Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. Lørdag 1. Mai 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ingen maatte tale ved hans Bord uden at være
adspurgtz det var ikke retteligt at le; Livet var altfor
alvorligt til Spøg
Da begge Freknerne Siegwardt endnu var ganske
smaa, kunde det hænde, at de ved Middagstiden kom
springende hjem til sin Fader med straalende Øine: —-
tænk, de var buden i Selskabl De skulde lege med Dukker,
de skulde dansel
Det hændte kun dengang de var ganske smaa; thi
Provsten skræmte fra første Stund af en stor Forfærdelse
for Livet ind i deres Hjerter.
Under Opvæksten var de blege og førskræmtez de
gik med bøiede Hoveder. Og medens andre Smaapiger
tumlede sig rede Kinder og blanke Øine til, gik Rebekka
og Elise Siegwardt og grundede over Ukenneskenes for
færdelige Ansvar.
Her stansede de. Egentlig kom de aldrig videre i sit
Liv end til at gruble over denne skrækkelige og uloselige
Gaade. - De blev efter Konfirmationen sendte til et
strengt Pensionat i Schleswigz efter et Aars Tid kom de
tilbage. Rebekka vilde blive Diakonisse hun var nu
18 Aar. Hun begyndte ogsaa; men hun var saa svag,
at hun holdt paa at sætte Livet til. Saa maatte hun
opgive denne Tanke.
« Fra nu af blev de begge hjemme hos sin Fader.
For dem var han«selve Loven. De dyrkede ham som en
Ulvidende. Og da han blev gammel og skrøbelig, den
gamle Kjæmpe, vaagede de over ham Dag og Nat.
Saa dede han, og de flyttede ind paa Stiftelsen for
gamle Frekner af Embedsstanden.
Og det Liv begyndte, som skulde vare itredive blege Aar.
Rundt om dem pulserede Livet; - Huse blev revne ned
og nye byggede op, gamle Familier oplestes og nye dan
nedes, Mennesker fodtes og dede; rundt om dem var der
Sorg og Glæde, Jubel og Jammer, Kjærlighed og Kval.
Men inde i deres to Stuer herskede Faderens strenge,
übenherlige Uasyn, og i en uafbrudt Stilhed visnede deres
Legemer langsomt.
sl-
De sad ved Hjernevindueti den lyse Vaareftermiddag.
De saa op frapostillen, paa den hvide Duesværm, der
glittrede i den dybblaa Luft, de saa paa Sneen, som
smeltede og paa det lysegrenne Sler af unge Knopper paa
de gamle Trær Der kom noget ind i deres Sind, ———
noget fjernt borte fra, noget fra de Længsler, der for
uendelig mange Uar siden var pint tilde-de i Helvedes
angst. En Fugl begyndte at fleite idet store Træ. Hvor
muntert det led, hvor sødt og uskyldigt og hvor muntertl
Begge løftede Hovederne høit, reiste sig og saa ud.
~Hørl« sagde Frøken Rebekka, ~det er smukt. Hørl«
~Kan du se Fuglen?« spurgte Frøken Elise. ~Jeg
vilde saa gjerne se denl«
Saa taug Fuglen stille. De sad og saa efter den
endnu en Stund; men den var borte.
Og atter sænkede de Øinene iPostillens strenge Blade.
Men efter en Stunds Forle strøg Frøken Rebekka
den gule knoklede Haand henover Øinene »
~Det er saa underligt«, sagde hun. ",,leg synes, det
er faa underligt«. —-
J et nyt Hus paa den anden Side af Gaden stod
Vinduet oppe i anden Etage. Der var nogen, som be
gyndte at spille piano deroppe; saa sang en Damerest,
og man kunde høre Sangen helt over Gaden. «
De to Søstre lyttede.
Det begyndte at skumre; Himlen var en stor dyster
Uftenrødene. Da lagde de Postillerne bort.
Og ind i Skumringen kom en Melodi, tungsindig
glidende. Det var om den eneste i Verden, som vi aldrig
kan faa. Om den eneste i Verden, som har en anden
kjær, og om de tunge Aar, som rinder. -
Uken saa faar jeg en anden, ja en anden Venl
Den vännen blef mig trogen
och sørgen heter han.
Tungsindigt gled Melodien ind og den svandt i den
tungsindige Skumring. Saa var det ikke mere. Den
Verden der udenfor gik bort.
Saa kom Mørket-
Men de to Søstre sad meget længe i Ukørket og
Stilheden, og ingen af dem rørte sig.
st
Et Manuskript
(Frit bearbeidet fra Tysk).
en som bare for et Øieblik kunde lægge sig ned
i det bløde Græs derude iHavenl Duften af
Vaar trængte ind til mig gjennem det aabne
Vindu. Hæg og Syrener var allerede begyndt
at sprætte, Uurikler og Perleblomster stod i
fuldt Flor. Fuglene sang af fuld Hals og Solen skinnede
saa varmt. Langt borte laa Fjorden saa blank som et
Speil, og Himlen var saa blaa, saa blaa, som om den
aldrig var bleven formørket ·af Skyer eller Taage. Den
som kunde vove sig ud, bare for en liden Stundl Men
det turde jeg naturligvis ikke. ZNor havde jo paalagt
mig at stryge Gardiner, og hvis jeg gik ud i Haven vilde
hun øieblikkelig se mig fra Barnekammervinduet. i
Jeg hørte nok at hun raabte paa mig, men det
faldt mig ikke beleiligt at svare hende netop nu. Her i
Havestuen havde jeg haabet at faa sidde i Fred, ialfald
en liden Stund, og nu var jeg netop kommen til attende
Kapitel i min Fortællingl Situationen begyndte at blive
mere og mere spændende; jeg haabede at dette Kapitel
maatte blive rigtig interessant. ZNen de rødstribede Gar
diner, som laa og ventede paa mig, ødelagde det Hele,
og min Pegasus syntes rent at have forladt mig nu da
jeg allermest kunde trænge den. Kort sagt, jeg var slet
ikke i Stemning idag. .
Den som indbilder sig "at det er saa letat digte, tager
høilig feil. Nei, det er tvertimod et meget anstrængende
Urbeidez det er slet ikke ligetil at udfinde, hvad ~han«
eller ~hun« skal sige ved de førskjellige Leiligheder, og
hvorledes de idetheletaget skal bære sig ad. Min Helt
indes Dragter voldte mig ikke stort Bryderi; thi naar jeg
skulde fortælle hvorledes hun var klædt, pleiede jeg gjerne
ti
Uo URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
