Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 19. Lørdag 8. Mai 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Derved standses og mine farende Tanker og vender sig
helt mod Mantua. LNantua er en urgammel By, anlagt
af Gtruskerne, med 28,0t1c8 Indbyggere, deriblandt 5000
Jøder, siger Bädeker. Desuden er den Hovedstad for en
Provins, har en sterk Fæstning m. m. Førsti 1866 blev
den forenet med Kongeriget Italien, delte altsaa ikke det
øvrige Lombardiets Skjæbne i Freden ved Villa Franca.
Mantua har altid været et af Ofterrigernes Hovedstette
punkter i Jtalien. Napoleon maatte under det italienske
Felttog 1k797 Iænge beleire Byen før den overgav sig.
Osterrigerne havde faaet Byen efter den spanske Urve
følgekrig. Men dette er af mindre Betydning. Hvad der
interesserer os mest er ikke OfterrigernesForter og Volde,
men de Mindesmærker, som Familien Gonzaga ved de
af den indkaldte Kunstnere har sat sig i Mantua. Disse
Mindesmærker knytter sig især til Frederik 11’s Regjering,
thi det var ham, der til sit Hof indkaldte Guilio Romano,
denne Raphaels dygtigste Elev. Han udfoldede her sin
voldsomme Kraft, først og fremst som Urkitekt, dernæsti
Freskoer og Kirkemalerier, Ornamentik og Dekoration,
saa at Hertugen skal have sagt: »Mantua er ikke mere
min, men Guilio Romanos Stad«. Der ligger noget sandt
i dette, thi hvor man her kommer, møder man et Palads
en Portal eller en Kirke, som Guilio Romano selv eller
en af hans Elever i hans Uandhar bygget. Fremstaf
alt staar dog Sommerpaladset, ~de-l Te«, hvor man møder
Mesteren i sin Kunsts fulde, voldsomme Magt. Der har
den i Freskoen boltret sig blandt lodne Bachanter, drukne
Mennesker og glade Gader. Jeg skal ikke negte for, at
jeg imellem havde lidt vanskelig for at fordøie flere Scener
ved disse ~Kjødfester«, og for mig undskylder ikke disses
beundringsværdige Kraft flere«Smagløsheder. Men dette
er min Feil, andre vil maaske finde dem mægtige og til
talende, Guilio Romano var jo en fuldblods Renais
sance-Uand, og som saadan bør han helt opfattes, og man
gjør kanske rettest i at blunke, naar·han, som ofte en
Retnings sidste Mænd, gaar lidt over Stregen.
Mantua er en af Høi-Renaissancens sidste Tilflugts
steder, og det var herfra den franske Renaissance indkaldte
to af Guilios Elever til at bygge Slottet Fantainebleaa
Rubens laa her ogsaa flere Aar og knyttede saaledes den
flamske og italienske Renaissance sammen. Et herligt
Mindesmærke om hans Ophold her - en desværre senere
i to Dele skaaren Fremstilling af Treenigheden —— findes
paa Bibslioteket
Piazza Sardello er Byens Centrum, hvilket Udtryk
her som saa ofte ellers giver et noksaa svævende Begreb.
Pladsen ligger ikke meget centralt. Midt paa den lidt
langstrakte Plads er et Mindesmærke for de politiske
Martyrer fra 1851. Foran ligger Domen, St. Peder,
en stor femskibet Basilika med et ufuldendt romansk Taarn.
Det indre af Domen er aandfuldt omarbeidet af Guilio
Romano. Gonzagernes gamle alvorlige Palads, nu
kaldet Carlea reale, tjener delvis til Kaserne en Lod
som det deler med saa mange gamle Paladser og Klostre
i Jtalien. Vor Tid er jo Nyttens og Fremskridtets Aar
hundredel Paladset ligger bastant og stærkt og minder
ved sin Portal og fine Vinduer om, at det byggedes i en
Tid, hvor man maatte kunne sætte Bom for Porte og
Vinduer. Konkurrerende Udelsfamilier søgte i den Tid
ofte at faa istand Folkeopløb, der gik ud paa at bortjage
den herskende Familie eller dræbe Lederen, alt efter som
det faldt sig til. Fordel for Konkurrancen. Det gjaldt da
for de angrebne at have en stærk Fædreborg at ty til.
J Almindelighed var disse Folkeopløb dog ikke saa farlige,
man forligtes snart og Beleiring blev der sjelden til.
