Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 18. Lørdag 1. Mai 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
at give en Beskrivelse af mine egne Kjoler. Asien derimod
faldt det mig uhyre vanskeligt at faa Samtalerne saa
aandrige som jeg syntes de burde være, og tænk, hvilket
Hovedbrud at faa Helten og Heltinden ud igjen af den
Labyrint af Forviklinger som de med saa megen Kunst
var bleven bragt ind i.
Saaledes havde jeg f. Eks. engang men nei, jeg
tør ikke her indlade mig paa Enkeltheder, da dette kunde føre
til en vidtløftigere Redegjørelse for hele Fortællingens Plan.
Jeg havde altsaa i al Hemmelighed vovet mig ud
paa Forfatterindens tornefulde Vei, og holdt netop paa
med min første Fortælling Da jeg allerede havde fyldt
tyve Aar skammer jeg mig næsten ved at tilstaa, at det var
min første Bog; men Sagen var, at det ikke var mere end et
Aar siden det førsteGang gik op for mig, at jeghavde Talent.
Dette var igrunden ganske merkeligt; thi paa Skolen
havde jeg altid faat saadan Ros for mine norske Stile, ja,
det hændte endogsaa engang, at en af dem ~En Sætertur«
tror jeg den hed blev oplæst paa en Examensfest.
Jeg havde desuden meget let for at skrive Vers og
var i den Grad produktiv, at jeg aldrig gav mine For
ældre, Tanter eller Onkler Foræringer, uden at der ogsaa
medfulgte et lidet Digt. Men mine mest værdifulde
Uandsprodukter lod jeg ingen faa Lov til at se. Sent
om Aftenen, naar alle i Huset laa i dyb Søvn, pleiede
jeg at nedskrive mine bedste Digte i et lidet Poesialbum,
som hele Dagen laa vel gjemt under Lommetørklæder,
Blonder og Baand i den øverste Skuffe i min Komode.
Denne laaste jeg altid førsigtig og Nøglen lagde jeg i
min Portemonæ, hvis eneste Indhold den som oftest var,
da Far aldrig gav mig mange Lommepenge. Han havde saa
daarlig Raad, sagde han, nu ja, han havde kanske
ikke saa ganske Uret. En Embedsmand med syv Børn
kan ikke tillade sig saa mange Extravagancer.
Skjønt jeg naturligvis gjerne vilde have min tomme
Portemonæ fuldspækket med Penge, saa var det dog ikke
af«den Grund jeg havde vovet mig ud paa Forfatter
banen, nei, jeg søgte Skatte som Ulol og Rust ikke
kan fortære, jeg ønskede at blive t, for enhver
Pris vilde jeg blive t.
Hed i Kinderne og med bankende Hjerte havde jeg
mangen Gang siddet bøiet over en spændende Roman og
læst som om det gjaldt Livet for saa snart som muligt
at faa vide »0m de fik hinanden«, om den stakkars lille
Guvernante blev Grevinde, om den haardhjertede Far
atter vilde optage den førskudte Datter i sit Hus, om den
ulykkelige unge Pige virkelig skulde blive gift med den
rige gamle Skurk, eller om hendes Elskede, som hun længe
havde troet var død, i sidste Øieblik vilde komme tilbage
og optræde som hendes Befrier. Og naar jeg endelig
var kommet saa langt at Dyden var bleven belønnet, mens
det Onde havde faat sin fortjente Straf, da havde jeg
kun et brændende Ønske, og det var, at jeg ogsaa maatte
kunne komme til at skrive saaledes at Hjerterne bankede
af Spænding og Forventning.
’ Jeg vilde skrive under Navnet Pyrola Unifloraz thi
det syntes jeg var et udenerket Forfatternavn. la,« jeg hed
naturligvis ikke saa; jeg hed slet og ret Helene Petersen,
og i Hverdagslag blev jeg ialmindelighed kaldt Lena.
