Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. Lørdag 24. April 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Ord.
(Slutning.)
ar han da fornærmet Dem, kjære Barn? Jeg
har næsten tænkt mig det. Det var kanske paa
. Kjoretusren?
Detvar heldigviS saa morkt at den flam
mende · Rødene, der opsteg i Zlkarics Ansigt, ikke
kunde sees. »
Neil Ikke dengang.
Ultsaa senere? Tænk Dem, kjære 21karie, jeg
som indbildte mig at Hilmer var forelsket i Dem!
——— J mig han?
- Ja, hvorfor ikke? Og jeg kan næsten·ikke lade
være at tro det endnu.
mig ikke saal -
Fru Unger spurte ikke mere. Blidt viklede hun sine
Hænder ud af Ukaries og lænede sig taus tilbage i Stolen.
Den unge Pige aandede tungt. Pludselig, med en rask
Bevægelse, kastede hun sig paa Knæ foran Veninden og
skjulte sit glødende Unsigt i hendes Skjød.
·——Dengang . . . iSlæden: .; . ..da træde jeg
paa ham, Han var saa god og havde altid vist mig
Ugtelse hvorledes kunde jeg tænke at han bare vilde
haane mig? Jeg havde jo aldrig gjort ham noget ondtl
Da først fik jeg vide hans virkelige LNening om mig.
Ham var det som for lang Tid berøvede mig Troen paa
mig selv og den rette Kunstnerglædel Jeg førstaar
ikke, hvilken Fornøielse det kunde være for ham at faa
den lille stygge Skuespillerinde til at bli forelsket i sig.
Kanske det var et Væddemaal - eller ogsaa havde han
Lyst til at vise, at det var en let Sag for ham at vinde
en som han havde fornærmet saa blodig. Nu førstaar
De vel hvorfor jeg ikke vovede mig ud; - ene og alene
fordi jeg var bange for at træffe ham. Han vidste jo,
han maatte have set at jeg holdt af ham, og jeg jeg
vilde jo nødig bli udleetl .
Ukaries Stemme kvalteS i en undertrykt Hulken.
- Men Barn, Barn hvad er det dog for noget
Tøv De fantaserer sammeni raabte Fru Unger førskrækket
Hvorledes kan De da indbilde Dem saadant. Det tror
jeg ikke Hilmer til.
Han var jo rent ulykkelig fordi han aldrig kunde
træffe Dem. Jeg føler mig overbevist om at han sætter
megen Pris paa Dem men det er jo rigtignok ikke
nok - tilfoiede hun førsigtig.
Nei, nei! raabte den unge pige, idet hun reiste
sig. Han har bare villet more sig. ·
Han syntes kanske jeg kunde være god nok som
Elskerinde for en Saifonl Disse Herrer er jo ikke vant
til det anderledes. Og jeg er jo kun —en Skuespiller-
xlc
.X l
E)
Jde
Nei, vær sikkerl For ham er jeg altfor —— af-
skyeligl
Fru Unger for sammen. Ult stod nu klart for hende.
Selv om hun ikke havde hørt Ukaries undertrykte Hulken.
vilde hun nu have førstaat, hvorledes dette hang sammen.
Hvem har fortalt Dem det? spurte hun hurtig.
- Fru Berlau. Da jeg kjørte med hende fra Sel-
skabet sidst
- Og af den Grund er det De har førsømt os saa
grusomt. Vi var dog uskyldige i dette.
- Jeg ønskede ikke at træffe den Herre oftere.
- Den Herre? ZNener De den stakkars Wolf von
Hilmer? ZNen kjære Barn, han kjendte Dem jo slet ikke
dengang. Desuden havde De virkelig en temmelig uheldig
Dragt den Aften . . . . Ihvertfald mente han slet ikke
saa alvorlig hvad han sagde, og siden har han bittert
angret det übetænksomme Ord.
Bruger Hr. von Hilmer idetheletaget at tage noget
alvorlig?
Hun talte ien bitter, bedrøvet Tone. Amtmand-
inden ledte forgjæves efter et Svar, hun var øiensynlig
ikke ganske vispaa om ikke hendes unge Veninde igrun-
den havde Ret.
- Men jeg træde virkelig at han holdt af Dem,
sagde hun stammende.
Hvorledes kunde De tro det, naar De ved hvilken
Dom han har udtalt over mig? O, jeg er saa
ulykkeligt
Den godhjertede Frue tog den hulkende unge Pigei
sine Arme-
— Vær rolig, kjære Barnl Hvis Hilmer bare vidste
at De havde lidt tilovers for ham.
Da vilde han vel more sig godtl men nu kan
han ikke tro det mere ——- kan han vel? ——- ikke nu mere?
- Har han da engang troet det?
ZNarie vovede næsten ikke at se op.
Ult stod saa tydelig for hende. Slædefarten henad
den hvide Landevei, den blonde, pelsklædte Herre ved
hendes Side. Utter følte hun hans Kys brænde paa sine
Læber, atter saa hun de triumferende, overmodige Øine
der stirrede saa dybt ind i hendes.
—— Vær nu oprigtig mod mig, kjære Barn, vedblev
Veninden. Har De nogensinde givet ham Grund til
at tro at De holdt af ham?
: Red. aldrig . . . . det vil sige . . . . aa, pin
inde.
Og hvis han nu vilde have ægtet Dem? hen
kastede Fru Unger.
Han mig? Det kan De vel ikke for Ulvor menel
Nei, nei bort fra denne By saa snart sont muligt.
Naar jeg bare kommer bort skal jeg nok glemme hami
Lev vel da, ——— og mange, mange Tak for al Deres God
hed og Venlighedl ·
Fru Unger følte sig pludselig omslynget af et Par
bløde Urmez et Kind, der var vaadtaf Taarer, lagde sig
et Øieblik ind til hendes, og saa var hun atter alene. «
Da hun havde fattet sig lidt efter denne pludselige
Afsked, ringte hun paa Pigen, bad om Tys og satte sig
ned ved sit Skrivebord.
- Du er rigtignok en bestemt liden Tingzmen jeg skal
vise at jeg er din 2Nester, mumlede hun-smilende, mens
Pennen let og hurtig gled hen over Papiret.
Næste Ukorgen sad Fru von- Freiburg og hendes
Datter paa lernbanestationen i et andenklasses Vente
værelse. Det var en kvælende Hede derinde, og Luften
var formelig mættet af Lampeos og Tobaksrøg. Op
varterne sad søvnige og forvaagede og gabede i al Hem
melighed bag sine Servietter. ’
Om ti ZNinuter skulde Toget gaa.
Fru von Freiburg var i daarligt Humør idag; taus
og førstemt sad hun og drak sin Kaffe. Hun syntes hun
havde Grund til at være ærgerlig Ut hun skulde behøve
at vandre ud i den vide Verden saa rent paa det uvisse
og næsten uden Pengel Det var baade latterligt og
meningslostl Hun skulde ikke sige noget om det, hvis
Niarie selv bare var fornøiet. ZNen sad hun ikke der
saa trist og fortvilet, som om det var hun der var bleven
tvunget til at reisel Om nogle Minuter gik Toget, der
atter skulde føre dem ud i den store, fremmede Verden.
Marie stod langsomt op og samlede sammen sine Reise
effekter. Tokomotivet peb for første Gang.
162 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
