Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 22. Lørdag 29. Mai 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et Manuskript.
(Slutning).
revet lød saaledes
Gode Frøkenl
Jeg sender Dem herved Deres Manuskript
tilbage, da det ikke egner sig til Optagelse i
vort Blad. —-
J Henhold til Deres utrykkeligudtalte Ønske
skal vi meddele Dem vor uforbeholdne Mening om Deres
Arbeide. Vi vil ikke gaa saa vidt som at frakjende Dem
alt Talent; men det forekommer os dog at De endnu
mangler den for en Forfatterinde saa nødvendige Kjendskab
til Livet og Menneskene. Som Følge heraf findes der
naturligvis iøinefaldende Svagheder baade ved Karakter
tegningerne i Deres Bog og ved Ordningen af den yderst
indviklede Handling. Sproget lider ogsaa af Mangler.
De er rimeligvis endnu meget·ung. Naar De om ti eller
tolv Aar har opnaaet større LNodenhed og Livserfaring,
kan De atter sende os et Arbeide dog vil vi helst
ikke have det fuldt saa omfangsrigt som det foreliggende
- og da vil vi muligens kunne give Dem et andet Svar.
Med Ugtelse o. s. v.
Da jeg første Gang læste dette, førstod jeg rimeligvis
ikke et eneste Ord af det hele; men mine Taarer havde
endelig faat Ufløb, og flød uhindret ned paa Brevet hvor
de efterlod sig Flekker hist og her. Jeg brød mig dog
ikke det mindste om at min Fortælling ikke var bleven
antaget. Jeg tænkte bare paa, hvor skrækkeligt det var,
at Doktor Holst havde hørt alt dette. Det som han netop
havde staat i Begreb med at sige mig, vilde han aldrig
mere tage over sine Læber, det vidste jeg godt; jeg var
jo desværre ikke slig som han havde tænkt. Asken hvor
var han da? Kanske han havde foretrukket at gaa sin
Vei uden at sige Farvel. Nei— der kom han jo fra den
smale Sti mellem Bønnesengenel han gik langsomt hen
til mig og tog Hatten af. Først senere kom jeg til at
tænke paa hvor bleg han havde været «
—— Jeg maa bede saa mange Gange om Undskyld
ning, fordi jeg har spilt Lurerens Rolle, sagde han,
idet han øiensynlig undgik at se paa mig. Jeg maa
ogsaa bede Dem tilgive min übeføiede Dom over literære
Damer; som De vel kan tænke Dem, havde jeg ingen
Unelse om at mine Udtalelser kunde ramme Dem.
Jeg kjendte ham næsten ikke igjen; hans Stemme
lød faa fremmed og unaturlig. Jeg slog Øinene op og
saa paa ham, .
Sig ikke mere, sagde jeg ganske sagte og med
skjælvende Læber Sig ikke mere til mig nu. Gaa —-
gaa fra mig. Jeg vilde selv have sagt Dem alt, - at
jeg er ganske anderledes end De har indbildt Dem; men
nu har de faat vide det paa en anden Ukaade Tal ikke
mere til mig, gaa fra mig!
Hvis han havde kjendt mig lidt bedre og set hvor
fortvilet jeg var, vilde han rimeligvis have førstaat at
~gaa fra migl« i dette Tilfælde var ensbetydende med
~bliv hos migl« Men det er merkeligt hvilken daarlig
Fatteevne 2Nændene ofte har.
——- Som De ønsker, Frøken, sagde han stivt. For
Øieblikket er De naturligvis saa optaget af Deres egne
Anliggender, at De ikke kan fæste Opmærksomheden ved
noget andet. Det lader til at vi begge har havt en
Skuffelse idag. Jeg vil inderlig ønske, at De engang maa
opnaa den Berømmelse De tragter efter; men maatte
De bare ikke finde at den blev kjøbt for dyrtl
Z
CSN
«-
Da han havde sagt dette, antager jeg han gik sin Vei«
Jalfald saa jeg intet til ham, da jeg en Stund efter tog
Hænderne fraUnsigtet, og jeg blev saaledes siddende alene med
min Bønnekurv, mit Manuskript og mine Taarer. paa
den grusomste Maade var jeg revet ud af min vakre
Drøm; den var forbi nu. Begge mine Drømme var
forbi, baade den om Ære og Berømmelse og den om
Kjærlighed; men jeg tænkte bare paa den sidste.
