Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. Lørdag 15. Mai 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Mannskript.
(Forts. fra frr. Nr.)
in Fortælling begyndte at blive saa fabelagtig
indviklet, og jeg trængte virkelig at være i
Ro en Stund for ikke rent at tabe Traadene
af mine Hænder. Fornøiet tog jeg paa mig
for at følge mine Forældre og Søskende paa
Stationen. Idet Far gik forbi mig, strøg han
mig over Kindet som Tegn paa at han var fornøiet med
mig; igrunden var jeg hans Vndlingsdatter, det vidste jeg
godt. Nede paa Stationen var der en Mængde Mennesker;
det saa næsten ud som om hele Byen skulde reise idag.
Langt borte i Flokken stod ogsaa den nye Doktor, som
jeg ikke havde set siden hans første Visit hos os; men
Far havde pligtskyldigst været paa Gjenvisit hos ham, og
havde desuden truffet ham flere Gange baade i Klubben og
paa Gaden. ·
Da han saa os, kom han øieblikkelig bort, hilste og
spurte, om vi skulde reise idag.
Ja, vi skal tage os en liden Ferietur, sagde Far,
- og De, Doktor Holst, kanske De ogsaa skal reise bort?
« Ja, bare hjem for et Par Dages Tid; der er
jo ingen Syge om Dagen nu. Solskin og frisk Luft er
nok bedre Medicin end alle Miksturer og Trylledrikke.
Og Frøkenen skal vel ogsaa reise med?
Nei, min Datter skal være hjemme og passe
Huset, sagde Far og nikkede venlig til mig. Ikke sandt,
Lena?
Smilende tog Doktoren Hatten af og bukkede dybt.
De har min Agtelse, Frøken. Forresten saar De
vel da en temmelig livlig Ferie; jeg haaber Deres Brødre
ikke kommer til at gjøre Dem Livet altfor surt!
Skjønt han talte i en spøgende Tone, hørtes det
næsten ud som om han virkelig vilde yde mig lidt
Anerkjendelse Jeg blev rød; det var Skade at jeg slet
ikke fortjente hans gode Tanker om mig. "
Hvorfor skulde de det? sagde jeg raskt. De er
jo alle
Lokomotivet peb for sidste Gang, og der var ikke
Cid til at komme med flere Forklaringer.
Doktoren gik ind i en Røgekupe", mine Forældre og
Søskende trykkede mine Hænder for sidste Gang og skyndte
sig ogsaa ind, Døren sloges igjen og Farvell der gik
Toget, pustende og stønnende som et fælt Uhyre, og dog
gjemte det paa saa mange glade, lykkelige Menneskehjerterl
I de paafølgende otte Dage havde jeg bogstavelig
talt ikke Sans for andet end mit Manuskript.
leg synes dog jeg har en Slags Erindring om at
der hele Tiden var det deiligste Veir. leg antager at
Fjorden var blank som et Speil og lyste og blinkede i
Solskinnet, at det duftede fra Mark og Skog, og at Fuglene
kvidrede og sang. Men alt dette gjorde ikke det ringeste
Indtryk paa mig, alle mine Inteaesser, alle mine Tanker
var ved mit Manuskript.
leg har ogsaa en fjern Erindring om at nogle af
mine Veninder kom til mig for at faa mig med paa en
Landturz men rimeligvis maatte jeg have brugt et eller
andet Paaskud for at slippe at gaa med dem; for det
er ialfald sikkert, at jeg ikke gjorde andet end at skrive
i hele otte Dage.
