Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 20. Lørdag 15. Mai 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
smøre saa fort jeg kunde. Hvor jeg var kjed af alle
disse hverdagslige Pligterl I min Ærgrelse skar jeg
Brodskiverne for tykke, saa der blev almindelig Mis
noie i Flokkenz de største Gutter protesterede høilydt mod
en saadan Behandling. . »
Da ringte det paa Entreklokken
Olav, gaa ud og se hvem det er,·komman
derte jeg. « « « » » «
Olav, der var en af de mindste i Flokken, betrag
tede sin store Søster som en Autoritet, en Anskuelse, som
de øvrige Sødskende slet ikke saa übetinget var enige i.
Med Smørrebrødet i Haanden gik han derfor uden videre
ud i Entreen og aabnede Døren. »
Straks efter kom han springende ind igjen.
Det er en Mand, sagde han og satte sig ned
igjen med stor Sindsro.
lasaa, hvad er det han vil?
- Snakke med Far. Olav greb efter Ukelkekoppen
- Har du ikke vist ham ind i Stuen?
- Nei, sagde min elskværdige lille Bror og rystede
paa Hodet, idet han tog en stor Bid af sit tykke
Smørrebrød
——’For en dum Unge! leg lukkede Døren op, lod
den staa vidt aaben efter mig og kom løbende indi
Entreen med Bredkniven i Haanden.
Der stod den nye Doktor og bukkede og skrabede
som en rigtig Gentleman, da han saa mig.
Han kom for at hente en Bog, som Far havde sagt,
han skulde saa laane; Far og han traf hinanden
nemlig i Klubben nu og da. leg fulgte ham til Fars
Kontor, og i forbigaaende kastede han et Blik ind i
Spisestuen gjennem den aabne Dør.
De, er bestandig saa huslig, De, sagde han. Naar
man ser Dem saa optaget af Deres smaa Sødskende, maa
man uvilkaarlig tænke paa Werthers Lotte.
Jeg havde aldrig læst »Werthers Leiden«, men en
Del af Indholdet kjendte jeg dog fra Fars store tyske
Literaturhistorie, og jeg følte mig meget smigret, skjønt
jeg vel vidste at Sammenligningen var alt andet end
træffende – " .
Før jeg kunde finde et passende Svar, havde
jeg allerede aabnet Døren til Fars Kontor, hvorfra en
Sky af Tobaksrøg strømmede mod os, og det var rimelig
vis noget som faldt i Doktorens Smag.
Da jeg senere kom op paa min lille Digterhybel,
maatte jeg uvilkaarlig kaste et Blik i Speilet for at se,
om jeg virkelig saa ud som en huslig, pligtopfyldende
og elskværdig ung Pige og ikke som en Blaastrompe.
Men naar jeg betragtede mit eget Ansigt, kunde jeg des
værre ikke give Doktor Holst Ret. Og tænk, der sad
der en Blækflek midt paa Næsetippen, en kulsort liden
Flek; det var rigtignok alt andet end førskjønnende for
min før saa impertinente lille Næse. Lotte havde da vist
aldrig Blækflekker i Unsigtetl
leg tog mig dog ikke videre nær af dette Uheld
men satte mig straks ned for at skrive til den Redaktør,
der skulde lyksaliggjøres med min Fortælling
Paa ikke mindre end seks tætskrevne Sider gav jeg
ham meget vidtløftige Oplysninger, ikke alene om mit
foregaaende Liv, men ogsaa om mine Planer og For
haabninger for Fremtiden, og jeg tvilte ikke paa at alt
dette maatte interessere ham i høi Grad. Skjønt jeg
ikke ansaa det for meget sandsynligt, at Pakken vilde
blive tilbagesendt, var jeg dog saa klog at indse, at der
kunde være en Mulighed for at dette vilde ske. leg
bad ham derfor, at han i Tilfælde maatte sende den til
bage under Merket X. Y. Z. poste roste-vise
Da Pakken var førseglet og førsynet med Udresse
og Frimerker, listede jeg mig ud paa Gaden med min
kostbare Skat gjemt under Regnkaaben. Da det kom til
Stykket havde jeg dog ikke Mod til selv at bringe den
paa Posthuset. Ukens jeg stod lidt uvis og studerte paa
hvad jeg nu skulde gjøre, kom en liden Fattiggut sprin
gende ned fra Folkeskolen med sine Bøger under Armen,
og han skulde blive min reddende Engel. Jeg stansede
ham og lovede ham lo Ore, hvis han vilde springe
paa Posthuset med en Pakke for mig, og dette behøvede
jeg naturligvis ikke at bede ham om to Gange. I en
Fart var han afsted, og jeg stod imidlertid ien Sidegade
for at udbetale ham den lovede Belønning naar han
kom tilbage.
