Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 16. Lørdag 17. April 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Ord-
(Forts. fra forr. Nr.)
erlau var rasende, fordi det ikke var ham der
havde udklækket denne gode Idee, og bestemte
sig til at medtage Bonbonæsker næste Gang de
foretog en Tur. Han var slet ikke i·Humør
idag. Marie havde nok lovet at kjøre med
ham paa Tilbageturenz men hans Mor paastod bestemt,
at hun vilde sidde i samme Slæde. Hun havde altid
været ræd for at kjøre og vilde ikke høre tale om at
benytte andre Hefte end sine egne. »
Berlau brugte hele sin Overtalelsesevne for at
bringe hende paa andre Tanker, og han havde selv
godt Haab om at det skulde lykkes ham, da den ond
skabsfulde Hilmer uheldigvis kom til og gav tilbebste
en haarreisende Historie om en Dame, der paa en Bjere
tur havde væltet og brukke Benet. Dette var nok til at
bringe den frygtsomme gamle til at holde fast ved sin
Beslutning. ·
Da de skulde reise hjem, maatte Marie altsaa sætte
sig ved Siden af Fru Berlau. Hun saa nydelig ud
iaften med den fine Rødene i Kinderne og de straalende
Øine. Da Hilmer hjalp hende op i Slæden, havde han
ikke den fjerneste Unelse om, at det svage Haandtryk der
gjorde ham saa uendelig lykkelig, skulde være det sidste
hun kom til at give ham paa lang Tid. Uden Hat og
og yderfrak stod han og saa efter de Bortkjørende, og
han lo overmodig da Fru Unger ganske tørt bemerkede:
Vogt dem nu, Hilmer, De kunde gjerne blive
forkjøletl
Marie sad smilende iSlæden og lod Berlaus Kom
plimenter gaa sig forbi. Hun var glad da det endelig
begyndte at sne, saaat han blev nødt til at trække.Pel
skraven op over Ørene. Da kunde han idetmindste ikke
tale saa meget, og hun kunde slippe at svare. Hvor
deiligt det var·at kunne sidde ganske stille og tænke paa
Slædeturen fra iformiddagl Endnu engang gjennem
levede hun alt iTankerne, hvert Ord gjenkaldte hun sig
i Erindringen.
Fru Berlau, som havde en Unelse om Kurts »Gal
skab«, kunde igrunden ikke like ~Skuespillerinden«; men
iaften var hun usædvanlig nedladende, og da Mørket
faldt paa flyttede hun sig endogsaa tæt hen til Marie
og begyndte at underholde sig med hende paa sin lang
somme, monotone Maade. Den ene Sladderhistorie efter
den anden gav hun tilbedste; hele Selskabet maatte
passere Revue, om alle havde hun noget at fortælle, og
hendes Bedømmelse af de førskjellige Mennesker og For
holde var alt andet end skaansom. Næsten som iDrømme,
uden at vise Spor af Interesse, hørte Ukarie paa alt
dette; men pludselig opfangede hendes Øre et Navn, der
straks jog al Træthed og Ligegyldighed paa Dør. Nu
begyndte ogsaa Berlau at slaa ind i samme Toneart som
Moren. Han kunde ikke modstaa Fristelsen til at rive
lidt ned paa sin Medbeiler, som han nu var begyndt at
blive alvorlig bange for. Marie rettede sig uvilkaarlig
op og paatog sig at spille Forsvarerens Rolle.
Men kjære Frøken, indvendte Fru Berlau.
Deter jo en bekjendt Sag, hvordan han er. Han er
rentud sagt et hensynsløst Menneske, en daarlig Person,
som i tykt og tyndt følger sine egne Lunev Jeg begriber
ikke hvorfor Folk altid bærer over med ham; for det
gjør alle. De selv ja, undskyld, at jeg minder Dem
derom De havde dog al Grund til at være fornærmet
X-
O
paa ham, siden denUften han raabte til Dem paa
Scenenl · -
—— Nei, Mor, det er gamle Historier nu. Vi
ved jo alle at han grundig har forandret sin Mening
om Frøken Freytag! "
Marie sad übevægelig med vidt opspilede Øine.