ZNit Talent kunde nok ikke være saa overvældende
stort alligevel; thi det gjemte sig formelig i en Krog som
et Barn der har faat Skjænd, ja, for mig maatte det
gjerne gaa til Bloksbjerg Hvis Holst bare ikke havde
gaat saa snart, kunde jeg jo have forklart ham hvorledes
det altsammen var gaat til, og at jeg ikke havde tænkt
at bedrage ham; men nu var han borte, jeg havde
jo selv bedt ham gaa, og fra nu af vilde han betragte
mig som en løgnagtig liden Tingest, der af Koketteri eller
en anden ligesaa skrækkelig Grund havde moret sig med
at spille Komedie med ham. En Mand med en saa helt
igjennem sand og ærlig Karakter kunde aldrig tilgive sligt,
det følte jeg. Og dog havde det slet ikke været min
Mening at føre ham bag Lyset. Hvor store Feil jeg end
kunde have, en Løgnerske havde jeg aldrig været. Men
det Navn vilde han nu give mig; jeg var brændemerket
i hans Øine, det følte jeg bittert og smertelig.
Da jeg om Eftermiddagen en Stund var alenei
Kjøkkenet, tog jeg det ulykkelige Uianuskript og kastede
det paa Ilden. ZNed en vis Tilfredsstillelse stod jeg og
saa paa, at det ødelæggende Element gav sig i Kast med
min engang saa dyrebare Fortælling og fortærede den til
sidste Blad. Min Stolthed og min Trøst i saa mange
Dage og vaagne Nætter var-nu forvandlet til en Uskehob
Lidt senere hørte jeg Far klage over at der lugtede
brændt over hele Huset, og Pigen blev ogsaa ganske
ærgerlig, da hun opdagede at Ovnen var fuld af Papir
askez men Mor lod som om hun ikke merkede noget.
Det faldt mig ikke ind at jeg kunde have sendt For
tællingen til et andet Tidsskrift, eller at jeg, efter de bitre
Erfaringer jeg nu havde gjort, atter kunde vove mig ud
paa Forfatterindens tornefulde Vei.
Af hele Jndholdet i den ulykkelige Pakke beholdt
jeg kun Redaktørens Brev som et smerteligt Ukinde om
denne skjæbnesvangre Dag.
J de næste fjorten Dage talte Far ofte om, hvor
merkeligt det var at Doktoren aldrig var at se mere; men
daMor bemerkede, at han rimeligvis havde faatmere Praksis
i det sidste, syntes Far ogsaa at dette var rimeligt og tænkte
ikke mere over det hele. Det vakte ikke liden Opsigti
Byen, at vor unge Doktor, som nylig havde været den
gladeste blandt de glade, med en Gang blev saa stille
og alvorlig. Han afslog næsten alle Jndbydelser og saaes
sjelden paa Gaden, uden naar han gik til sine Patienter.
Men da det ikke saa ud til at han skulde blive anderledes
begyndte Folk snart at tale om andre og interessantereTing.
Uken alle hjemme, og Mor allermest, var endnu mere
forbausede over den store Forandring der var foregaat
med mig. Jeg var næsten ikke til at kjende igjen. Da
jeg paa engang havde mistet alt det som mit forfængelige
åjerte havde fæstet sig ved, følte jeg en saadan uendelig
omhed baade i mig og omkring mig, at jeg krampagtig
greb efter det første det bedste der kunde udfylde min Tid
og optage mine Tanker. Ukine Forældre fik ikke mere
Unledning til at beklage sig over at jeg førsømte mine
Pligter, og mine Søskende kunde ikke længere sige at jeg
ikke var venlig mod dem. Naar jeg hverken kunde blive
t eller elsket, saa vilde jeg- da ialfald førsøge at faa
en Smule Lighed med det Jdeal som ~han« engang
havde anset mig for at være. ·
214 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
