Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 15. Lørdag 10. April 1897 - Et Ord (Forts.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Ord-
(Forts. fra forr. Nr.)
urt Berlau ivrede svært for at faa arrangeret
en Kanefart for næste Uge, og alle hans
» Bekjendte lovede at være med. Det var bedst
at benytte Tiden nu, før Marsvinden satte
en Stopper for alle Vinterforneielser. Søn
dagen bragte Frost og Sne, man kunde vente godt Slæde
føre til Tirsdag Berlau bestemte derfor at Turen
skulde foregaa den Dag, og sendte Bud til alle der havde
lovet at deltage. -
Først havde han naturligvis været hos Frøken von
Freiburg og spurgt hende, om det var ganske sikkert, at
hun ikke skulde i Teatret Tirsdagz thi Turen var ude
lukkende arrangeret for hendes Skyld. Hun maatte
være med, og hun maatte endelig kjøre i hans Slæde.
Smilende gav hun sit Løfte, og Berlau var lyksalig.
Da han gik hjem mødte han Wolf von Hilmer.
De to Venner stansede og saa spørgende paa hinanden.
Det var meget koldt, og de vilde i Grunden begge helst
gaa videre, men syntes dog de maatte·ssige etlPar Ord.
- äzvorhenP spurte Hilmer.
—— il KaSsmo, svarte Berlau.
Hilmer nikkede paa sin sedvanlige blaserte Maade
og gjorde Mine til at gaa videre.
- Jeg kommer fra Freiburgs, fik den anden stødt
sreng dHilmer blev staaende, som om han var fastnaglet
til te et.
Jasaa, hvad skulde du der? sagde han.
Temperaturen maatte vel have forandret sig; thi
Wolf von Hilmer var med en Gang blevenZibrændende
hed. Berlau smilte fornøiet og paatog sig en hemmelig
hedsfuld Mine.
Jeg har indbudt Frøken von Freiburg til Bane
farten. Hun skal kjøre med migl Tæller naturligvis
Minuterne til Tirsdagl Du maa endelig møde punktlig
frem silmerl
olf sendte ham et knusende Blik og vendte sig
fra ham med en kort Hilsen, mens den lykkelige Elsker
ganske forbløffet blesttaaende tilbage. Hilmer kunde
ikke mere beherske sig.
- Din Dumrian, vent bare, mumlede han mellem
Tænderne og ilte afsted med lange Skridt.
Tirsdag Formiddag, lidt før elleve, gik Berian
vild Fortvilelse frem og tilbage i sit Værelse.— Hilmer
stod foran ham og betragtede ham med et sardonisk
Smil. Han havde overbragt den sørgelige Nyhed, at
Frøken Freiburg ikke kunde være med paa Turen. Det
var pludselig bleven bestemt, at hun skulde have Prøve
den Dag, saa det desværre ikke var hende muligt at
benytte sig af hans venlige Indbydelse.
Berlau var rent fra sig selv. Han vilde straks
afsted for at tale med Marie; han vilde henvende sig til
Direktøren. Men Hilmer holdt ham tilbage.
Det vilde være den rene Galskab, mente han; han
kunde gjerne bare paadrage Frøkenen Übehageligheder.
Desuden var det nu førsent; hun var allerede for en
halv Time siden gaat til Prøve-n. Ultsaa intet Haabl
For de øvrige Deltageres Skyld gik det ikke an at op
sætte Turen, han maatte kjøre med, men uden hende
. . . . . . uudholdeligtl Sukkende begav han sig ned
og hen til sin prægtige Slæde, hvor hans Mor allerede
havde taget Plads. «
Wolf von Hilmer gav sig ikke Tid til at vente
længe.
Jeg maa endnu engang hjem, men reis bare,
vent ikke paa mig, jegskal nok tage Dere igjen, raabte
han til Berlau og skyndte sig bort.
Foran hans Villa holdt allerede en Slæde, førspændt
med to fyrigeungarske Heste, der vrinskede høit og stam
pede med Benene.
- Kjør til Fru von Freiburg fort, sæt Deml
raabte han utaalmodig til sin Tjener og kastede sig ned
paa de bløde Puder i sin elegante russiske Slæde med
den Prægtige Bjørneskindsfeld.
Nogle Minuter senere holdt de foran det store,
gammeldagse Hus hvor Fru von Freiburg og hendes
Datter havde leiet to moblerede Værelser, Den flotte
Slæde vakte ordentlig Opsigt i den lille Gade, og en
ZNængde uysgjerrige var snart ved Vinduerne for at
betragte Baronen og hans smukke Ekvipage. Wolf
kastede Tømmerne til Tjeneren, sprang hurtig op ad den
gammeldagse Trappe og ringte paa. Fru von Freiburg
kom selv og lukkede op.
Er det Dem, Hr. von Hilmer? sagde hun for
bauset og lidt forlegen. « ·
De maa da komme ind, Hr. Baronl Og hun
tilføiede undskyldende:
- Som De ser, er det tarveligt her; men vi bor
jo tilleie, og da kan det ikke være anderledes.
Marie stod netop foran Speilet og knyttede sit Slør.
Da hun fik Øie paa Wolf rødenede hun let.
Kommer ikke Hr. Berlau? Wolf smilte
tvungent. « ·
- Denne lykkelige Berlau, han blir nok savnet,
sagde han ironisk.
Han er desværre forhindret fra at komme idag.
Men jeg tør vel ikke haabe, at De vil tage Pladsi
min Slæde Frøken?
Mange Tak, det er overordentlig elskværdigt af
Dem, raabte Fru von Freiburg livlig. Marie maa absolut
have lidt Udspredelsez hun er saa overanstrengt, Stakkarl
Aa, det er ikke saa galt som Mama gjør det
til, sagde Ziiarie og bøiede sit alvorlige, blege Unsigt ned
for at give sin Mor et Kys til Afsked. Hilmer anbe-·
falede sig ogsaa, idet han meget beklagede at Fruens
Helbred ikke tillod hende at kjøre med. Han svævede
dog i den dødeligste Angst for at den livlige Dame skulde
komme paa andre Tanker, ja, han følte sig ikke rigtig
tryg før han endelig befandt sig i Slæden ved Siden af
den unge Pige. Tjeneren havde han sendt hjem.s
Til Trods for det prægtige Slædeføre holdt Hilmer
sine fyrige Heste stramt i Toilerne for ikke at indhente
det øvrige Selskab.
Skal vi kjøre til Fru Unger? spurte Marie
forbauset, da Wolf styrede Kursen gjennem den Gade
hvor Amtmandens boede.
Fru Unger·kjører med Berlau, svarte han lidt
lavmælt. -
Men Berlau? Han skulde jo ikke være med.
UTarie saa spørgende paa sin Nabo, der smilte lidt
forlegent.
Det var bare noget jeg vilde indbilde Dem,
sagde han aabent. Og nu kom det ud af ham at han
havde sat «alt i Bevægelse for at forhindre hende fra at
kjøre med Berlau, og at han havde indbildt denne at
hun pludselig var bleven kaldt til en Prøve i Teatret.
Hun maatte endelig ikke forraade haml
Wolf tilstod sin Feil i en temmelig ligegyldig Tone,
som om det han fortalte var den naturligste Ting af
Verden; men han undgik dog omhyggelig at se paa
Marie. Denne var bleven mere og mere forbauset og
sad nu ganske stille ved hans Side, mens det brændende
I
HO URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
