Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 16. Lørdag 17. April 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Kasino seirede man en munter Fest til Ære for
den? hjemvendte forlorne Søn. Hilmer tilbragte atter
alvparten af Natten ved Spillebordet, drak en Mængde
Lhampagne og kastede sig ind i en Hvirvel af Ud
spredelser og Fornøielser. « I Teatret vilde han dog
aldrig gaa. Først da Historien om Berlau kom i Om
løb indfandt han sig til en Forestilling; men før den
var tilende forlod han atter Huset, da han ikke kunde
holde ud at se Uiarie paa Scenen.
Han hadede hende næsten. Imellem, naar han
var alene, kunde Vreden tage ham saa sterkt at han
kaldte hende en hjerteløs Kokette, en Hyklerske, en taabe
lig Kvinde. Han vilde kanske have gjenvundet sin
Sindsro, hvis han bare kunde have slynget disse Ord
lige i hendes Unsigtz men han havde aldrig Un
ledning til at veksle et Ord med hende. Dagen efter
Kanefarten havde han opsøgt hende; men hun var ikke
at faa i Tale. Flere Gange senere havde han villet
aflægge hende et Besøg; men for ham var hun aldrig
hjemme. ; Om Uftenerne ventede han paa hende
udenfor Teatret, men aldrig gik hun ud alene. Hos
Fru Unger lykkedes det ham heller ikke at træffe hende; did
kom hun ikke mere. Om Formiddagen, naar hun skulde
paa Prøve, gik han hende imøde; men hun gik altid
forbi ham med en kold Hilsen, og aldrig havde han
Mod til at tale til hende. Hvad var der dog iveien?
Efterat han en Tid havde førsøgt at drukne sin
Skuffelse og Ærgrelse i en Hvirvel af Udspredelser, kom
han atter en Uften ind til Fru Unger. Han traf hende
alene, og de begyndte at prate sammen paa den gamle
gemytlige, fortrolige Niaade I Samtalens Løb spurte
han efter Frøken von Freiburg, og paa det indstændigste
bad han Fru Unger lade ham faa vide, hvorfor den
unge Pige havde trukket sig saa rent tilbage fra
Verden.
Fruen var ikke bedre underrettet end ham selv;
men hun førsømte ikke at fortælle ham, at hun efter
Kanefarten havde været alvorlig bekymret for Marie,
Heldigvis maatte hun dog dengang have taget feil.
Hilmer var temmelig nedstemt da han gik igjen. Heller
ikke her havde han fundet nogen Opløsning paa Gaaden.
Palmesøndag! Denne Høitidsdag kom Yiaar usæd
vanlig tidlig, allerede iMidten af Mars. Det var
Sneveir og Uføre, og de unge Piger maatte til sin
Ærgrelse lade sine Vaartoiletter være under Laas og
Lukke endnu en Tid. Ulle Forretningsfolk ønskede ogsaa
at Vinteren snart maatte fortrække. Kun Teaterdirektoren
smilte i Skjægget naar han saa de hvide Snefloker
hvirvle gjennem Luften. Teatersæsonen var rigtignok
tilende, Palmesøndag var Kontrakterne udløbetz men paa
Grund af den tidlige Uarstid og det slette Veir vilde
det kanske være muligt at samle fuldt Hus endnu en
Tid. Ulle Skuespillerne modtog med Glæde hans Tilbud
om at forlænge Kontrakterne for de næste M( Dage, alle,
undtagen Frøken Freytag. Og hende kunde han umulig
undvære, da hun indehavde alle de betydeligste Roller og
desuden var saa overordentlig populær. UTen hun var
übønhørlig. .
Med en rent umotiveret Heftighed afviste hun hans
Tilbud. Ikke for nogen Pris i Verden vilde hun blive
en Dag længere endhun var nødt til. Og da hun
ogsaa afslog Direktørens Tilbud om at fornye Kon
trakten for næste Aar, træde han at hun maatte have
modtaget et fordelagtigt Engagement i en anden By.
Hun takkede ham høfligz men for ingen Pris i Verden
vilde hun blive i Byen længere end nødvendig
Fru von Freiburg havde aflagt en Del Afskeds
visiter, havde allersidst været hos Fru Unger og var
ganske forgrædt da hun endelig kom hjem. "
Slige dannede elskværdige Omgangsvenner, som
vi har havt her, finder vi aldrig paa noget andet Sted,
sagde hun. —— leg begriber simpelthen ikke, hvorfor du
ikke kan holde ud her en Saison til. Bare af Hensyn
til mig burde du gjøre detl Men du har aldrig Ro
paa dig nogensteds, og saa er du altid saa egensindigl
Marie, der stod mellem Kasser og Kufferter, ivrig
beskjeftiget med at pakke, svarte intet. I den sidste Tid
havde hendes Mor stadig overøst hende med Bebreidelser,
og hun havde maattet vænne sig til at lade dem gaa
ind af det ene Øre og ud af det andet. Naar hun og
Moren bare var vel ude af Byen maatte vel alt blive
bedre. Først vilde hun være nogle Dage hos sin Bror
i Berlin, ogsaa blev der ingen anden Udvei end at søge
sig et nyt Engagement Naar denne sidste tunge Dag
var forbi, naar de først havde forladt dette Sted, maatte
vel det værste være over. Hun vilde jo bort, og
alligevel faldt det hende faa tungt, saa tungt at hun
maatte ville detl
Da hun var færdig med Pakningen, begyndte det
allerede at skumre. Efter at have hvilt sig lidt gjorde
hun Toilette. Hun kunde ikke forlade Byen uden at
sige Farvel til Fru Unger-; rigtignok gruede hun lidt for
sin moderlige Venindes førskende Blik, men det maatte
skel Hun følte sig ligefrem forpligtet til at gaa.
Amtmandinden modtog den unge Pige paa det
hjerteligste. Det var da rigtig venligt af hende at hun
vilde besøge dem endnu engang, Nu maattte hun
endelig sidde til Amtmanden kom hjem han vilde
saa gjerne faa Unledning til at træffe hende, før hun
reiste. Ukarie blev ganske rørt og bad om Undskyldning
fordi hun kanske havde opført sig lidt besynderligt Løbet
af de sidste Uger. Uien Amtmandinden- afbrød hende
straks. Hun havde naturligvis havt sine Grunde for
hvad hun gjorde, og behøvede ikke at aflægge Regnskab
for sine Hanlinger. Hun havde saa megen Takt og
Forstand at hun altid maatte vide at træffe det Rette.
Hvis Fru Unger havde kommet med paatrængende
Spørsmaal, vilde Marie rimeligvis have trukket sig sky
tilbage, men nu følte hun næsten Trang til at betro sig
til sin moderlige Veninde.
Fanny brændte af Begjærlighed efter at faa vide
den unge Piges Hemmelighed; men hun var altfor klog
til at komme med noget ligefremt Spørsmaal Ganske
som om det faldt af sig selv dreiede hun Samtalen hen
mod det saare Punkt.
A propos, lad mig nu ikke glemme det Hr.
von Hilmer sender Dem sin ærbødigste Hilsen; han
beklager meget at han ikke kan faa Anledning til at
træffe Dem. .
Zlkarie kunde ikke faa et Ord frem. ·
Han er forresten alvorlig vred paa Dem! Jeg
skulde vel kanske ikke sige det; men siden De nu skal
reise
- Jeg har større Grund til at være vred paa ham,
sagde Marie heftig.
Amtmandinden saa ud som et levende Spørs
maalstegn. » »
(Fol«ts.)
URD i55
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