Nu var altsaa min kjære Fortælling sendt ud i Verden.
Det saa næsten ud til at min Digteraand nu maatte
have raset ud, ialfald for en Tid, og jeg følte ingen
Trang til at tage fat paa noget nyt Arbeide for det første.
Hver Gang jeg saa Postbudet nærme sig Huset,
sprang jeg ud paa Trappen og spurte med Hjertet i
Halsen om der ikke var noget Brev til mig; men Man
den rystede altid paa Hodet og blev tilslut ganske kjed af
mine Spørsmaal-
Endelig vovede jeg mig en Aften ind paa Posthuset,
og spurte med bankende Hjerte om der ikke var kommet
nogen Pakke, merket X. Y. Z.; men Postbekjenterne vidste
intet derom og var øiensynlig forbausede over, at jeg
ventede den Slags mystiske Forsendelser. I de vaagne
Timer om Nætterne følte jeg mig ofte saa urolig at jeg
syntes jeg næsten ikke kunde holde det ud. Uken tilsidst
kom jeg dog til det Resultat, at jeg ikke havde andet at
gjøre end at slaa mig til Ro og førsøge at smøre mig
med Taalmodighed.
Der indtraf ogsaa førskjellige Begivenheder, der
hjalp mig noksaa godt over denne spændende Tid.
Det merkelige hændte nemlig, at vi havde et lidet
Selskab en hel Begivenhed i vort Hjem; thi stjønt
begge mine Forældre af Naturen var meget selskabelig
anlagte, syntes de ikke de havde Raad til at føre noget
gjæstfrit Hus. Men nu havde Far blevet saa gode
Venner med den nye Doktor, som han ofte havde truffet
ude, og han syntes ikke han godt kunde undgaa at se
ham hos sig en Aften. Foruden Doktoren var der bare
en liden Kreds af vore nærmeste Venner, der var indbudt,
saa man kunde næsten ikke kalde det et Selskab. Til
Aftens havde vi ogsaa bare kolde Retter, og deriblandt
en deilig Sildesalat, som jeg selv havde lavet. Som sagt
førstod jeg mig ikke videre paa Kogekunsten; men jeg
havde dog et ganske merkeligt Talent for Sildesalat, enten
det nu var fordi det var min Vndlingsret, eller hvad
Grunden nu kunde være, og Mor betænkte sig aldrig paa
at betro mig Tillavningen af denne Ret.
Denne Gang var Sildesalaten ogsaa bleven udenerket,
og Tante Anna, som alle vidste førstod sig godt paa
Mad, sagde ganske høit til Mor tvers over Bordet:
Det var da en udenerket Sildesalat, Kathrine,
den har saadan en egen, pikant Smag. Hvad gjør du
med den for at faa den slig?
Det saar du spørge min Datter om, sagde Mor
smilende. Med Hensyn til Sildesalat er hun den første
Autoritet her i Huset.
Fra alle Kanter regnede der Komplimenter ned over
mig, og Doktor Holst, som før havde ladet Fadet gaa
fig forbi, førsynte sig nu med en stor Portion, som han
øiensynlig fortærede med den bedste Appetit.
Jeg besørgede Opvartningen og skjænkede Teen, da
Mor altid syntes det var saa uhyggelig at have Pigen
inde, naar der var Fremmede, og merkelig nok gjorde
jeg mine Sager ganske godt den Aften. ·
URD 189
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
