Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. Lørdag 5. Juni 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mæssighedslærei hendes Livsanskuelse, der altid var præget
af blind Skjæbnetro og Pesimisme. Men for Naturer
som Sonja Kovalevsky spiller teoretiske Overveielser en
temmelig førsvindende Rolle, naar det gjælder sLivets dybeste
Hemmeligheder Hun var ikraft af sit uendelig sensible
og bevægelige Temperament anlagt for Mysticisme, en
Verdens- og Livsopfatning der som bekjendt er i ganske
særegen Grad eiendommelig for den slaviske Rase. Et
af de dybeste Eiendommeligheder ved Uiysticismen er dens
Forstaaelse af Tidelsen og Hang til grublende Beskuelse
og Kvietisme Og for Sonja Kovalevsky var ZNenne
skenes Lidelser i det korte Jordliv Gaaden over alle andre
Gaader. Atter og atter kom hun tilbage til den Tanke,
hvor værdiløs og meningsløs al Udvikling og Fremad
skriden er, naar den maa kjøbes med øget Smerte og Sorg.
Der findes blandt hendes efterladte Arbeider et Brud
stykke med Titelen væ Viotis en Jndledning til en
Roman som forekommer mig at være hendes bedste
og personligste Frembringelse, tiltrads for at det altsaa
blot er et flygtigt Udkast, som hun ikke fik Anledning til
at give den Form, det skulde have.
Dette Roman-Fragment er et Slags Digt i Prosa,
skildrende Vaarens Seir over Vinteren. De to stridende
Aarstider optræder i Person. Vinteren er en høi, kraftig
Kvinde, hvis Lader og Bevægelse.er præget af en høi
tidelig, majestætisk Ro. Hendes Ansigt bar det Udtryk,
man finder hos de indiske Guder en foragtfuld Med
lidenhed for alt, som slæber paa Livets Byrde, en stum
Underkastelse under den evige Nødvendigheds Love og en
høitidelig stille Venten paa det uundvigelig kommende
Nirvana. Medens Vinteren saaledes er idel Enhed og
Harmoni, er Vaaren den inkarnerede Tvedragt og Uro.
Hendes Ansigt er et gjennemført ANodsigelsensTegn Det
øvre Parti har sine idealistiske Linjer, men Underansigtet
er sterkt fremtrædende og bærer et rovgjerrigt, næsten dyrisk
Præg. Om hendes Læber spiller et übestemt, halvt haan
ligt, halvt trodsigt Smil. Medens Øinene snart synes
dybe og straalende, snart sorte, pragtfulde, vellystige og
granskende som hos de gamle Satyrer.
Alene Vinteren taler. Hun overøser Vaaren med
Bebreidelser, fordi den har trængt sig ind i den stille,
skjønne Skov forat vække de sovende, lykkelig drømmende
Dyr og Planter til Livets korte Lyst og lange Lidelse.
~Hos dig«, siger Vinteren,.,,findes blot en eneste, alt op
slugende Lidenskab ——— at·fkabe. For at tilfredsstille den
ofrer du Alverden. Hvor der er Plads for en, kalder
du Tusener tillive, men hvad der siden skal blive af disse
utallige myldrende Liv, derom bekymrer du dig ikke. Du
lover en Lykke uden Maal og Maade, endeløse Nydelser,
evig Kjærlighed Alen i dit stille Sind ler du af det
hele; den ved bedre end nogen anden, at sligt bare er
Eventyr og Løgn, at der ikke findes nogen Lykke paa
Jorden, at Kjærligheden er et tomt Ord, at hvert Gie
bliks Nydelse er kjøbt med egen eller andres Lidelser. Døden
er det endelige Maal for alt Levende, men Veien til dette
Maal gaar gjennem Sorg og Kval, og jo kraftigere, jo
intensivere Livet er, desto dybere er Sorgen, desto bitrere
Kvalen . . .« Og Vinteren udenaler med lidenskabelig
Veltalenhed, hvor skjøn Skoven er, lsom den ligger bunden
af Kuldens Dødssøvn. Der er ikke Spor at se efter Livets
urene Sanselyst og onde Strid. Sneen har bragt sit hvide
Klæde over den blodbestaenkede Valplads. Og alle de,
som maatte være med i Livets korte, haabløse Krig, ligger
hensunkne i den kvægende drømmeløse Søvn, der langsomt
vugger demindiden evigeTilstand,somheder Drøm . . . Hvad
bliver vel disse stakkels Væseners Lod, om den paany
vækker dem tillive? At flagre et Par Timer over de
duftende Marker, at se Roserne, der var ligesaa skjønne
i Drømme, at bevare sig i den sanselige Lidenskab, der
midt i Nydelsens Øieblik rummer saa megen Smerte,
og saa slappes allerede ved Solnedgang Vingernes Kraft,
det plagsomme 2Eglægningsarbeide begynder, og det sluger
Livets sidste Resten Naar det er slut, har det lille Væsen
endnu saavidt Styrke igjen, at det kan krybe ned i et
Hul i Veikanten, og der ligger det og pines nogle Timer,
til et Hle farer henover det eller en Fugl hakker det
istykker med Næbbet . . .
· ZNen Vaaren svarer slet ikke paa al denne begræde
lige Snak. Den aander bare paa Sneen, knuser Jsens
Lænker —— og Livet vaagner til sin korte Fryd og lange
Kamp, vaagner denne Gang som de tusen Gange før . . .
Ve de tabende - saa lød Livsmelodien, Vaarens
brusende Seierssang for Sonja Kovalevskys Øren. Og
det var de slagnes sørgelige Saga hun vilde skrive. Selv
følte hun sig som den overvundne, den nedtrampede, der
aldrig kom med til Livets korte Fest. ZNen der er en
høiere Retfærdighedens Lov til end den vi stakkels Ukennesker
med vor Kortsynthed kan faa Øie paa. Den Sjæl, deri
frygtlost Sandhedsmod og offervilligt Arbeide har kjæm
pet Livets Kamp tilende, dør ikke. Den staar op af
Graven som en Skystøtte om Dagen og som en Jldstøtte om
Natten visende os Veien til det Land, hvor der altid seires.
tyk-»Acm
(
URD 223
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
