Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 13. Lørdag 27. Marts 1897 - Elisabeth Schøyen: Selskabet blev betalt (med Billeder)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
~Men naar jeg nu mener det dal« - indvendte
han. . · · ,
· Ingen af dem spiste stort; thi de tænkte begge
gjensidig paa hinanden og lagde ikke synderlig ANerke
til det øvrige Selskab. Kun var Fannys Øine ligesom
ZNoderens ofte oppe hos Faderen. ·
Karaflerne, der stod hist og her paa Bordet, var
kun halvt fyldte med Sherry, som snart var opdrukken
til første Ret, Skildpaddesuppen. Men Konsul Fleischer
var som Byens Ukatador ikke vant til at genere sig, og
han bad den opvartende Leietjener om at skaffe lidt
mere Vin. Tjeneren gik op til Verten og hviskede:
~Konsulen beder om at faa noget mere Sherry.«
~Det tænkte jeg nokl svarte Fogden - derfor
har jeg ogsaa æslet lidt til ham i en Flaske. Den staar
paa Gulvet henne ved Hjorneskabet.«
· Tjeneren gik afsted for at lede, men fandt intet,
hvorfor han paany kom tilbage og hviskede:
~,Nei, Hr. Foged, jeg finder ikke Flaskenl«
~Har De da set efter paa begge Sider af Skabetil«
spørger Verten.
~Ja, Hr. Fogedz men Flasken er ikke til at findel«
~Hvad hører jeg? udbryder Verten i høieste Grad
opbragt. Og derefter raaber han høit over Bordet til
sin Hustru, der sidder ved den anden Ende Hor, lille
Kone, hvad er der bleven af den Slump, som jeg æslede
til Konsulen?« · ,
~Det ved jeg virkelig ikkel« svarer Vertinden,
rød af Ungst og Befippelse.
~·Ved du det ikke?« tordner Manden, som om
han holder Forhor over en Forbryderske
Gjesterne ser paa hverandre og smiler, medens
Vertinden staar op, gaar hen til Datteren og taler hvi
skende med hende. ~Eille Ukand,« siger hun derpaa,
Slumpen er kommen i Skildpadden.«
~Nu, ja, det er ikke værd at tale mere om den
Sag,« siger Konsul Fleischer afbrydende for at faa en
Ende paa Historien.
s ~Det gjør mig ondt, at jeg har givet Anledning til
aa megen Uleilighed.«
Fogdens Datter havde set Løitnantens unge Søstre
le og hviske med sine Bordherrer. Hun skammede sig
saa inderlig og ønskede sig langt, langt bort. Konsul
Fleischers afdøde Far havde bekostet Fogdens Ophold
ved Universitetet. Han havde engang været paa en
Reise i Valders, og Skydsg«utten, som kjørte ham, havde
ved Behændighed frelst ham,-fra at vælte med Kariolen
udover en brat Skrænt. For at belønne ham havde
gamle Fleischer spurgt Gutten, hvad denne mest ønskede
sig, og faat det Svar, at hans høieste Begjær i Verden
var at blive Student. Den forhenværende Skydsgut var
nu naaet frem til at blive Foged og kunde indbyde sin
Velgjørers Søn som Gjest i sit Hus. Om disse sine
forandrede Livsvilkaar talte han ogsaamed Konsulens
silkeklædte Frue, medens han stadig holdt Øie med
Opvartningen. Ved Deserten hviskede han til Tjeneren:
»Nu frem med Champagnenl Skjænk først i de
Ældres Glas; men ikke for meget; thi dette er en dyr
Varel Til de unge Damer behøves der kun nogle
Draaber, saadan for Upperencens Skyld-«
« Ved Champagnen reiste Verten sig og fortalte sine
Gjester, at Selskabet holdtes i Anledning af hans Svi
gerforældres Guldbryllup. Rigtignok var de begge døde
for syv Uar siden; men hvis de havde levet, vilde de
idag have kunnet feire sit Guldbryllup.
~Saa døde Folk ogsaa kan holde Bryllupl«
hviskede en ung Herre leende til sin Borddame.
Loitnant Fleischer havde stadig kun Oie og Ore
for Husets blaaøiede Datter. »
~Kommer De virkelig ikke tilbage til Kristiania?«
spurgte han. - »Neil - svarte hun - Jeg har
netop taget Examen og vil helst snarest muligt søge mig
en Plads som Lærerinde Jeg liker ikke at gaa uvirk
som«.
~Vi"vil komme til. at savne Dem saa i Pensiona
tet«, ytrede han.
Hun smilte, men svarte i en paatagen ligegyldig
Tone:
~Der er jo altid fuldt op af Mennesker, saa Frøken
Petersen faar nok sine Værelser besatte«.
~Det tviler jeg ikke paa« s- sagde han ~men
det var heller ikke Frøken Petersen, jeg mente«. Hun
tænkte, han vilde tale om sig selv, men istedet sagde
han:· ~For Exempel Student Stang, han vil vistnok
savne Frøkenens behagelige Selskab; thi han var rent
mismodig, da De var borte.«
Hun-vilde svare, at hun ikke brød sig det fjerneste
om Studentens Mismod eller Savn: men i det samme
hørte hun en af Loitnantens Søstre sige til sin Bord
herre: »
~De har Ret, Vertens Tone minder altfor sterkt om
Skydsgutten.« ,
Denne Spot ramte Fanny lig et Piskeslag, og hun
blev pludselig ganske aandsfraværende. Loitnanten tro
ede, at Forandringen skrev sig fra, at han havde nævnt
Studentens Navn, og blev ærgerlig Hele den foregaa
ende Vinter havde han gaaet og ærgret sig over denne
Medbeiler, som han stundom træde stod i større Gunst
hos Fanny end han selv, og denne Tvivl havde stadig
holdt hans egen Tilstaaelse tilbage,
Da ’2l«caaltidet var tilende, førte Herrerne sine
Damer ind i de tilstødende Værelser, hvor Kaffen bødes
om, og- her blev Loitnanten staaende ved Fannys Side.
Efter Middagen ankom flere Herrer, som var ind
budne til Dans, og Bordet i Spisestuen blev hurtig dæk
ket af og løftet hen i en Krog. En af de Unge spurgte
Husets Søn, som var Telegrafist: ~Skal vi ikke faa
noget at drikke, inden Ballet begynder? Her er lovlig
varmt.« -
Sønnen hviskede dette til Faderen, som svarte ganske
høit: ~Med Hensyn til Traktementet saa lader jeg mig
ikke foreskrive Love. Det bestemmer Verten.« Der
med bukkede han for Fru Fleischer og førte hende ind i
den ryddede Stue. De to Gamle dansede først Ud; men
Nik URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
