Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 13. Lørdag 27. Marts 1897 - Et Ord (Forts.) - J.: Kjærlighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
paalægge sig noget Savn. Luksus og Komfort var for
hende Livsfornødenheder, og hun brød sig ikke om at
tænke nøiere over, hvorfra det kom altsammen.
- Jeg burde aldrig have giftet mig uden med en
Millionær, Gjertrud, sagde hun til sin Veninde, og denne
maatte i sit stille Sind give hende Ret.
Det begyndte allerede at skumre, da Fru von Frei
burg reiste sig for at gaa hjem.
- Dette er den hyggeligste Eftermiddag jeg har
havt paa længe, sagde hun fornøiet
Her hos dig glemmer jeg rent min ulykkelige Stil
ling. Hvis du ikke har noget imod det tager jeg Ma
rie med mig paa en Visit til dig imorgen.
- Du ved du gjør mig en stor Glæde ved at
komme, og jeg længes efter at gjøre Bekjendtskab med
din Datter.
Da de nærmede sig Døren hørte de Stemmer i
Entreen.
- Min Ukand har Gjester med sig, hviskede Fru
Unger. Skal jeg præsentere dig under dit virkelige
Navn?
—sKjære, nævn bare ikke Teatret, jeg taaler det
ikke.
Da Herrerne traadte ind, saa Gjertrud til sin Glæde
at Hilmer ogsaa var med, og hun saa saa skjelmsk ud,
da hun hilstepaa ham, at han blev ganske forbauset.
- Kjære Ugnes, det er min LNand, præsenterte
hun og her, Wilhelm, har du min kjæreste Pensions
veninde, som du allerede har hørt saa meget om. Fru
von Freiburg har uventet gjort mig den store Glæde at
besøge mig idag. Hr. Godseier Berlau ——- Hr. von
Hilmer.
Da Fru Agnes hørte Hr. von Hilmers Navn, und
slap der hende et lidet overrasket Udraab, men hun fat
tede sig snart. Nei, hun maatte ikke takke ham for den
Tjeneste han havde gjort dem, derved vilde hun jo rebe
sig selv; hun vilde ikke at disse Herrer skulde faa Unelse
om hendes Stilling. Med Verdensdamens Selvbeher
skelse og Ro lod hun sig atter falde ned —i en af Amt
mandindens bløde Tcenestolez paa Venindens venlige Jnd
bydelse maatte hun love at sidde ned endnu en liden
Stund. Snart var Samtalen i fuld Gang. Herrerne
talte om en Jagtudflugt de netop havde havt, og Ug
nes fik Anledning til at give til bedste en Del lagt
eventyr som hun havde hørt af sin Mand, der havde
været en’ lidenskabelig Jæger.
Elegant, utvungen og værdig som hun var, var
det vanskeligt at førstaa at hun var en Dame i smaa
Kaar. Efter den sørgelige Katastrofe havde det nemlig
lykkedes hende at redde saa meget af sin Garderobe, at
hun endnu kunde optræde nogenlunde standsmæssig.
Herrerne var øiensynlig i høi Grad imponerede af
Umtniandindens Pensionsveninde, der saa pludselig var
dukket frem paa Skuepladsen, ja selv Hilmer var ikke
rigtig saa blasert og nedladende, som han pleiede.
Gjertrud morede sig kostelig over Veninden der nu var
som forvandlet. Hendes forrige fortrykte Væsen havde
givet Plads for Verdensdamens Sikkerhed, hun pludrede
0910, og fortalte Unekdoteri det uendelige. Det var
forøvrigt kun hende, Umtmanden og Hilmer, der deltog i
Samtalen. Den unge Godseier, der kun havde noget
at sige saa længe Konversationen dreiede sig om
Jagt og Hunde, havde nu en Stund siddet taus med et
dumt, intetsigende Smil. Nu syntes han at han atter
burde bidrage lidt til Underholdningen, og begyndte der
for at tale om den sidste Teaterforestilling.
Var De iTeatret igaar, Frue? spurte han,
henvendt til Fru von Freiburg. Agnes saa forlegen
paa Gjertrud, men fattede sig snart og fortalte rolig en
liden Unekdote som Svar paa en Bemerkning af Hr.
von Hilmer. Hun havde tilsyneladende overhørt Gods
eierens Spørsmaal Derpaa reiste hun sig pludselig.
- Nei, det begynder at blive sent. Paa Gjensyn,
Hr. Amtmand. Det har været mig en Fovnøielse at
gjøre Deres Bekjendtskab, mine Herreri Forts.
Kjærlighed
et var to Damer, som begge var komne saa
vidt i Udvikling, at de kunde anskue Tingen
med en vis Objektivi.tet. »
Talen var om en Bland, som i sin tidli
gere Ungdom nok havde elsket meget og
temmelig frit som han skrev sig fra Virkeligheden eller
fra Digtningen jeg ved det nok, men siger det ikke,
for det er jo komplet ligegyldigt). Det sidste af hans
~frie Forhold« havde taget ham sterkere end alle de
andre.c Uken saa havde hun, Deiligheden, forladt ham,
og bagefter havde hun ved en andens Arm leet ham
lige op i Ansigtet.
Og nu nu havde han fattet Kjærlighed til en
ung, skjøn, ædel Dame, og al hans Færd tydede umis
kjendelig paa, at han vurderede hende efter Fortjeneste,
d. v. s. tilbad hende. Jkke Spor af Vidtløftighed læn
ger. Jkke Spor af Cevemandens Frækhed Jkke Spor
af kynisk Triumf over den nye Seier.
Den Skjønne besvarede hans Kjærlighed nemlig, og
de blev rigtig og ordentlig forlovede og skal med det
første egtevies for Guds hellige Ulter.
Det var for galt, fandt Frøken U, at han, med sin
Fortid, vovede at kaste sine Øine paa denne rene, ædle
Kvinde Det var det skammeligste af alt det skamme
lige, han havde gjort sig skyldig i. Byde hende, den
übesmittede, sit besmittede og tilsølede Hjertet Byde
hende en Kjærlighed, som han havde ødslet bort til an
dre, solgt, pantsat for sanselig Nydelsel
Frøken B. kunde aldeles ikke være enig med sin
strenge Veninde Ja, førstaar sig, at hans Fortid var
skammelig, det var hun enig i. Men at det skulde gjøre
hans Færd i Nutiden skammelig, naar den ikke var det
i sig selv, det gik hun ikke med paa. Det var jo ikke
sin Fortid og sin Fortids Kjærlighed, han skjænkede den
unge Dame.
Hun kunde ikke med denne Opfatning, at Kjærlig
heden er en Ting, som «- engang bortgivet for be
standig er sporløst væk; den var saa altfor romantisk og
saa altfor merkantil, denne Opfatning. Kjærlighed var slet
ingen ~Ting«; den var en Eivsrerelse hos det levende
Menneske Den kunde egentlig aldeles ikke afhændes.
Solgt, pantsat? Hvem eiede den nu da? Hun, som havde
løbet fra ham og leet ham ud, havde hun nogen Ret
til den længer? ."
, Nei, Spørgsmaalet var simpelthen for det første,
om han var bunden ved noget Løfte Og det var han
jo slet ikke Dernæst om han var »udbrændt«, saa han
ikke længer kunde elske Men det lod da ikke til det
heller. Endelig om den Kjærlighed, han nu bød, var
af den gamle, urene Slags, eller om den var sin Gjen-
P
URD iZt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