Hun var glad da de to andre begyndte at tale om noget
andet, og lidt efter lidt kom hun saavidt til Besindelse,
at hun nu og da kunde inflette set Ord i Samtalen.
Sneen faldt tættere og tættere, enkelte Lys dukkede frem
i det Fjerne s— det var Byen. Endelig holdt Slæden
foran det Hus hvor Marie boede. Da hun steg ud faldt
Hilmers Bouket ned i Sneen; men hun tog den ikke op,
ja, hun saa ikke engang efter den. Efter at have sagt
~Godnat« og ~Tak for iaften« steg hun langsomt op ad
Trappen. Hun følte sig saa tung og træt, det var bare
saavidt hun kunde slæbe sig frem. Inde i hendes Værelse
var det mørkt. Fru von Freiburg var gaat ud, rimelig
vis for at bytte Bøger isLeiebiblioteket Der pleiede hun
daglig at indfinde sig; thi hun var en ivrig Roman
læser. Marie glædede sig over at kunne være i Stilhed
og Ro en Stund. Ganske udenattet løste hun paa Pels
kaaben og kastede sig ned paa den haarde Sofa, hvis
Fjære knagede og bragede ved den mindste Bevægelse.
Hun vilde ikke graate —— nei! For at stanse de frem
brydende Taarer pressede hun Hænderne mod Ansigtet
men forgjævesl Taarerne vældede frem, og med Hodet
trykket mod Puden hulkede hun voldsomt med sammen
pressede Læben Hun kjæmpede alt hvad hun kunde for
at gjenvinde sin Selvbeherskelsez men atter og atter brød
Taarerne frem. Endelig reiste hun sig med en energisk
Bevægelse. -
- Nu maa det være nok, sagde hun ved sig
selv. - Det gjælder at glemme og at begynde et nyt
Liv. Kunsten skal hjælpe mig, Urbeidetl Da Fru von
Freiburg kom hjem, sad Marie allerede fordybet i et
Rollehefte Hendes Ansigt havde det sædvanlige alvorlige
Udtryk, og rolig, som om intet usædvanligt var
hændt, gav hun Moren en kort Beretning om Kane-
arten. ·" i
f LNarie holdt inderlig af sin Mor; men det faldt
hende aldrig ind at vise hende Fortrolighed, « og iaften
vilde det ikke være hende muligt at betro sig til noget
Menneske. v
Ja, hvad skulde hun ogsaa sige? Moren vilde vel
heller ikke kunne førstaa hende.
Nu var det desuden forbi altsammen.— - Forbil
Under Nattens søvnløse Timer gjentog Marie dette Ord
atter og atter for übarmhjertig at udslukke denisidste
Rest af Haab, og endelig græd hun sig i Søvn.
I den lille By vakte det almindelig Sensation at
Frøken von Freiburg pludselig trak sig tilbage fra Sel
skabslivet. Fru von Freiburg, som ofte blev spurt,
hvorfor Datteren holdt sigsaa meget hjemme, mumlede
noget om, at hun var beskjeftiget med at indstudere nye
Roller, og da man et Par Gange forgjæves havde ind
budt den unge Kunstnerinde, nøiede man sig endelig med
at se hende paa Scenen. Om en Tid kom der et Rygte
i Omløb, der ikke kunde andet end vække en vis For
bauselse. Berlau, den vakre og rige Berlau, skulde have
hentet sig en Kurv hos Frøken von Freiburg. ~Hun
spiller bare Komedie for sin Fornøielses Skyld«-, tilføiede
man forklarende. Rygtet blev stadfæstet, da Berlau over
Hals og Hode reiste paa en Rekreationstur til Jtalien;
Denne Historie vakte en helDel Latter og endnu mere For
undring. Den unge Pige begyndte atter at faa Indbydelser
til Baller og Soireey men gav altid et bestemt Uf-
slag. —— —-
152 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
