Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 22. Lørdag 29. Mai 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ukor forholdt sig en Stund temmelig skeptisk ligeoverfor
den Forandring der var foregaat med mig; den var
altfor pludselig, mente hun, og kunde derfor ikke’ blive af
lang Varighed. Men da Høsten kom, gik jeg fremdeles
tappert videre paa den Vei jeg havde betraadt, og udpaa
Vinteren var jeg allerede bleven saa flink at jeg paa egen
Haand kunde overtage en stor Del af Husets Byrder, ja,
det merkeligste var, at jeg virkelig begyndte at interessere
mig for Rengjering, Strygning og Bagning, og lignende
uundgaaelige huslige Arbeider som jeg før havde set paa
med saa lidet venlige Øine. Mor roste mig ofte, og det
gjorde mig altid godt at høre; men rigtig glad følte jeg
mig dog ikke. Vinteren gik alligevel meget fortere end
jeg havde tænkt, og snart havde vi Vaaren med Varme
og Solskin, med nyt Liv i Naturen og nyt Haab for de
stakkels urolige, længtende Menneskehjerter.
Doktor Holst saa jeg ikke ofte; men i den lille By
kunde det jo ikke undgaaes at vi traf hinanden en og
anden Gang. Det hændte ogsaa at vi vekslede et Par
Ord, men altid i en Tone som om vi ikke ønskede at
indlade »os paa noget nærmere Bekjendtskab. Fra mange
Kanter hørte jeg at han nu havde Patienter i mængdevis,
og at han begyndte at faa Ord for at være en ren
Vidunderdoktor. "
Første Pinsedag pleiede der altid at være stort Familie
selskab hos Tante Anna, og iaar skulde der naturligvis heller
ikke gjøres nogen Undtagelse fra den almindelige Regel.
- Jeg haaber Dere undskylder at jeg ogsaa har ind
budt et Par fremmede, hviskede Tante Anna, da hun tog
imod os i Entreen. Det er bare et Par unge Herrer
som jeg alligevel maatte se hos mig engang. Gjæsterne
er alt kommet, og vi skal netop gaa til Bords; du faar
Doktor Holst til Bordkavaler, Lena.
- Doktor Holst? sagde jeg ganske førskrækket
Tante Anna 10. ""
- Vær ikke ræd, han bider dig ikke; men hvis du
slet ikke kan udstaa ham faardu underholde dig med din
Nabo tilhøire. Ulle de andre har alt taget Damer til
Bords, saa der bliver nok-ingen anden til dig.
En Stund efter stod Doktoren bukkende foran mig,
og taus lagde jeg min Urm i hans. Ganske stille og
alvorlige sad vi ved Siden af hverandre ved Bordet. Han
henvendte sig udelukkende til· sin Sidedame tilvenstre, og
naar jeg fandt det passende ogsaa at sige et Par Ord,
tiltalte jeg min Nabo tilhøire. Jkke en eneste Gang
drak vi med hverandre; men da min Onkel Sorenskriveren
udbragte sin reglementerte Skaal for ~dem vi elsker«, følte
jeg, at min Bordkavaler sendte et stjaalent Øiekast hen
paa mig. Jeg blev baade rød og bleg; men vi var
begge ligesaa tause og alvorlige som før. Uiinuterne sneg
sig langsomt hen; denne Middag syntes dog aldrig at
tage nogen Endet Og dog kan jeg ikke negte for, at
det havde sin Jnteresse endnu engang at sidde ved hans
Side. Endelig reiste vi os da fra Bordet.
Stor Promenade gjennem Havenl kommanderte
min Onkel, som rigtig var i sit Es, naar han kunde
være den ledende ved slige festlige Anledninger De gamle
gik foran, alle de unge fulgte efter, og det var et temmelig
langtTog der bevægede sig gjennem de lyse, festlige
Værelser og ned i den vakre, solbelyste Have der med en
hel Skog af blomstrende Syrentrcer og med sine Hækker af
Jasminer og Guldregn næsten tog sig ud som et Felandskab.
