Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. Lørdag 5. Juni 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mange glimrende, hensynsløse Bedrifter. Jeg sagde det
ogsaa til Robert forleden Dag, men han vilde ikke høre
paa det.
Jeg kunde ikke lade være at sukke, da hun nævnte
Robert Comptonz han og Stefanie havde været Lege
kamerater op igjennem Barneaarene. Fru Compton,
Roberts Mor, var en fjern Slægtning af Stefanie og
boede paa Granly, lige i Udkanten af Valbjergskoven.
Hun var tidlig blevet Enke, og Stefanies Far, Rikard
Chudleigh, der var hendes eneste Barns Formynder, havde
taget Mor og Søn under sin Beskyttelse Det lignede ham
netop, gavmild og ædelmodig som han var, at leie
Enken Granly for ennominelSum, ogsaa vokste Stefanie
og Robert op sammen.
Jeg saa aldrig Robert sammen med sin Mor, uden
at jeg maatte tænke paa hine rørende Ord i den hellige
Skrift: .Han var sin Moders eneste Søn, og hun var
Enke. Hvilken Verden af Medfølelse og Kjærlighed de
indeholderl Fru Compton forgudede sin Søn; i hendes
Øine var Robert med sin undersætsige, firskaarne Skikkelse
og sit stygge, gulagtige Ansigt aldeles fuldkommen. Jeg
tror den moderlige Kjærlighed har dybere Jndsigt og
læser klarere end nogen anden; men ogsaa jeg fandt Ro
bert meget tiltrækkende med hans ærlige, graa Øine og
mandlige, bestemte Optræden: han var saa sand, saa
uegennyttig i sin Hengivenhed for sin Mor.
Og saa var det den gamle, gamle Historiel Under
Samværet og Uvirksomheden de lange Sommerdage havde
Guttens Forelskelse udviklet sig til en Mands sterke Kjær
lighed; bestemt og modig var han færdig til at bekjæmpe
enhver Hindring. Fra Barneaarene havde Stefanie været
Roberts Jdeal; ja, selv da han var i Oxford, handlede
Brevene om hende. Fru Compton læste dem høit for
mig, og undertiden sukkede hun over Papiret.
Hvad skal vi gjøre, Anna-? pleiede hun at sige.
Min Gut mister Hjertet sit til en Pige som aldrig vil
have ham. Stefanie med sin Skjønhed og Rigdom kan
vinde en Grevekrone. Naar jeg dør, vil Robert bare faa
fire hundrede Pund om Uaret ved siden affin Gage.
Hvorledes tør han nærme sig en rig UrvingP
——Hvis du vilde samtykke i at skilles fra haml
begyndte jeg nølende, for jeg vidste at det var at begive
sig ud paa gyngende Grund. Granly og Valbjerg ligger
hinanden saa altfor nær; nogle Uars Fravær kunde
helbrede Robert. Hun saa ud som en rasende Lovinde,
der førsvarer sin Unge. Det er let at se at du ikke er
Mor, Anna, sagde hun vred, og hendes Bryst hævede
og sænkede sig sterkt, mens hun talte. J Uarevis skilles
fra min Gutl Nei, nei! ikke før jeg eri min Grav. Hvis
min Søn maa gaa i Landflygtighed, saa vil hans Mor
det ogsaa, og mens hun sagde dette med sin bløde, mu
sikalske Stemme, tænkte jeg paa det gamle Omkvæd: Hvor
du gaar hen, vil jeg gaa med, denne uforanderlige
Strofe i Kjærlighedens Litani.
Var der nogen Nytte ved at argumentere med en
saadan Kvinde? Hvis Fru Compton foretrak at have
sin Søn i Nærheden og se paa hvorledes han Ungdom
haabløst lagdes øde, istedenfor tappert at sende ham bort,
cht kunde det ikke nytte noget for en grætten, gammel
Jomfru at belære hende om hendes moderlige Pligter;
men jeg tror nok, nei jeg er sikker paa, at havde
jeg været saa lykkelig at eie en saadan Søn en tro
fast, sand, ærlig Gut som Robert «—— saa vilde jeg sagt
til ham: —· Min Gut, Filisterne er over digl men du
maa ikke kjæmpe med dem, ·Overmagten er for stor.