· Ja, hvor jeg længtede efter at blive tl Da
Jeg en Sommer laa med mine Forældre i Strømstad, traf
vi en bekjendt Forfatterinde, der opholdt sig ved Badet
for sin Helbreds Skyld. Skjønt hun saa ganske übetydelig
ud, lagde alle ZNerke til hende, og baade Herrer og Damer,
gamle og unge, søgte enhver Anledning til at gjøre hendes
Bekjendtskab. Og hun var desuden hverken ung eller
smuk UTen den som kunde blive t, mens man
endnu var ung og vakkert
Saaledes gik det til at jeg lidt efter lidt begyndte at
ønske, at jeg ogsaa maatte blive t; thi jeg med mit
Talent maatte da vel kunne opnaa hvad andre havde
opnaaet. For at undgaa Misforstaaelser vil jeg forøvrig
gjøre opmerksom paa, at jeg ikke egentlig var hvad
man kalder vakker. Jeg tror dog at jeg saa ganske godt
ud. Jeg vidste at jeg havde en god Figur, og at mit
mørke krøllede Haar og mine blaa Øine vakte Beundring;
men Næsen var desværre lidt vel opadstræbende man
kunde i det høieste kalde den kjæk og pikant —— og Munden,
der forøvrig var frisk og rød og havde regelmæssige,
hvide Tænder, var desuden for stor, ja, det kunde ikke
nægtes at den var vel stor. Nei, vakker var jeg ikke,
det vidste jeg godt; men jeg var ikke ~som Folk flest«,
og jeg tror nok at mange fandt at jeg havde .et ganske
tiltalende Ydre. Jeg var som sagt kommet til attende
Kapitel i min Fortælling, og store Bunker Manuskript
laa allerede ophobet i min Komode. Jeg havde brugt
forholdsvis mange Penge til Papir, og havde desuden
benyttet al den Makulatur jeg kunde komme over i Huset.
En hel Del af min Fortælling var saaledes nedskrevet
paa Bagsiden af brugte Konvoluter, paa halve Brevark,
ja, selv paa den store hvide Marg i mine Sødskendes
udskrevne Stilebøger. Der gaar en Mængde Papir til et
saa langt Manuskript, især naar man nu og da maa
stryge eller forandre noget, hvilket naturligvis ikke hænder
saa sjelden. Jeg havde næsten maattet stjæle mig til at
skrive disse atten Kapitler. Jeg vil nødig sætte min Mor
i et daarligt Lys, men saa meget maa jeg dog sige, at
hun ikke havde vist stor Jnteresse for min aandelige Udvik
ling, og at det derfor aldrig faldt mig ind at hun kunde
have nogen Forstaaelse af mine Planer og Forhaabninger.
Rigtignok havde hun et stort Hus og bare en Tjenestepige,
saa man kunde ikke godt forlange at hun skulde faa Tid
til at interessere sig for stort andet end sin daglige Gjer
ning, især da hun gjerne vilde have Ord for at være en
af Byens flinkeste Husmødre Det tror jeg ogsaa at hun
var; for det er sikkert at hun næsten ikke havde Sans for
andet end at koge og stege eller stoppe og lappe, og i
Kjøkkenet eller Barnekammeret opholdt hun sig fra tidlig
om Uiorgenen til sent om Aftenen. Det faldt hende
aldrig ind at de som ikke var huslige dog kunde være
flittige paa anden Maade. Aldrig saa snart havde jeg
opsøgt mig et forholdsvis roligt Sted, saa langt som
muligt fra Barneværelset, før Mor viste sig i Døren med
Forklædet fuldt af Strømper, som jeg skulde stoppe. Og
naar jeg netop havde faaet Jde-en til et nyt lidet Digt
og var helt optaget af at file og pudse paa Rimene og
Versemaalet, kunde jeg være ganske sikker-paa at gamle
Anne indfandt sig med Bud fra Mor, at jeg øieblikkelig
skulde komme ned i Bryggerhuset og tælle op Vasken.
Jeg vil som sagt ikke sætte Mor i et daarligt Lys; men
enhver kan da skjønne, at jeg aldrig kunde naa mit Ukaal
paa denne Maade. J al Hemmelighed gik jeg altid med
Papir og Blyant i Lommen, og hver Gang jeg bavde
en liden Stund til min Raadighed skrev jeg paa min For
tælling Naar jeg skulde staa ved Komfyren for at passe
Ukelkegryden eller Kaffekjedlen, som ikke vilde koge, strax
kom Blyant og Papir op af Lommen. Sent om Aftenen
naar Uior træde jeg laa i dyb Søvn, sad jeg i mit
kolde lille Soveværelse, ved en osende Lampe, som jeg i al
Hemmelighed havde taget med mig fra Kjøkkenet, og var
ivrig optaget med at skrivepaa min Fortælling Dette var ikke
altid en üblandet Fornøielse for mig; thi det hændte desværre
saa altfor ofte at Ukelken blev sveden, at Kasfekjedlen kogte
over, og at Lampen paa en eneste Nat blev tom for Olje.
Og Mor blev da saa ærgerlig paa mig, sligt kunde hun
aldrig taale. Forskjellen mellem os to var, at hun lagde
URD EU
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