Unne, som nu havde fuldstændig frie Hænder i
Kjøkkenet, opvartede med Fleskepandekage og Sødsuppe
til hver eneste Middag, enten det inu var fordi dette var
hendes Vndlingsret, eller fordi hun ikke kunde faa noget
andet istand paa egen Haand. Jeg syntes nok at Kosten
t-
wå-
VW
l var lidt ensformig; men jeg spiste dog hvad der blev
sat for mig uden at gjøre en eneste Indvending. Det
Urbeide der optog mig saa helt hævede mig naturligvis
langt over Hverdagslivets smaa Fataliteter. leg skrev
saa jeg holdt paa at faa Krampe i Fingrene, men min
Flid fik da ogsaa sin Belønning Udfaldet overtraf mine
dristigste Forventninger; thi den Dag da jeg ventede mine
Forældre tilbage var alle Vanskeligheder klaret, sem
elskende Par havde allerede fundet hinanden, tre Skurker
havde faat sin fortjente Straf, mens en Del as Bogens
øvrige Hovedpersoner var hensovet blidt og roligt, - jeg
kunde nemlig ikke faa dem anbragt paa anden Ulaade
Min Fortælling var altsaa fuldt færdig; men rigtignok
var den ikke bleven længere end otte og tyve Kapitler.
leg følte mig übeskrivelig stolt og lykkelig, da jeg
gjennemsaa det store Manuskript og tællede alle Siderne;
men jeg gruede dog lidt naar jeg tænkte paa, at det alt
sammen maatte renskrives.
leg havde altsaa virkelig kunnet skrive en Færtæl
lingl Der laa den foran mig; hvor imponerende den
tog sig udl Nu skulde den spredes over det hele Land,
den vilde kanske blive læst af Tusinder, og jeg haabede
den vilde faa Hjerterne til at banke af Spænding og
Forventning. leg havde altsaa taget det første Skridt
paa Berømmelsens Veil
For nogle Penge, som Mor havde givet mig til et
Par nye Handsker, kjøbte jeg det nødvendige Papir, en
Del ekstra gode Pensplitter og et nyt Blækhus. Paa
Titelbladet skrev jeg med store Bogstaver: Vaartid,
Fortælling af Pyrola Uniflora. Det tog sig udenerket
godt ud, baade nær ved og i Afstand. Aldrig havde
jeg følt mig saa stolt og saa vigtig, som da jeg gjemte
disse Skatte i den før omtalte Komodeskuffe. Der trængtes
nok lidt Oprydning, det saa jeg nu; men for Øieblikket
kunde jeg ikke befatte mig med slige Übetydeligheder.
Ult til sin Tidl
Da Mor kom hjem, var naturligvis ikke alt i
Huset efter hendes Sind, saa fordringsfuld som hun altid
var. leg fik en hel Del Skjænd, som jeg imidlertid
modtog med den største Ro. Kunde Mor kanske
skrive en Fortælling paa otte og tyve Kapitler? Havde
det ikke været en let Sag for mig at tørre Støv og vande
Blomsterne, hvis jeg bare havde villet? Io vist, havde
det det. I detteTilfælde varjeg altsaaübetinget den Overlegne.
Ved Hjælp af lidt god Vilje og en hel Del Begeist
ring kunde jeg i de lange Sommerdage faa udrettet
meget, og skjønt det forekommer mig at Mor for hver
Dag stillede større og større Fordringer til mig, var jeg
dog saa heldig at blive færdig med Renskrivningen paa
forholdvis kort Tid.
Det var en stor Pakke med Manuskript, den var
næsten ængstelig stor, rent imponerende saa den ud,
syntes jeg.
Jeg bestemte mig til at sende Fortællingen til en
as vore mest bekjendte Redaktører, og skulde netop til at
skrive et Følgebrev da jeg hørte Mor raabe paa mig
nede i Trappen. I en Fart laaste jeg mine Skatte ned
i Komodeskuffen, og løb ned i Spisestuen; for Kl. var
allerede 7, og da pleiede jeg at skjære Smørrebrød til
mine Søskende Der var en øredøvende Larm derinde;
alle seks sad omkring det lange Bord med Voksdugen
og havde hver sin Melkekop foran sig. Da de fik se
mig raabte de i Kor, i de førskjelligste Tonearter, at de
snart havde ventet en halv Time paa mig, og nu maatte
jeg skynde mig lidt mere end almindelig, at jeg bestandig
var lige sen o. s. v.
·——— Ja, nu kommer jeg jo, sagde jeg ærgerlig, tog
paa mig et Kjøkkenforklæde og begyndte at skjære og
188 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
