Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 25. Lørdag 19. Juni 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
for Tur. Jeg behøver vel ikke at fortælle, at jeg den
hele Tid var uhyre i Vinden; havde Himmelen sendt mig
lidt af denne Vare, kunde det gaat an at være saa sterkt
optatz men nu var det den varmeste Fornøielse, jeg har
vært ude for. Jeg stod heller ikke længe i det, faldt ned
i Græsset og bad tyndt om at faa være i Fred. Altfor
længe hengav jeg mig til Hvilens søde Nydelse. Alle
var strøgne ind i Skoven; jeg skimtede de lyse Kjoler,
styrtede ned til Stranden, hvor jeg førstyrrede Sjøens blanke
Fred ved at raabe: ~lngen —— ingen maa komme her
ned.« Aldrig saasnart havde jeg gjort opmerksom paa
den forbudne Frugt, før hele Skaren strømmede til
for at se paa Bølgerne, som nu forekom dem som den
eneste attraaværdige Tumleplads. ~Kjære Barn - gaa
herfra« jeg stod med udbredte Arme for at hindre
enhver Tilnærmelse til det vaade Element. "Med tunge
Skridt slæbte de sig opover igjen; den Fare var foreløbig
afværget. Men Skrænten paa den anden Sidel Den
indbød altfor meget til et Riddersprang for viltre smaa
Fødder. Afsted for jeg i Galop og kom ikke for
tidlig. En ensom liden, som aldrig havde nogen at holde
sig til i Klassen, gik og plukkede Bl.mster lige ved Af
grundens Rand, gik og gik i næste Øieblik vilde hun
vært udfor, hvis ikke som det staar i Romanerne —-
~to kraftige Arme i sidste Øieblik havde reddet hendes
unge Liv.« Jeg følte en Ukors Tak bæve i Luften; den
gjorde mig min Byrde let, og snart var lille Hildur i
munter Leg med de øvrige ~Titteren paa Hjørne-t« var
i fuld Gang. Men ~Titterens« Rolle overtoges desværre
af den gamle Furie, som stak sodet ud af Døren: ~Nei,
dettane blir for ner—vøst.« t høit Brøl hørtes i det
samme; en havde skrubbet op Knæet, og det maatte be
synges i vilde Toner. Hun blev anbragt paa en Bænk
mellem to, som havde førspist sig. ~Fortæl Æventyr da,
Frøken-« Dette for alle Nerver beroligende Propos samlede
de smaa i Kreds i Græsset; det var en Hvile for Blikket
at ha de lyttende Ansigter om sig, velgjørende for
Tanken at slippe Strand og Skrænt. Længere end til
~Der var engang en Mand« kom jeg rigtignok aldrig.
Dertil havde Virkeligheden for meget at by paa i Retning
af Ukyg, Myrer - og halvspist Nifte.
Klokken var slagen 2; Hjemturen skulde tiltrædes.
Bænken med de Forfpiste var bleven livlig rekruttert; men
ellers var ingen Ulykke skeet. For hvem taler paa en saan
velsignet Landtur i det frie om Spjærer i Kjoler, iturevne
Hatter og Belter, som er sporløst førsvundne? Men ove,
Flokken var ikke fuldtallig; der manglede to! ~Ragnhild,
Helene, Helene, Ragnhild« gjenlød i alle Tonearter,
som kun havde Fortvilelsen tilfælles ——— Jeg hører et
Knis bag en Træstamme; et lidet Væsen blev trukket frem,
leende genert, med Fingeren i Munden og Hatten paa
snei. ~Jeg har ~vasset« lidt i Bækken jeg, Frøken; men
jeg har ikke faat Tid til at ta paa mig igjen.« Stor
Jubel i hele Barneflokken, akkompagneret af mit Skjænd.
Temmelig üblidt blev Sko og Strømper trukket paa, og
mellem Tænderne mumlede jeg, at ~det skulde være sidste
Gang.« ~Nei, Frøken, hør Gjøken.« De Smaa var
altfor henrykte over den nye Opdagelse til at merke, at
de talte i bunden Stil. Uden Gifteplaner stillede jeg mig
under Sangerens Træ. Jeg stirrede op, en rød Kjole, et
~Hoho, Frøken« bekræftede min Mistanke om, at Ragn
hild spilte Gjøkens interessante Rolle. Alle Forbud mod
korporlig Revselse var mig meget imod, da Sangeren
igjen betraadte lorden.
