Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 27. Lørdag 3. Juli 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
chuL FDL-»d-
idlig om Morgenen havde jeg forladt 2Nilano.
Vi havde overskredet den 40 Meter høie Via
dukt i Tessinodalen, og Cugano med sine her
lige Omgivelser viste sig for mit betagne Blik.
Nogle Maaneder før havde jeg passeret samme
Vei; dengang havde jeg seet-sneklædte Bjerge, og alt havde
været koldt og vinterligt og vildt. Nu var Panoramaet
fuldstændig forvandlet: Træerne blomstrede, og Dalbunden
laa som et broget Teppe. Paa Fjeldene rundt omkring
saa man Hjorder græssez man hørte Hyrderne paa sit
melodiske italienske Sprog synge Jubel ud over, at Vaaren
var kommen.
Det var paa en straalende Ufaidag, at min Reise
fælle og jeg sprang ud af Toget i Cugano Paa vor
Reise ned til Italien havde ogsaa Byen ligget i Dvale,
trods de Par Hundreder af Vintergjæster, som hvert Aar
vender tilbage did. Den var nu ligeledes som ved et
Trylleslag forandret: Paa Perronen aandede alt Liv og
Travelhed. Vogne, som i lange Rækker havde ventet
paa Toget, blev øieblikkelig optagne og kjørte afstedi
alle Retninger; og Dragere for frem og tilbage belæssede
med store Kufferter. Franske Damer i elegante Toiletter,
de fleste med Baghovedet tæt indhyllet i et Brus afKnip
linger eller Fjær, Englænderinder isine mere enkle ~Tailorm
ade« Kostumer, selvbevidste Amerikanerinder i høie Straa
hatte, paa hvilke et Chaos af Ulverdens Flora var sammen
hobet, vrimlede rundt.
Glade over at slippe ud af Larmen kom min.Reise
kammerat og jeg forholdsvis hurtigt tilsæde i en Vogn.
Vi vilde kjøre ud til Cassarate-Dalen; her haabede vi at
kunne hvile os efter en lang Reises uafladelig vekslende
Indtryk. Efter at have stanset ved« Posthuset og hentet
vore Breve forlod vi Byen, og den brede Cassarate-Dal
aabnede sig. I Baggrunden saa vi en Kjæde af Bjerge;
mellem disse laa Landsbyer og henrivende Villaer, malerisk
belyste af den glødende italienske Ukiddagssoh og byggede
netop paa de Steder, hvor Naturen selv syntes at have
anvist dem sin Plads.
"»Er De kjendt i Egnen, og er her gode Hoteller?«
spurgte jeg vor gamle Kusk paa det italienske Sprog.
~Si Signora,« svarede han, men fortsatte Øieblikket
efter paa fransk; - han var formodentlig ikke tilfreds
med min italienske Udtale. ~Skulde ’’jl vecehio Bodel
pho«, som bor i Lugano og snart er 70 Aar gammel,
ikke kjende hvert Hus i Cassarate?«
· Vi var altsaa trygge i saa Henseende. Efter en Kjøre
tur paa omtrent tyve Minutter stansede vi foran et smukt
og høitliggende Hotel. Trods den skjønne Beliggenhed og
Naturens Ro syntes imidlertid ikke den eftertragtede Hvile
her at være at finde. Skrigende Børn løb omkring paa
Pladsen, larmende Musik lød ud fra Bygningen, og Bæn
kerne udenfor var optagne af byklædte, støiende Mennesker.
Det var med en Følelse af Lettelse, at vi hørte af den
bukkende Vert, at hvert eneste Værelse var optaget.
~Saa kjører vi til næste ~Gasthaus«, sagde ~ilvecehio
Bodolpho« til min store Overraskelse nu paa det bredeste
schrveizertysk Jeg begyndte at tale til ham paa dette
Sprog, som jeg antog for at være hans Moder;maal.
Imidlertid varede det ikke længe, inden han slog over i
det engelske. Denne Gang vidste jeg sikkert, at det ikke
kunde være min Udtale, som bar Skylden, og jeg begyndte
at anse ham for et Sproggeni, der vilde vise sine Kunster
saameget mere, som han snart efter livlig fortsatte Konver
sationen paa italiensk. -
Det følgende Hotel, vi kom til, var atter overfyldt.
~Bedre Lykke paa næste Sted«, tænkte jeg, og vi drog
trøstig videre.
J det tredie Hotel ventede der os imidlertid samme
Skjebne. ~1l veeehio’s« Smil blev stedse mere bredt og
veltilfreds ved Tanken paa den forhøiede Betaling; men
·n Reisefælle og jeg begyndte at blive en Smule betænkelige
sia Grund af de stadige Afslag.
~Her er ikke flere Hoteller i Cassarate,« sagde Ro
dolpho, efter at vi havde hjemsegt dem alle; ~lad os
førsøge i Paradiso.«
Vi overgav os fuldstændig i hans Hænder; og medens
han kjørte os langs Søen og til den modsatte-Side af
Lugano, udenalede han for os Egnens Herligheder snart
paa et Sprog, snart paa et andet. Hans Veltalenhed
overbevifte mig om, at jeg havde overvurderet hans
Sproggeniez jeg fik en Mistanke, som senere gik over til
Vished om, at hansJagt fra det ene Sprog til det andet
var en Nødvendighed for ham og ikke et Praleri. Fra
sin Barndom vant til at tale med Folk fra alle mulige
fremmede Lande, havde han delvis glemt sit egentlige
Modersmaal, men tilegnet sig lidt af de fleste af Udlandets
Sprog, dog uden rigtig at kunne et eneste.
Vi naaede endelig Paradiso; men Paradiset syntes
eiheller tilbøieligt til at aabne sine Porte for os. Ogsaa
her var alle Hoteller overfyldte, og vi maatte ty tilbage
til Byen, temmelig lange i Ansigtet over denne for
gjæves Søgen.
Det faldt mig pludselig ind, at jeg havde faaet et
Anbefalingskort med fra en Vert i Italien til et bekjendt
Hotel i Luganozs og did styrede den gamle Rudolph nu
sin Vogn. Ogsaa her fik man et levende Jndtryk af,
at Sæsonen var paa sit høieste, et Jndtryk, der end
ydermere bestyrkedes af den noget nervøse Betjening. Be
tydelig mere spag end ved min Jndkjørsel i det første
Hotel i Cassarate overrakte jeg med blide Lader mit Kort,
hvorpaa den italienske Vert havde skrevet nogle meget
anbefalende Ord. .
Kun et Værelse var tilovers, det kunde virfaa
~To Værelser eller intet,« svarede jeg straks. ren
Hotellets Eier blev ved mit sit ene Værelse Først da jeg
gjorde Mine til at sætte mig i Vognen for at kjøre bort,
begyndte han at tale om to Pigekamre paa LoFftet
" orts.
« «-Mle
3
Miil-(
sz
TTH
URD 267
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
