- Project Runeberg -  Urd / 1. Aarg. 1897 /
163

(1897)
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 17. Lørdag 24. April 1897 - Sider ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

De reiste naturligvis paa tredie Plads. Ukarie bredte
omhyggelig et blødt Teppe over den haarde Bænk hvor
hendes Mor skulde sidde. Forhaabentlig blev de alenei
Couptåen Speidende bøiede hun sig ud. Paa Perronen
var der ingen Reisende at se. Pludselig for hun heftig
sammen og blev bleg. Hun vilde trække sig tilbage og
gjemme sig inde i Coupeem men formaaede ikke at røre
sig af Pletten. Hun saa at Wolf von Hilmer stod og
talte med Konduktoren, og at denne pegte henimod hendes
Coupee Det næste Øieblik stod han foran hende med
Hatten i den ene Haand og en prægtig Rose i den anden.
- leg vildes gjerne faa Lov til at sige Farvel til
Dem, Frøken von Freiburg.
Han skalv af Bevægelse og var ligesaa bleg som
hende, da han rakte hende Blomsten.
- Farvel, sagde INarie
Fru von Freiburg blev med engang i straalende
Humor. .
Nei, hvor det er elskværdigt af Dem; De er galant
som sedvanligl Paa Gjensyn, kjære Baronl
Paa Gjensyn, Fruel - Jeg maa faa tale med
Dem under fire Øine, Frøken.
Han aabnede Døren og saa bedende paa hende.
Uiarie steg mekanisk ud, mens Fru von Freiburg
saa efter hende med store, forundrede Øine.
- Frøken 2Narie, jeg har saa meget at sige Dem,
og saa liden Tidt Jeg beder Dem om Tilgivelse.
- Det er da ikke nødvendigt De havde betalt Deres
Billet og havde derfor Ret til at kritisere.
Det vanvittige Jndfald har jeg bittert angret.
De maa da vide at jeg elsker Dem, Tsiarie Han greb
begge hendes Hænder og trykkede dem krampagtig-
Konduktøren nærmede sig. ’
Toget skal snart gaa. De maa stige ind.
» - Kan De holde lidt af mig, Frøken?
- Dette Spørsmaal, nu —?
2l«carie, vil du bli min Hustru?
Hun skalv saa voldsomt at han maatte holde
hende oppe.
- Ja eller Nei? .
« Jeg ved ikke . . . . . Jeg er bange for —-
Hun saa dog saa glædestraalende op paa ham, at
han rimeligvis følte sig fuldt tilfredsstillet
Konduktoren nærmede sig atter.
Toget kunde gaa fra Desnz De maa skynde
Dem ind.
Hilmer nølede et Øieblik, derpaa sprang han ind i
Coupesem og snart efter laa Ularies Haandkufferter, Hat
æsker og Sjaler hulter til bulter paa Platforme.n.
——- Men hvad tænker De paa, Hr. Baron, raabte
Fru von Freiburg forfærdet «
- Tillader De, Frue? Og han bød den forbløffede
Dame Urmen og førte hende ud. Reiseteppet blev kastet
efter hende.
Færdigl raabte Konduktoren og skrældte Døren
igjen. Forbausede Unsigter viste sig ved alle de øvrige
Coupevindueix Stationsmesteren nærmede sig, Lokomotivet
Peb; Toget satte sig langsomt i Bevægelse.
Men Hr. Baron, De maa give os en Forklaring
. . . . , sagde Fru von Freiburg, næsten aandeløs. Hun
skalv af Bevægelse og lod sig uvilkaarlig synke ned paa
en Kuffert Hilmer saa sig om. Der var ingen i Nær
heden; Stationsmesteren havde været førsigtig nok til at
fjerne sig, og Toget bruste nu afsted i fuld Fart.
· Naadige Frue, sagde han med sit gamle over
modige Smil Jeg tager mig den Frihed at anholde
om Deres Datters Haand.
tk- H- di-
Den pludselige Forlovelse vakte stor Opsigt i den lille
By. Mødre, der selv var velsignet med Døtre, kaldte
Liiarie en raffinert Kokette; men Direktøren spekulerte paa
om han ikke skulde vove at bede den vordende Baronesse
give en Gjæsterolle i Byen.
Fru Unger havde Hænderne fulde.
Uf Hilmer fik hun det Hverv at besørge Brudens
Udstyr, og snart svælgede hun formelig i ægte Kniplinger
og duftende Batist Men der blev ogsaa sørget for mere
solide Toiletterz thi den vordende Godseierfrue maatte
være rustet til at følge sin Mand i Skog og ·Li«iark.
Atter og atter førsikrer Wolf von Hilmer sin For
lovede, at nu først har han erfaret hvad det vil sige at
være rigtig lykkelig. Men to Sorger har han dog.
For det første er det en stor Sorg for ham, at det endnu
er saa lang Tid igjen til Bryllupet, og for det andet
og dette er den dybeste Sorg han nogensinde har havt
gjør det ham ondt, at han i Forhold til hende er saa
altfor gammel og - styg.
Naar man betragter 2Narie, kan man heller ikke give
ham saa ganske Uret. Lykken har ihøi Grad førskjønnet
hende. Hendes Øine er mere straalende end nogensinde,
og om hendes Læber er der altid et skjelmsk, fortryllende
Smil. Hun førstaar at hendes fremtidige Ægtefælle
holder oprigtig af hende, og naar han beundrer hende
vel overdrevent vover hun endogsaa at røre ved det gamle
Saar og smilende sige: Du maa ikke overdrive,
Wolf! Der findes mange som er vakrere end mig. Du
husker da vel Herren i første Logerad?
ZNcn Wolf vil ikke høre paa saadant. J hans
Øine er hun den vakreste i hele Verden.
Maris-men
Den overvundet har al Strid, hvem Tid er Evighed
og Evighed er Tid.
Den høieste Kjærlighed og den høieste Kunst er Un
dagtz for det adspredte Gemyt viser Skjønheden og Sand
heden sig aldrig.
Et rent Hjerte og store Tanker, det er det vi skal
bede Guderne om.
Hvis der blev skjelnet mellem stort og smaat
paa samme Vis som mellem ondt og godt;
til stort blev da saa mangt, som agtes smaat,
og meget stort til Bagateller blot. .
Ut fange Lykken
førstaar ei ret Mangen;
og endnu færre
at holde den fangen.
URD MS

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Fri Jan 24 23:07:26 2025 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/urd/1897/0175.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free