Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 23. Lørdag 5. Juni 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Pintsebetragtning.
et kunde maaske for Enkelte, som læser Johannes
Evangelium, se ud til at naar den Herre
Kristus lover, at han, efter at han har for
ladt Jorden, vil sende sine Disciple den Hellig
Aand denne Gave da var et Slags Er-
statning, fordi han ikke kunde længere være hos dem.
En Erstatning? Et Slags Surrogat? Af Mangel paa
det Bedste, som ikke kunde faaes eller beholdes, maatte
de tage til Takke med noget Ringere, der nok til Nød
kunde bruges? Var det kanske Meningen med, at de,
naar han maatte forlade dem, skulde faa den Hellig Aand
i Stedet?
Jsaafald blev Pintsefesten en noksaa tarvelig Fest.
Men saadan var nu ikke Jesu Mening. Tvertimod siger
han: ~Det er Eder gavnligt, at jeg gaar bort; thi
gaar jeg ikke bort, skal Talsmanden ikke komme til Eder;
men gaar jeg bort, vil jeg sende ham til Eder«. Her
ser vi, at Herren selv betragter Aandens Sendelse som et
Fremskridt, ja endog som noget Bedre end om Jesus selv
altid kunde været hos dem. »
Saalænge den Herre Kristus vandrede synlig mellem
dem, virkede hans Personlighed tildels trykkende. Den
umaadelige Respekt, de nærede for ham, lagde en Dæmper
paa deres Sind og Tale. De turde knapt aabne Munden
uden til en Hvisken sig imellem. Og talte de høit, var
det ofte kun Dumheder eller Barnagtigheder, som kom
fra dem. Det var derfor, som han sagde, gavnligt for
dem, at han forlod dem. De kunde da aande lettere og
tillige dybere. Deres inderste Væsen med de tusinde Mu
ligheder kunde da friere udfolde sig. .
Men det var ikke nok for dem, at han saaledes gik sin
Vei, overladende dem til sig selv. Uden Aandens belivende,
gjenfødende Regn vare alle disse Spirer i deres Jndre
ikke komne til nogen Vækst. Den hellige Aands Daab
maatte gydes over dem, Aandens Veir maatte blæse ind
i dem,s himmelske Kræfter maatte bruse gjennem dem.
~Da Pintsedagen kom, var de alle endrægtig sammen«,
hedder det. ~Og der kom«, berettes der, ~pludselig en
Lyd fra Himmelen som af et fremfarende vældigt Veir,
og den opfyldte det hele Hus, hvor de sad. Og der viste
sig for dem skilte Tunger som af Jld, og de satte sig paa
enhver af dem«. Saaledes kom Aanden. Forstod de fat
tige Discipelsjæle i det Øieblik, hvad det var for en uende
lig Rigdom, hvilket Dyb af himmelske Kræfter og Gaver,
der kom som en hel fremrykkende Arme for at holde sit
Jndtog i deres Sjæle? Vel neppe dengang. Siden før
stod de det bedre, men ingen af os førstaar det vel endnu
tilbunds. Den hele rige- Meddelelse var maaske kun For
tropper, der skulde efterfølges af noget endnu større. Det
aner os, at der fra den Stund skede en salig Tilnærmelse
mellem Himmel og Jord. Hvad de fuldendte Skarer om
kring Guds Throne saa, den Herre Kristus optagen til
Faderens Herlighed, kunde de meddele i Syner og Profetier
ti
til de endnu jordbundne Skarer. Dette var Aandens første
Gaver. Siden kom flere og større.
Jesus havde engang under sit Jordeliv sagt til Dis
ciplene: ~Jeg kalder Eder ikke længere Tjenere; thi
Tjeneren ved ikke, hvad hans Herre gjør; men Eder har
jeg kaldt Venner; thi Alt, hvad jeg har hørt af min
Fader, har jeg kundgjort Eder«. Da han talte disse
merkelige Ord, førstod neppe nogen af dem Ordenes over
al Maade store og dybe Betydning. De skulde ikke længere
være Tjenere, uvidende og barnagtige, der lystrede paa
Kommando, der hørte og adlød uden at førstaa hvorfor.
Men de skulde blive Venner af ham. De skulde da ikke
heller længere i Underkastelse blot kalde ham ~Herre« og
atter og atter omtale ham som ~Herren«, kun ~Herren«.
Men de skulde tillige se i ham en Broder, en Ven.
Ved Aanden skulde de blive Medvidere i, hvad han
vidste. Han, deres Herre og Mester, skulde tage dem ved
Haanden og føre dem ind i det uendelige Tempel med
Stjernehvælvet over deres Hoveder, Aandens uhyre Kirke,
hvor Faderen tilbedes, skjønt han ikke sees, hvor den evige
Gud, Stjernernes og Englenes Skaber og Fader, throner
iuanet Niajestæt, og fortælle dem alt, hvad Sønnen ved om
Faderen. Sønnen skjuler for os intet af, hvad han ved
om Faderens Væsen og Herlighed. Dette er, hvad Aanden
giver, en altid voksende Erkjendelse, en Delagtighed i det
Lys, hvori Sønnen gjennemskuer alt, et Medviderskab,
som udvider sig og befæstes med Aarene, ja fortsættes
gjennem alle Evigheder, ogsaa og mest da, naar det
Stykkevise ophører og det Fuldkomne kommer, da vi skulle
erkjende, ligesom vi ere erkjendte.
Derfor holder vi Pintse
Hcolitiem
Tiden iler med lette Crin,
Trærne skyder Knoppe.
Der ringer en Klokke til Høitid ind,
den toner saa dybt i det unge Sind,
den bæres af Tængslernes mildeste Vind
og vækker de Sjæle som sover
dybt under Kummerens Vover.
Lad lyde den Klokke, lad tone den Sang,
om Fest og om Sol og om Sommer!
Den tolker jo Sjælenes dybeste Trang,
den er jo et Nyn af den’ himmelske Sang,
der taler om Dage som kommer,
naar bare engang det blir Sommer.
M
X –E-·t..«.«-
« .k;;J "«·;
-.-. Zi—-.:.s I
Mo EF-
226 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
