Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 25. Lørdag 19. Juni 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Skolelandtur.
rdet har en Klang af lyse Barndomsminder om
pikant Friluftssamvær mellem Lærerinder og
» Elever-, en Blanding af Skole og Frihed, som
virkede uhyre tiltalende paa Barnefindet. At
det ikke i samme Forhold begeistrede Lærerper
fonalet, er før denne Dag aldrig faldt mig ind.
Med alle de deilige Ture i friskt Minde foreslog jeg
igaar min Klasse paa 2? Smaapiger i 8-Aarsalderen, at
vi skulde drage til Bygdø sammen. Et Jubelbrøl var
Svaret; det havde jeg jo ogsaa ventet,- Først da jeg
imorges reiste udoveri ~Trikken«, gik det op for mig, hvad
jeg havde paataget mig. Alle Ulykker,jegiTidernes Løb
havde læst eller hørt om, dukkede frem i min Erindring.
Var det ikke netop paa Bygde, en Mor havde mistet to
smaa Børn forleden YAarP Mon Melken fra Bygdø
Kongsgaard var sikker? Her en Dag knuste en Gut Z
Fingre paa Dampfærgen, saa de maatte sættes af. En
Gang var en liden Pige bleven smittet af Difterit paa
en Skolelandtur.
.En Dame i Sporvognen, jeg kjendte lidt, og som
absolut burde konverseres, merkede min Distraktion og spurte
smilende: «Skal De ud paa Moro nu, FrøkenP« ~Aanei,«
sagde jeg med en af Rædsel bævende Stemme, ~jeg skal
paa Landtur med 27 Elever.« Det smilende Ansigt blev
en eneste dyb Bebreidelse, som gav sig Udtryk i et:
~Neimen at De vover Dem ud paa dett« Det var som
talt ud af mig selv og min egen trykkende Angst; jeg
saa benlig op paa hende for at faa lidt Trøst og støn
nede frem: »Aa aa.« Hun blev lidt formildet ved
at se min dybe Fortvivlelse. »Aaja, det kan jo gaa
godt.« En liden Uiulighed altsaa, forat ingen Liv skulde
gaa tabt, ingen Lemmer knuses; men den var nok
uhyre liden. Aldrig før havde jeg saa levende følt, hvad
Ansvar var; det fik Skikkelse af 2? straalende Barne
ansigter, det saa paa mig med 27 Par bekymrede Moder
eine, det nagede og gnavede mig værre, end om jeg
allerede med egen Haand skulde nedlagt samtlige Barn. —-
Puhl for en Varmel Mit legemlige Befindende stod
ogsaa meget lavt; men det skulde man ikke beskylde Ther
mometret for; det var faret op i 30 Gr. i Anledningen
Nu stansede ~Trikken« ved Skarpsno; en lysklædt
Flok stormede om mig ~Frø—øken.« De hang i
Skjørtet og Arme og ellers, hvor der var Plads. Det
er nok deiligt at være saa elsket; men det bør helst være
under andre Temperatnrforhold. Et Jernbanetog suste
forbi; Himmelen være lovet, at ingen laa paa Skinnerne,
med knust Hjernel Tanken var saa forfærdelig, at jeg
uvilkaarlig tog begge Hænder (fom nu var blevet frie),
op til Ansigtet. »Er du syg, Frøken P«
Nei da, Frøken var hverken syg eller noget andet og
henrykt selvfølgelig over at skulle ud paa Landtur. De
smaa Ansigter lyste af Forventning, de saa afvekslende paa
sine overfyldte Nistekurver og sine sine Kjoler hvad
der var herligst, var ikke godt at sige. Lidt Beundring
fra min Side maatte til; jeg roste Mamaerne, som havde
pakket ind al den deilige Mad, som vilde være smeltet,
inden vi kom frem, jeg beundrede de lyse Kjoler, som
inden en Time vilde ha Muldets Farve. ~Nu maa vi
stille os op to og to og kjære Barna mine, pas
Fingrene deres.« Hvorfor de skulde passe Fingrene frem
for alle andre Lemmer, tror jeg ikke rigtig gik op for dem;
de kunde jo ikke vide, at det netop var de afsatte 5, som
nu sprikede i min Fantasi. - Alle var vel ombord, ingen
faldt i Vandet et Lettelsens Suk undslap mig atter.
