover de mørke Veie . . mod det
Fremtidens Land, hvor alt bliver bedre, fordi man har
lært at lade hinanden. lide mindre . . .«
Thi dette er Alvilde Prydz’ egen Lære, den hun
med øgende Klarhed har forkyndt i alle sine Bøger.
OLÅAÅZ
Stenrning
Vinter og Wawr- CPU-iter- og DMA-r
–srommeo og Haar. »
Jer-øi- oosrig Dag oom Livet-· sig- bød
smed slev-Oe- Oop iil-O
smer- Stiiiiß, sei Zu- Livet
Hiwpoeesiczi -fi4iß)ee,
en.-inser- !
9anßomo Vei-cri- Yimzsomo Moras-!
kaee eii Riomot ocivi- sei-Jer- viet-osv.
Fast-eier- QJeeseii i et Favn-tag!
Livet Beoeiisee i sit Wscoß.
Ingen Greenon for, sin LMnJOets
intet Sidons-lock for sit Most "
Livet-) Wtoinot ock-ci- fager- otack-(-
- Dscnczsomo Mora-« Mngsoino Macs-cl
Mine-ene gaa,-(- ———— Sin-terne gaae-,
Dage og ack-cl
Sig minseo Zu- en oomsineetgo « lirets
xfeg ininseo Den vet
og läspas Sop Jeg sig goit-?
nit- ei- siiin set ene,
ene, sei- iii-HOM-
Minsee !
Fioiicin Sverseiip Flok-t-
x
URD 95
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
