- Project Runeberg -  Urd / 1. Aarg. 1897 /
120

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 13. Lørdag 27. Marts 1897 - Et Ord (Forts.)

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

undersøgte hun nøie det elegante Visitkort, idet hun
med Uioie stavede sig til Navnet ~Ugnes von Freiburg«.
Da Amtmandinden havde kastet et Blik paa Kortet,
lagde hun hurtig fra sig fin UkandS Vest, som hun netop
havde holdt paa at sy i Stand, og gik- glædestraalende
sin Gjest imøde.
Velkommen, Ugnes, hvor det er hyggeligt at faa
se dig her.-l «
God Dag, Gjertrud, svarte denne og trykkede
hjertelig den frembudte Haand.
- Jeg kunde ikke vente længere, jeg maatte hilse paa
min gamle Venninde, ja, det var deilige Dage dengang
vi var sammen, nu har jeg bare LNindet igjen.
Og Damen trak Hanskerne af sine hvide Hænder,
der straalte af luveler.
Det glæder mig at det har gaat dig saa godt,
Ugnes, sagde Fru Unger, men holdt førskrækket inde, da
hun hørte sin Venindes kolde spottende Latter.
Godtl sagde Fru von Freiburg Du tager nok feil da!
Det har gaat mig saa daarlig som muligt. Da jeg i
Formiddag traf dig i Butiken kunde jeg jo ikke indvie
dig i mine private Forhold. Og hvis jeg havde gjort det,
vilde du kanske aldrig have indbudt mig til dit Hjem.
- Zlken Ugnes, hvad er det du siger?
Ua, jeg skal sige dig, jeg har gjort saa sørgelige
Erfaringer. Naar du faar vide alt behøver du jo for
øvrigt ikke at kjende mig mere. Ganske som du ønskerl
leg førstaar dig ikke, Ugnesl Har jeg fortjent
dette af dig? spurgte Fru Unger ganske førskrækket og
omfavnede Venninden. Men denne stødte hende koldt
fra sig. »
Vent med dine Kjærtegn, indtil jeg har sagt dig
alt. Ved du hvem der staar for dig? En gammel
Kone, der med sin Datter flakker hjemløs omkring fra
det ene Teater til det andet.
- Men hvad mener du, Agnes-? spurte Fru Un
ger ganske førskrækket
- Du vil nok snart førstaa det, naar du faar høre
at min ULgtefælle, min elskede Fredrik, er død, svarte
hun og tørrede Øinene Og han har ikke efterladt mig
andet end en liden Pension og en Mængde Gjæld. Jeg
vil dog ikke udtale nogen Bebreidelse mod ham, stakkars
Ukand, slet ikkel Han kom bare ijSeld for min Skyld;
jeg var jo vant til sLUksus hjemmefra, og han holdt saa
inderlig af mig. ZNed en KapteinSgage kommer man
jo ikke langt, ved du, og saa kom han i UagerkarlerneS
Magt. Da døde han pludselig, og jeg stod hjælpeløs
tilbage med Paul og 2Narie.
Men jeg førstaar ikke endnu, hvad du gjøri
Teatret.
Jo, nu skal du høre. Da min ZNand døde,
maatte vi sælge alt hvad vi eiede, undtagen mine Smyk
ker, de sik jeg dog beholde. Saa reiste vi til Berlin;
thi i Verdensstaden kunde vi i vor Fattigdom leve mere
übemerket. Mine Slægtninge lagde sammen lidt til os,
saa at jeg og Børnene havde det nødvendigste til Livs
ophold· Marie begyndte at male paa Porselæn mens
hun endnu gik paa Skolen. Hun tjente ikke saa lidet,
men jeg, jeg kunde ikke gjøre andet end graate over vor
Ulykke. Jeg har jo aldrig været vant til at arbeide,
ved du. Ja, det var et jammerligt Liv, det er vist, men
vi havde da i det mindste et Hjem dengang. Saa faar
Marie pludselig den Jde at hun vil gaa til Scenen.
Ja, i Grunden kom det vel ikke saa pludselig heller, for
alt som Barn havde hun sværmet sterkt for Teatret.
Nu studerte hun baade Dag og Nat, lærte en Mængde
Roller udenad, og endelig begyndte hun ogsaa at tage Under