Det vil knuse mit Hjerte at skilles fra dig, men det er
bedre at mit gamle Hjerte knuses end dit derfor, gaa
med Fred. Og jeg spør enhver Mor, om ikke dette
vilde været en sandere Kjærlighed?
Jeg sad og tænkte paa denne Samtale, da jeg hørte
Fodtrin ogsaa Robert komme hen til mig. Han var
nedslagen og trist.
Hvor er de andre, spurte jeg noget overrasket.
Mor er gaat hjem - hun var træt. Hr. Lindsay
har taget Stefanie med ud paa en Rotur, og jeg var
femte Hle paa Vognen, sagde han og blev rød; de lod
mig tydelig førstaa det. Aa, Frøken Anna, udbrød han,
er det stygt at hade en Mand som jeg hader Hr. Lindsay?
Men han er ikke nogen virkelig Mand. Spør hvem
somhelst, hvis De ikke tror mig de vil alle sige det
samme: han er ikke værd at røre ved Sommen af hendes
Dragt; og Frygten for, at hun en vakker Dag skal kaste
sig bort til ham, gjør mig næsten gal. Frøken Anna —-
kjære Frøken Anna, vedblev han De er saa god, De
vil ikke misforstaa mig og tro det bare er Jalousi.
Jeg kunde taale at miste hende og Roberts Stemme
blev tyk naar bare en ædel Mand vandt hende. Sig,
at De tror mig. ·
Ja kjære, jeg tror Dem, svarte jeg, og lagde min
Haand paa hans; De og jeg elsker Stefanie af vort hele
Hjerte, og vi elsker hende høiere end os selv. Hr. Lindsay
vil aldrig gjøre det. Robert svarte ikke; han bare sukkede
dybt og skjulte Ansigtet i Hænderne .
Næste Aften fandt Ballet Sted.
Jdet vi kjørte ind gjennem Porten, udstødte Stefanie
et Fryderaab. Hele Parken, oplyst af kulørte Lamper,
saa ud som et Eventyrlandz illuminerte Gondoler gled frem
og tilbage paa den lille Jndsø og skræmte Fuglene, der
forgjæves søgte Ro og Søvn paa Øerne.
Stefanie var straalende skjøn den Aften. Da jeg
senere iagttog hende fra min lune Krog, svulmede mit
Hjerte af Stolthed og Beundring: gid Rikard og stakkars
Clara kunde set sin Datter nu.
En Tilskuer faar se meget. Nu og da hørte jeg
ogsaa Brudstykker af Konversationen.
——— Hvem er den vakre Dame med Diamantstjernen
i Haaret? spurte en graahaaret Militær i Nærheden af
mig. Lindsay har danset med hende halve Aftenen.
Ah, det er en offentlig Hemmelighed, General,
svarte den adspurgte, noget man paa Forhaand kunde vide;
de talte om det i Klubben igaar, og Bowles væddede med
Reeves om, at inden Aaret var omme vilde den skjønne
Stefanie være Lady Lindsay. Hun er en Frøken Chudleigh,
Eierinde af Valbjerg Herregaard, og deres Eiendomme
støder sammen. Lindsay vil mele sin Kage godt; og nu
sænkede den talende Stemmen, idet de gik videre.
Netop da fik jeg et Glimt af Robert, som stod ien
Vindusnische; han var ganske bleg og saa ulykkelig ud.
Da jeg vinkede til ham, rystede han paa Hodet ogjor
svandt i Mængden. Jeg maa tilstaa at jeg følte mig
ilde tilmode Stefanie Samtaleemne i Klubben l Straks
efter gik hun forbi ved Hr. Lindsays Arm. Hun holdt
en Buket af Orchideer, som han havde givet hende. Han
talteien lav, ivrig Tone, og der var en sælsom Glans i
hans Øine. Stefanie bøiede Hodet over Blomsterne.
Jeg var kjed af min Krog og gik en halv Time
senere ud paa Terrassen. De fleste var vandret ned til
Jndsoen for at høre paa Sangernez jeg blev derfor meget
forbausetover at se Stefanie staa alene i en efeuklædt
Nischez hun kom hurtig hen til mig. (Forts.)
URD 225
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