« Da vi begge nølede lidt, før vi kunde bestemme os
til at gaa sammen i Toget, var vi saa uheldige eller
heldige at vi blev det sidste Par.
Vi behøver vist ikke at gaa, sagde jeg og aandede
hurtig. Blandt saa mange Ukennesker bliver der ikke lagt
merke til at vi ikke er med. Og jeg førsøgte at trække
min Urm ud af hans.
Synes De da det er saa skrækkeligt at gaa sammen
med mig? spurte han alvorlig, næsten bedrøvet
Ja, sagde jeg, og to store Taarer rullede ned
over mine Kinder. Jeg tror jeg havde havt dem i Be
redskab i Løbet af de sidste Timer, og at de kun havde
ventet paa et passende Øieblik til at komme frem.
Den store Spisestue var allerede tom. Hurtig rev
jeg min Urm løs, og løb ind i Sideværelset hvor jeg
kastede mig ned i den første den bedste Lænestol og brast
i voldsom Graat. Men i samme Øieblik stod Doktor
Holst ved min Side.
- Lena, graat ikke saa, jeg holder ikke ud at se
Dem graate saa. Tilgiv mig, Lena, jeg kjendte ikke
mit eget Hjerte da jeg træde, at jeg kunde leve uden
Dem. Jeg har ikke havt en glad Time siden den ulykke
lige Dag i Haven. Jeg elsker Dem, Lena; nu kan jeg
ikke tie længere, jeg maa sige Dem det. J hele denne
Tid har jeg ikke vovet at sige Dem det; jeg havde jo
fornærmet Dem paa det dybeste. Skriv Romaner saa
meget De vil, hvis De slet ikke kan lade være; det er
mig ligegyldigt, hvis De bare vil holde af mig og
blive min Hustru.
Jeg kan ikke nu saa nøie erindre alt hvad han
sagde; men det husker jeg, at for mig førsvandt baade
Fortid og Nutid i en eneste stor, overvældende Følelse
af Lykke.
——— Herefter vil vi altid holde af hverandre, sagde han,
idet han trak mig hen til sig og strøg mig over Haaret.
Asken vi maa have Taalmodighed med hinanden, hvis det
skulde behøves, og aldrig mere maa vi skilles i Vrede.
Aldrig, sagde jeg og gøs ved Tanken paa den
skrækkelige Tid jeg havde gjennemgaat.
- Og min lille Kone maa vel faa Lov til at være
en Blaastrømpe da, naar hun endelig vil; ja det er mig i
Grunden fuldstændig ligegyldigt, naar jeg bare har dig,Lena.
Nei, sagde jeg og lo lidt forlegent; du maa nok
give Afkald paa at faa en t Kone. Romaner skal
jeg aldrig mere skrive.
Jkke det? sagde· han, næsten lidt skuffet. Han
vilde med Glæde gjøre et Offer, og nu forlangte jeg
det jo slet ikke.
- Og nu har jeg virkelig førsøgt at blive slig som du
engang træde jeg var. Jeg har ialfald gjort hvad jeg
kan. Dengang tog du jo feil af mig; men jeg havde
slet ikke tænkt at føre dig bag Lyset.
ZNen det kunde da ikke falde mig ind at tro.
Jo, du kan ikke negte det; dengang træde du det.
Han betænkte sig et Øieblik
—— Kanske for en kort Stund, men nei - kom,
lad os tale om noget andet.
– Ja, gjerne, men du hører jo slet ikke paa hvad
jeg siger. Jeg fortalte dig netop, at jeg nu er blevet
saa flink; jeg begynder næsten at gaa Ukor en høi Gang.
Nei virkelig, sagde han; men hvad skal jeg saa gjøre
med al min ÆdelmodighedP - Ja, det ved jeg ikke,
svarte jeg; jeg trænger den ialfald ikke.
(Forts. Side 2i8.)
URD 215
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
