Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 26. Lørdag 26. Juni 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra en
-175 Bpgd
Omkring en frisktblaastord ligger de saftiggronne
Enge op mod Fjeldknausernes lysfine Birkelov. Hen
over Engene skjærer Tandeveiens stovgraa Stribe sig i ret
Linje; hist og her lober en Sidesti af fra Hovedveien ind
til Husene, der nu ligger halvt skjult bag hvide Kupler
af blomstrende Frugttrær.
Det er mintro nogle muntre Huse, Folk har herude
ved Sjokanten. Smaa hvide Tingester med Knæk paa
hver Side af Tagaasen, saa de ser helt herskabelige ud.
Og det er ikke bare udenfra og paa langt Hold, de
tager sig ud; tvertimodl Man kan saamæn gjerne
tage dem nærmere i Gjesym saa rene og skinnende sine
er de.
Det er ligesom Havet, som ligger lige nedenfor og
vasker Knauserne og skrubber skjærene utrætteligt Uar
efter Aar, har lært Folk op. - Kom ind i de smaa
LodSstuer, med Blondegardiner for Vinduerne, Blomster
i Karmene, hæklede Tæpper Paa Borde og Stoler og
Sengene bugnende af EdderdunS-Dyner og med lange
hyggelige Forhæng omkring. ’
Alting kriddende hvidt og rent. Og saa maa De
ikke tro, at Vinduerne er igjenspigrede som et Par Mil
længere oppe i Landet, - nei, Hængsler har de, og paa
vid Væg staar de tidt og ofte, saa den friske Havbris kan
slaa salt og sund derind.
Væggene er ogsaa lys-malede og bedækkede med gilde
Skilderier: stoute Seilskibe, der gynger for fulde Seil hen
over en Sjo, der er adskilligt mere blaa, end den maaske
egentlig har Lov til.
Paa Kommoderne er alskenS Merkeligheder opstillede:
rede Koraller fra Sydhaveh Kjæmpemuslinger, der skinner
som Perlemor, store Fugleæg.
Nuvel dette er Stadsstuen,forstaar De. Og om
alt derinde er blændende hvidt og skinnende rent, saa er
dog det hele kanske en Smule koldt, som de Værelser ofte
bliver, der ikke til daglig benyttes af Mennesker.
Det er der imidlertid ikke i Dagligstuen, hvor Far
sidder med sin Snaddestump i Munden og Brillerne langt
nede paa Næsen og læser i ~Bladet«. Derinde er alting
koseligt ogö brugt og gammeldags.
Slaguret borte i Hjornet gaar saa mageligt og urok
keligt, som om intet i Verden skulde kunne forandre dets
adstadige Trit, paa Bænken sidder Mor og strikker
med Nostet i en Kop af en poleret Kokusned, og oppe
ränder Taget hopper Kanarifuglen om og triller af Hjertens
Yst-
Ja selv om det er den store Kat og den lille Hund,
saa ligger de borte i Ovnskrogen og leger høist venskabe
ligt, som fandtes der slet intet Racehad i denne usle Verden.
Har man først boet i al denne Fred en Tid, vil
man nodig herfra. Desuden, folger man Eandeveien
indover Landet, længes man snart tilbage til den lyse Bygd.
Thi Forandringerne melder sig hurtigt, jo længere
man kommer ifra Havet. - J Forstningen er det ganske
smaa Ting, man fæster sig ved: Husene har ikke mere
det muntre Udseende; Taget trykker langt nedover Vin
duerne, saa disse skuler triste frem; ——- dertilmed er man
førsommelig med Malingen, Væggene bliver mere
og mere graa og sørgeligez - ingen hvide Gardiner er
deri Vinduerne, ingen Blomster, ingen Frugttrær i Blomster
hvælv helt over Ane-nem ingen lystige Hanegal ud i Sol
innet.
sk Egnen bliver mork og forunderlig stille. Kanske en
dump Fossebrus borte i et brat Fjeld. Det er alt.
·Og Folk smittes ligesom af Merket og Odet om
kring dem.
De lever for haardt et sLiv til at tænke paa Stads
i Stuerne eller Blomster opefter Væggen. - De bliver
skidne og skjødeslose om sig selv; og det er ikke frit for,
at de er mistænksomme, naar Fremmedfolk kommer og
vil lære dem bedre.
De horer nok altid efter, men de siger ikke stort.
Nei, de gaar bare sin tunge Gang videre op mellem
Stenroserne, hvor de maa slide sin fattige Fede fra en
mager og karrig Jord. .
.—k;
IL-
zi-
Til de lyse Bygder nede ved Sjøen længes jeg altid
tilbage. Altid er her Tiv og vaekslingz —— Ternerne
skriger i vilden Sky, Sol skinner, Sjø blinker, Stæren sidder
hver Morgen paa Vedskjulet og fløiter og igaarkvceld gol
Gjøken borte i Birkeholtet.
Ikke fordi her er saadan ~naturskjønt« —· ialfald
ikke nogen Tostjerners Baedecker-Skjønhed. Gudskelon
Saa slipper man ogsaa Turister og Hoteller og Opvarterel
Og man slipper at se den staute norske Odeløbonde ligge
paa Næsen for engelske Commisser og tyske Probenreutere,
man slipper for tiggende Husmandsunger og al den øvrige
Velsignelse, Turisttrafiken har bragt ind over vort skjønne
Land. .
Forleden Dag bad jeg en liden Fattiggut vise mig
Veien til et Fjeldvand oppe i Heien. Ja, han var straks
villig, vi gik sammen en halv Times Vei, blev tilsidst
svært gode Venner. ·
Men da jeg saa vilde give ham en Femogtyveore
for hans Umage, vil De tro, da blev den lille Fattig
gut stille og rar af sig. Det var ikke Tale om, at
han vilde have Penge; - og da han gik fra mig, før
stod jeg at jeg havde saaret hans Stolthed.
Men da jeg stod tilbage, og saa efter den lille blege
Gut, da maatte jeg »uvilkaarlig· mindes hans Jevnaldrende
i Syden - i Neapel! disse tykke, smaa Slyngler, der
render en overende med sit evindelige ~molto fame,
signore! DÜ me un soldo!« —-
Han førsvandt bag de fattige —Myrer, den lille Adels
mand, o«g det var ikke frit for at jeg stod tilbage med en
Stolthed i mit Hjerte en Stolthed over at tilhore
denne Race
di- Ol-
si-
Naar Fisket slaar Feil og det hænder ofte —« bliver
der trist selv i denne lyse, lystige Bygd. - Dog, i de
senere Aar har man fundet paa saa mange nye smaa
Næringsveie, at et Uaar ikke føles saa haardt som før.
En Mand har lagt sig efter Hønseavl, en anden har
stor Frugthave og allesammen holder de Bier. —— Foran
hvert Hus staar de hvide Kuber i lange Rækker, og den
gamle Ulk morer sig meget med at skifte Ramme altimens
han damper noget ganske førskrækkeligt af sin lange
Merskum.
Det var en Skolelærer, som fra først af indførte Bi
avlen her, fortæller man mig. Det er idethele ganske
mærkeligt, hvormeget godt Tærerne kan gjøre i sit Distrikt.
——- Bønderne har ikke den Mistro til dem, som ofte lige
overfor sine Embedsmænd, og samtidig mere Respekt for
256 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
