Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. Lørdag 5. Juni 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
som forøvrigt er bleven benyttet i mange førskjellige Be
tydninger kalde dem de problematiske Naturen Thi
Særkjendet for dem er det uforklarlige, gaadefulde, irra
tionelle, —— et altid foruroligende Spørgsmaalsteign. De
passer ingensteder ind og kommer aldrig til Ro, evig
utilfredsstillede, søgende, higende, alt ofrende, alt krævende,
som de er, vil Jorden bestandig synes dem for trang og
Ulenneskene for smaa. Det er dem Goethe tænker paa,
naar han skildrer Faust i de te Linier:
Nicht irdisch ist des Thoren Trank noch Speise.
Jhn treibt die Gährung in die Feme;
Er ist sich seiner Tollheit halb bewusst:
Vom Himmel fordert er die schönsten Sterne-
Und von der Erde jede höchste Luft,
Und halbe Nähe und halbe Ferne
Befriedigt nicht die tiefbewegte Brust.
Der har levet mange slige Sjæle paa Jorden før
Goethe tegnede deres Jdealbillede isin udødelige Tragedie,
og der vil neppe blive færre af dem efter denne Dag.
De faar som de andre Dødelige sinde sig i at bære sit
Kors saa stille som muligt og se sig skildret i Digternes
Bøger. Jngensomhelst Forandring i Samfundsordenen
vil hjælpe dem til at føle sig hjemme paa vor rullende
Klode. Ja, end ikke et saa probat Universalmiddel som
Kjærlighed kan slukke deres Sorger. Jeg nævner dette
sidste særlig, fordi Laura Ukarholm i sin ~Kvindernes
Bog« har ment at kunne forklare Sonja Kovaxlevskys
Eivstragedie af den ene Ting, at hun ikke sik den ZNand,
hun skulde havt. ·
sk:
Var Sonja Kovalevsky død et Par Aar tidligere,
vilde hun blot staaet for os sont den lærde Ukathematiker,
en gaadefuld, unævnelig.Skikkelse, uvirkelig, mystisk, halvt
Ukenneskg halvt overjordisk Uand og slet ikke Kvinde.
Til alt Held for os ofrede hun i sin sidste Livsperiode
saa megen Tid paa sine literære Jnteresser, at hun fik
fuldført sin Bardoms Historie, ~Systrarna Rajevsky«, og
den Samling novellistiske Fragmenter og kritisk-biografiske
Udkast, som hendes Veninde, Ellen Key, udgav efter
hendes Død under Fællestitlen ~Vera Vorontzoff«. J disse
to smaa Bind afslorer hun sin virkelige Personlighed og
fortæller sit Hjertes Historie. Af dem lærer vi et Ufenneske
at kjende, der interesserer os ganske anderledes end den
verdenste kvindelige Professor.
Hendes skjønliterære Forfatterskab blev da ikke meget
omfattende. Hun døde Uaret efterat hendes første Bog
var udkommen - med Hovedet fuldt af Planer til nye
Verker og efterladende sig et endeløst Untal Udkast, Paa
begyndelser og Notater. Sikkert har hun mangen Gang
sørget over, at hun saa sent gav sig ind paa Forfatter
banen. Thi medens hendes videnskabelige Arbeide sled
hende op, gjorde hende nervøs og forpint, gav det literære
Trøst og Glæde. Først her kunde Hjertet være med
det store varme Hjerte, som passed saa daarligt ind i den
kolde Verden. Saa meget tristere var det, at hun ikke
fik Anledning til ret at udfolde sine kunstneriske Elmer
Men det, som foreligger fra hendes Haand og
som vi blot kjender i svensk Oversættelse - er helt igjen
nem præget af hendes eiendommelige Personlighed. Frem
stillingsformen er den enkle, ukunstlede, indtrængende,. Vi
beundrer hos de russiske Klassikere, Turgenjef og Tolstoi
Og Stiltonen er lyrisk følelsesfuld, mild og øm som i
gamle Sange. Det lyriske Foredrag og den altid heftige
Ukedlidenhed med de skildrede Mennesker skaber en naturlig
Enhed og Sammenhæng i Udviklingen af Emnerne, der
virker ganske anderledes overbevisende end den kunstige,
som tilveiebringes ved en strengt logisk Komposition.
Virkeligheds-Grundlaget for hendes Skildringer er altid
personlige Oplevelser og Erindringer, kun sjelden tager
hun Tilflugt til sin rige levende Fantasi. Gang paa Gang
beskrives den lange Jernbanereise fra Nordens Sne og JS
til Rivieraens Solskin og blomstrende Frugttrær. Den
Tur gjorde hun mer end engang i de Aar, da hun var
Professor i Stockholm. Stadig kredser hun om TNinderne
fra sit ensomme Barndoms- og Ungdomsliv paa Palibimo.
Hun er den lille, sky, nervøse, lidenskabelige, drømmende,
grublende og altid forladte Tamja i Systrarnaßavjevski,
og hun er den stakkels førsømte og fortvilede Vera Vo
rontzosf, der drømte om at blive Missionær, men endte
med at gifte sig med en livsdømt Nihilist for at lette
hans Straf, og siden følge ham til Sibirien. Overalt
er hun Naturbarnetl det brændende Hjerte, det ustyrlige,
zigeuneragtige Jnstinktvæsenz —— aldrig det vi vented hun
skulde være: den tidlig modne Hjerne, det intellektuelt over
udviklede Vidunder, som skulde blive en af Tidens store
Tys paa den abstrakte Tænknings Omraade. Hun følte
sig inderst inde blot som den svage, lidende, ømhedstør
stende Kvinde i en kold, tom Verden. .
Vidste vi ikke, at hun skrev lærde og dybsindige ma
tematier Afhandlinger og docerede denne ophøiet ~rene«
og for almindelige Dødelige utilgjængelige Videnskab fra
et Professorkateter i Stockholm, kunde vi tænkt os Sonja
Kovalevsky som en almindelig ulogisk, varmtfølende ung
Pige. J den Grad er hendes Bøger blottet for Hentyd
ninger til Videnskaben. J det efterladte, ufuldførte Første
kapitel af Romanen Vee Viotisskildres en Undervisnings
time i Matematik Det er det hele.
Og«dog var hun visselig betaget af sin Videnskab.
Det var for at kunne hengive sig til den, at hun indgik
Skinægteskabet med Woldemar Kondenka Og fra det
Øieblik hun i sit tolvte Aar tilfældigvis havde faaet en
Smule Undervisning i Ukatematik, stod hun i denne strenge
Herskers Tjeneste - med eller mod sin egen Vilje hele
Livet igjennem. Hendes Biografer fortæller om, hvordan
hun i de lange Studieaar i Heidelberg og Berlin arbeidede
Dag og Nat uden at unde sig Hvile. Næsten aldrig gik
hun ud, søgte ingen af de Adspredelser en stor By har
slig Overflod paa, for hende eksisterede ikke andet end
Akatematiken Hun sad som en Slave lænket til sit Bord,
og som Slaven sled hun sig frem, uden Glæde, uden
Haab, blot drevet af den blinde, tvingende Nødvendighed
Jndtil hun faldt udenattet sammen.
Det vilde derfor ogsaa ligge nær for Haanden at
søge Spor efter de mekaniske Videnskabers üboielige Lov-
222 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