Med alle mine 2? ilive stod jeg igjen ved Skarpsno.
Ingen Feltherre kunde mere triumferende afmønstre sine
Soldater, der vendte hjem fra Seirstog, end jeg mine
Elever, da vi kom fra Landtur. Tørke Struber og bræn
dende Hoder, trætte Ben og skidne Kjoler havde nu
ingenting at sige; forv om en liden Stund laa de om
Niamas Hals. Alt det var glemt, naar ZNorS Øine bød
dem sit varme Velkommenz da vilde de sige med oprigtigt
og fuldt Hjerte: ~Vi har havt en deilig Tur.s«—n.
X JFK-syt-
AFTJNUE
WJ d.
Om Blomster
~Det Schne ist gangcn
der Lenz ist da;
Die Blumen prangen,
Hallelujal«
(Karl Gerok).
vem kan lukke sine Øine for al den Glæde, Trøst
og Skjønhed Blomsterne spreder ud over vori
ssaa mange Henseender golde og jammerfulde
Jord? Hvem maa ikke faa Opstandelseshaabets
Forvisning indplantet i sin Sjæl, naar om Vaaren
~Blomsterne kommer tilsyneiLandet.« De kjære Blomster,
hvis deilige Skikkelse i Høst visnede hen for vore Øine,
men som nu trods Vinterens isnende Snelagen og den
tyngende lordskorpe atter titter frem med sine klare Øine
og ~sender sin skjære Farve op mod Gud som en Tak
for den Lysets Hilsen,-han sender dem.« Hvem maa ikke
bestyrkes i Troen paa Underet, naar han tænker paa,
hvorledes og af hvilken Kraft den lille første Bevægelsei
den bristende Frøkapsel dernede i Jordens dunkle Skjød
sættes igang? Kan der være nogen i Verden, som ikke
elsker Blomsterne? Ja desværre, der findes Zsienneskey
som har vadet saalænge om iATaterialismens eller Raa
hedens sumpige Egne, hvor ingen Blomster gror, hvis
Øie, om det end en Vaardag streifer hen i Skovbrynet,
hvor Blaaveisen myldrer frem af Løvhaugene, og Hvid
veisen staar og nikker i de store Familieklyngerne, ikke
opfanger det skjønne Billede, og om det mødes af St.
Hansdagens hele overvældende Blomsterflor, slet ikke be
røres deraf, fordi Sind og Sans er sløvet, døet bort, som
übrugte Evner. - Aken vi, som nu af ganske Hjerte fryder
os mellem Blomsterne, har vi ikke fuld Ret til at tage
denne deres Verden i Besiddelse? Siger ikke Gud til
os: ~gjører Eder Jorden underdanig?« Naturforskerne
er ikke altid af den Ukening De fortæller os, at Blom
sternes Farve og Duft er dem givet, først og fremst som
Lokkemiddel for de førskjellige Insekter, der jo som bekjendt
suger Næring fra Blomsterkalken, og som paa samme
Tid er uundværlige for Blomsterstøvets Spredning. Og
at vi her faar et Jndblik i Guds fuldkomne, aldrig høit
nok skattede Husholdnings-Hemmeligheder, et Jndblik, som
maa vække vor dybeste Jnteresse, er sikkert nok; uden den
vilde jo Blomsterarterne ikke kunne existere; - men, det
er jo dog kun den materielle Side af Sagen, synes det mig.
Der burde ikke siges os: At vi nok kan faa Lov til at
glæde os over Blomsterne, men at den er et Udslag as
Ukenneskeaandens Egoisme, den Tanke, at al denne Her
lighed er til for vor Skyld, og at det fra Blomstens
Standpunkt betragtet er en Vandalisme, naar den blir
brudt af sin Stængel; dens egentlige Bestemmelse er
uforstyrret Fred at gaa i Frø til Artens Formerelse.
Det kan ikke nægtes, at der syndes meget mod Blom-
1
X
- E)
-
250 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
