Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 24. Lørdag 12. Juni 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Reformer i Familielivet
(Se Urd Nr. 20.
aa ønskeligt som det ganske vist vilde være,
om man kunde lette de Unge Adgangen til
at stifte Familie og formindske de ekonomiske
Vanskeligheder, der altfor ofte er forbundne
71 med den Lykke at have sit eget Hjem, saa
kan vi aldeles ikke sympathisere med den af Docent Collin
i hans Foredrag i· ~det hvide Kors« behandlede Reform
ide med Fælleshjem og Fælleshusholdning.
Foruden at denne Reform, trods alle de Reservationer
der tages, dog alligevel vilde betage Familielivet en god
Del af dets Karakter og Særpræg og udviske de Grændser,
som en naturlig Udvikling har optrukket for det mod det
store Samfund, vilde den neppe heller tilfredsstille dem,
som forlanger, at et Familiehjem skal være noget andet
og mere end et Sted, hvor man har Tag over Hovedet
og bekvemt kan nyde sin Søvn og sine Maaltider, dem
som forlanger, at Hjemmet skal være en stille Helligdom,
hvor man kan afkaste den Maske og de mange Baand,
som Virket derude i det store Fællessamfund i mere eller
mindre Grad paalægger, hvor man kan udfolde sig frit
og helt uden at støde sig paa andre eller iagttages og
kritiseres af uvedkommende Blikke.
Sætningen ~Mit for mig« er altfor dybt begrundeti
den menneskelige Natur til at kunne remplaceres af et
kunstigt »Alt for alle«, og om der ogsaa derved maaske
kunde skaffes nogen økonomisk Lettelse, vilde dog de Baand
og Indskrænkninger, Familielivet i andre Henseender nød
vendigvis maatte paalægges, bringe de Fleste til at be
tænke sig to Gange, inden de førsøgte sig paa et saadant
Eksperiment Som Hr. Collin selv anfører betinger Livet
i de store Leiekasserner ikke nogen behagelig Eksistense,
netop paa Grund af det altfor nære Naboskab, og at
det skulde blive bedre ved at gjøre Naboskabet til et Fælles
skab, er en dristig Tanke, som Praksis neppe vilde bekræfte
Kan man ikke enes om det Mindre, vil man endnu vanske
ligere kunne enes om det Mere, og man vilde vist lettelig
kunne tælle de Husmødre, der frivillig vilde paatage sig
at fungere som Kokke for en hel Del fremmede Munde.
Nei, det er nok andre Reformer, som maa til, og
paa andre Feldter de maa øves, hvis man vil lette Byr
derne. Det er os selv, vi først og fremst maa reformere,
ikke de ydre Forhold, thi de er som oftest slige, som vi
selv lave dem. sLad Hjemmet faa være, hvad det bør
være, et lidet afsluttet, godt indgjærdet Rige, hvor intet
fremmed Blik utilladt kan titte ind, og hvor man kun har
Fællesskab med dem, som Naturens og Kjærlighedens
Baand har forbundet en med, og lad os stelle os slig,
at vi faar lidt mere Tid til at færdes i og glæde os ved
disse vore Hjem, det vil sige: Lad os nedstemme vore over
drevne Fordringer til sLivet, saa vi ikke behøve at henleve
hele vor Dag og maaske ogsaa noget af Natten med i
Slid og Arbeide forat tilfredsstille alle de urimelige Krav,
som Mode og Forfængelighed stiller, for udenasede og
overtrætte i Hjemmet kun at præparere os for næste
Dags Strid.
Lad os lære os til at betragte det som Uvæsentlig
heder, enten Hjemmet er luksuriost eller tarveligt udstyret,
naar blot den rette Aand og Tone raader deri.
Lad os lægge lidt mere Baand paa vor Hang til
Udendørsfornøielser og til at være med og vise os.
Lad Husfaderen indskrænke sine mangengang kostbare
Vaner, og Husmoderen sine unødig flotte Toiletter.
Tad os spise og drikke lidt mindre lækkert og overdaadigt.
Lad os offre lidt af den Magelighed, som nødven
diggjør en uforholdsmæssig stor og- kostbar Tjenerhjælp.
Lad Husmoderen selv tage sig af sit Husstel og sit
Kjøkken og ikke overlade til en i dyre Domme lønnet Pige
at skalte og valte, som hun vil,med Indkjøb og Madlavning.
Lad hende og alle Familiens Medlemmer tage lidt
mere Hensyn til Husfaderens Pengepung og det anstrængte
Arbeide, han maa præstere for stadig at fylde den til alle
- kort sagt Indskrænkninger over hele Linjen de
baade trænges og kan uden Skade foretages, saa langt
som vi nu er gledne ud paa det Luksuriøses og Over
flødiges Skraaplan.
Men - vil maaske en og anden indvende naar
man maa paalægge sig saa mange Indskrænkninger, hvad
bliver der saa igjen af Livets Behageligheder? Nu vel
den som tænker saaledes, som ikke sætter Hjemmets
og Familielivets Lykke over sine Vaner og Tilbøieligheder,
og ikke finder, at den er disse Opofrelser værd han
eller hun bør helst ikke gifte sig; hverken de selv eller
Samfundet er tjent dermed.
Mændene morer sig ofte med at tale om Kvindernes
smaa Egenheder, saaledes stødte jeg nylig i et Blad paa
følgende Spørsmaal, der·øiensynlig var opstillet af- en af
Skabningens Herrer: Hvorfor er det af saadan Vigtighed
for en Dame at faa vide, om hendes Hat sidder ordentlig?
Hvorfor maa man altid vente paa en Dame ti Minuter,
efterat hun har sagt hun er færdig?
Da det ikke er mere end rimeligt at Kvinderne ogsaa
bør faa Lov til at forundre sig lidt over Mændenes
Egenheder, skal jeg paa mit Kjøns Vegne tillade mig at
fremkomme med nogle Spørsmaal, som jeg haaber de
strenge Herrer, hvis de skal være ærlige, maa føle sig
lidt truffet af:
Hvorfor pleier en Herre at kaste alt Hulter til Bulter
i sit Værelse, fordi han skal skynde sig ~han er bange
for at komme for sent« mens han straks efter bruger
hele fem Minuter til at fylde og tænde sin Pibe?
Hvorfor kan han aldrig finde de Ting som han har
gjemt i sin Komode eller i sit Klædesskab?
Hvorfor kan han aldrig lægge Aviserne ordent
lig sammen?
Hvorfor benyttershan sig altid af Udtrykkene ~dum«
og ~sentimental« om de piger som roser andre Mænd?
Hvorfor er hans Hodepine og Tandpine saa meget
værre end andres?
Hvorfor er det altid noget galt fat med hans Lever,
naar han ikke kan fordøie alle de Kjødposteier og andre
Lækkerbiskener som han sætter i sig paa Restaurationerne?
Hvorfor er det altid saa umuligt at gaa i Kirken,
naar det regner, mens det derimod falder af sig selv at
man kan gaa i Middagsselskab, i Teatret elleriKlubben,
om det baade er Storm og Skylregn?
Hvorfor taler Mændene altid om Kvindernes Egen
heder, mens de indbilder sig at Kvinderne slet ikke lægger
Merke til deres svage Sider? X.
M
zzjz ;
k;;;;-p
URD 235
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