Da Billetterne skulde løses, ser jeg min lille Nabo til
høire sætte op et forfærdeligt lep, Stadiet før en større
Graatebyge. Hænderne famlede nervøstiLommen. ~Jeg
har mistet-glemt-Porte—Portemon ——.« Resten kvaltes
i Taarer, og jeg havde jo ogsaa hørt nok. ~Kjære
Vennen min, det gjør da ingenting; du ved nok, du
skal komme frem.« At bli saan frankeret af ~Frøken«
som et 5 Øres Bypostbrev, det var nok meget ned
værdigendez men det var jo uundgaaeligt Hvor intet
er o. s. v. To snublede paa Bryggen, da vi skulde iland;
men ingen større Skade var skeet. Atter steg en Tak
nemmelighedsfelelse op i mig, som fortættede sig i Taarer.
~Ræk Hænderne i Veiret, Barn, saa jeg ser, at ikke noget
mangler-« En Skov af 270 struttende Fingre viftede
mig imøde; mere kunde jeg ikke forlange. Jeg havde
forberedt mig paa en lang Tale, som nu maatte afleveres.
~Hør nu her, Barn« et Hvin høres ~aa, jeg ser
en Lillekonval, frit for den-« 5 Stykker kaster sig over
det stakkels Offer; tilslut blir den haardt klemt ind i en
varm, skidden Haand. Jeg begyndte igjen min Tale.
~Barn, først og fremst maa dere« være lydige, skulde
jeg sagt; men det blev aldrig udtalt, for en Hveps sur
rede ind i Flokken og haanede mine Ord, Barna føg til
alle Sider, og jeg opgav hvert Haab om at faa Gehør.
~Kom med mig da,« sagde jeg resigneret, idet jeg fik den
lyse Jde at afsynge en Sang, som var god at gaa efter.
De klare Barnestemmer fyldte Luften, klang op mod de
blaa Aaser, jublede ud over den tindrende Fjord, lød vidt
over de grønne Enge, hvor ingen Blomster kunde straale
mere end de smaa Ansigter med gryende Forstaaelse af,
hvad en skjøn Natur er for et Lands Ungdom. Glemt
var Hede, og glemt var Stev, Stemningen fra Barne
aarene kom op i mig. og forjagede for et Øieblik alt
Ansvar, alle Byrder og Taarer, som havde ligget mig
saa paa. Men vort Repertoire var udtømt, inden vi
naadde Bestemmelsesstedet, og alle Tilværelsens Besvær
ligheder overmandede de Smaa. ~Frøken, jeg tror, jeg
dør af Varme.«
~Nu er vi snart fremme, Barn - kjære, at Dere
kan sige, det er noget varmt idag da,« opmuntrede jeg,
mens Sveden haglede frem paa min Pande; Armen var
lam under Vegten af Z Niftekurve. Endelig ende
lig var Maalet naad, vi kunde leire os i det grønne,
og Melken blev rekvireret. ~Kjære Dem, det er vel god
Melk her,« sagde jeg til Konen. Hun var nok lidt døv
og trodde, jeg spurte, om de holdt Ko-Melk. ~Vi holder
aldri anna ——« tordnede hun løs; ~tror De kanske, vi
har Gjeit herude.« Jeg vovede ikke at indlade mig paa
Forklaringer og svarte blidt: ~Aanei, det har De vel
ikke.« Børnene opfattede Situationen og kniste. Hun
maalte os alle med et foragteligt Blik. ~Det er vel slig
en Pri—vatskole dettane.« Det var nok en knusende Be
skyldning, og vi maatte jo tage den til os. Ellers var
Stemningen temmelig høitidelig; den Stund, alle bavde set
frem til, var nu kommen Niftekurvene skulde aabnes.
Frem kom Flasker, hele og knuste Glas, som-fik en liden
Taare med i Graven, Smørbrødpakker af enorme Dimen
sioner, Appelsiner og Kager ——— kort sagt alt, hvad om
tænksomme Mødre kan opdrive af Delikatesfer en hed
Sommerdag. - ~Aa, Frøken, jeg er saa mæt, at jeg ikke
kan røre mig.« ~Nei, saa rør dig ikke da, Vennen min,«
var mit praktiske Raad. ~Hvor skal jeg gjøre af alt det,
jeg har igjen jeg kaster det jeg.«· ~Jkke et Papir
engang skal være igjen efter dere.« De saa forfærdet op
paa sin Bøddel, men pakkede saa fromt og samvittig
hedsfuldt hver Lap nedi de tilklinede Kurve. Første
Ziiadakt var forbi. ~Tredje Ilkand i Vinden« stod nu
URD 249
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