Gonzagernes Slot byggedes omkring 1300 og bærer som
sagt til det IZdre den Tids bastante Præg Saa kom den
nyere Tid —— Herskerfamilien blev anerkjendte Hertuger,
Forholdene ordnedes, man behøvede ikke mere atfrygte
Oprør. De kalkede Haller med Stengulve maatte gjøres
luftigere», friere. Man sporer Forandringen ind gjennem
Salene, hvori jeg fulgtes af en gammelforkommen Over
levering af et Slags Statsvægter, der ihver Sal ramsede
op Seværdighederne. Da jeg viste mig særlig interesseret,
blev den gamle krogryggede det ogsaa, og han viste mig
bag Dørene eller andre Steder mange skjulte Dekorationer
~in stilo Raphaello«. Det kunde blot være en snoet Gren
eller en Bladstilk, som den gamle holdt af, men han smilede
fornøiet og tegnede med Tommelfingeren i Luften Deko
rationen. Videre gik vi gjennem Sale, nu øde og tomme,
men selv i sin Tomhed vakre, og med Fantasiens Hjælp
fik man et prægtigt Billede af Renaissancens Fester og
skjenhedsfyldte Livslyst. let Værelse var Tapeterne
tagne bort. Her havde tidligere Raphaels Tapeter hængt
—nu finder man dem i Wien. I et Værelse havde
Napoleon den Store hvilet sine Lemmer.
: Tydligst i hele Vrimlen af Værelser staar dog for
mig Hertuginde Isabella d’Estes i blaat og guld udstyrede
lille Værelsetßenaissance-Stil. Det er noget af det vakreste
jeg har seet. J Taget staar hendes Valgsprog: ~ne-c
mentu, nec spe« - hverken Frygt eller Haab.· - Det
er ofte saa, at smaa Ting kan bringe en Skikkelse liv
fuldere frem, eller at et henslængt Ord kan kaste stærkere
Lys over en Personlighed end selv lange Afhandlinger
~alt er tabt uden Æren« - med disse Ord betegnes
Frankrigs elegante kvindekjære Konge, Frans 1, kanske tyd
ligst. ~L’etat c’est moi« ser man ikke formelig Enevolds
herskeren i Hermelinskaabe med venstre Haand holdende
dets Folder, medens han majestætisk slaar ud med den
høire. ~Mere Lys« Goethes sidste Ord efter sigende
betegner de ikke Manden? Man ser ham formelig
hæve sig mod de lysere Sferer, hvorimod hans Uand altid
stevnede. Hvad jeg nu vidste om Hertuginde Isabella var
kun, at hun var en af Renaissancens mest intelligente
Kvinder, at hun havde staaeti Forbindelse med alle
Tidens ledende Mænd paa det aandelige Omraade, og
at hun havde den sineste Forstaaelse af Bøger, Maleriet
og Antikens Skatte. Men dette Valgsprog: «nec mentu,
nec spe«, disse stolte Ord af Staal, aabnede for mig en
ny Side af hendes Karakter. Meget skal være gjennem
levet før en Kvinde med kolde Oine kan stirre ud i Livet
uden Frygt, uden Haab. Det kan kun en Renaissance-
Kvinde gjøre. Jeg kunde se hende for mig, denne ædle
Fyrstinde, i det lille Værelse i blaat og guld, stolt intel
ligent og i kold harmonisk Ro. Hvorfor dette Valgsprog?
Havde Hertugen Skyld? Hvad ved jeg Væggene kan
ikke tale, heller ikke de tunge Draperier.
2Nærkelig er det, at af denne Slægt, der næsten er
at opfatte som en Type for Renaissancen, voksede frem
Katolicismens skjæreste Helgen, Uloysius af Gonzaga,
hvis Legende, med Hensyn til Slægt-Typen, virker som
en stille Uftenvind paa en solhed Dag.
Min krogede Statsvægter førte mig videre. Der var
flere middelalderske Sale, hvor Vagten holdt til. Vi gik
fra Sal til Sal, min Ledsager holdt Foredrag, som jeg ikke
hørte paa. Lidt efter lidt var vi gaaet igjennem det hele
jeg bød Farvel og hørte Porten slaa igjen for Renais
sancen. Jeg gjorde bitre Sammenligninger mellem For
tid og Nutid, der slet ikke faldt ud til Fordel for vor Tid.
Det er Fare for her paa klassisk Grund at blive gam
meldags, ja antik selv om man ikke gjør som en
gammel lærd Professor i Græsk, der saa-helt levede sig
ind i Untiken, at han gjorde alle sine Beregninger i —-
Drachmer. · , " - H. F.
URD 179
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