visning. Hendes Lærer var af den Mening at hun
burde gaa til Scenen, hun havde et overordentlig stort
Talent, syntes han. Hvad skulde jeg nu gjøre? ZNarie
sætter igjennem alt hvad hun vil, og nu er hun Skue
spillerinde. Forhaabentlig bliver hun snart t.
Uken nu er jeg imidlertid træt af at reise fra det
ene Engagement til det andet. Gagerne er smaa, Toi
letterne kostbare, kort sagt, det er et skrækkeligt Liv!
Fru Unger saa overrasket op. Nu først gik der et
sLys op for hende.
- Er din Datter ansat ved Teateret her? spurte
hun spændt.
- Ja, som Skuespillerinde kalder hun sig Freytag.
Jeg kan ikke forlange at du skal indbyde hende til dig,
saa dybt kan du naturligvis ikke nedlade dig. Men det
er sikkert, at hun kan maale sig med hvemsomhelst af
de unge Damer her ißyen, hvad Dannelse og Takt
angaar. - A
Den stakkars Fru von Freburg saa i dette Øieblik
saa nedtrykt og fortvilet ud, at Amtmandinden følte sig
smertelig berort deraf. Hurtig reiste hun sig, og idet
hun fulgte sit gode Hjertes Jndskydelse lagde hun Ur
mene om Venindens Hals og kyssede hende.
Du og din Datter skal altid være velkomne her,
sagde hun. Forøvrigt har jeg set din Datter paa Sce
nen; jeg maa sige hun er fortryllende!
Jasaa, synes du det? Hun ligner sin Far;
ellers er hun et inderlig godt Barn. Og saa har hun
jo Fredriks vakre Øine.
Fru Unger kom til at tænke paa Wolf von Hil
mers uforskammede 12tring, og i sit stille Sind glædede
hun sig til at se den forbløffede ZNine han vilde sætte
op, naar han engang kom til at træffe Skuespillerinden.
ZNen nu blev det hendes Tur til at blive forbløffet; thi
pludselig og øiensynlig uden at ane det mindste spurte
Fru von Freiburg:
—— Kjender du en Hr. von Hilmer?
Ja, det er sikkert; hvorfor spør du derom?«
Har du nogengang truffet ham?
Nei, men han havde forleden Dag fundet en
Bog, som Marie havde mistet, og den sendte han tilbage
tilligemed sit Kort.
J den Pause der nu opstod, lod Fru von Freiburg
Øinene glide omkring i det hyggelige Værelse og suk
kede dybt.
Du er heller ikke rig, men hvor deilig du alli
gevel har detl Hvor er din Mand idag? .
—.— Han gaar i ~Kassino« hver «Eftermiddag for
at læse Uviser og drikke Kaffe. Nu skal vi ogsaa faa
os en Kop.
Damerne sad·snart ved det dækkede liaffebord og
svælgede i Erindringer fra Pensionstidem fra den lykke
lige Tid da de frydede sig over Tilværelsen og kun
tænkte paa Fremtiden med glad Forventning. Dengang
var de uadskillelige Veninder, den enes Sorger og Glæ
der var ogsaa den andens. Og dog var de i Bund og
Grund saa vidt førskjellige Gjertrud var ikke vakker,
men energisk og karakterfast, mens Agnes var et for
tryllende, indsmigrende, men uselvstændigt lidet Væsen,
der dog altid førstod at skumme Fløden af Tilværelsen.
De to Veninder kom snart paa hver sin Kant af
Verden. Da de begge var af god Familie, ægtede den
ene en Embedsmand, den anden en Ung Officer, der dog
desværre var uden Formue. -
Gjertrud, der, var klog-og nøisom, førstod den Kunst
at gjøre Hjemmet hyggelig med forholdsvis smaa Mid–
ler; Ugnes kunde derimod slet ikke indrette sig efter For
holdene. Hun tænkte først og fremst paa sine egne For
nøielser, og det faldt hende aldrig ind at hun burde
LZO URD

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 23:07:26 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1897/0132.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free