Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 28. Lørdag 10. Juli 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
speare-Opforelser, end naar Verdenstheder fra Thååtm
Fransais afleverede sine store ParaderollerP Naturligvis-,
det kan jo være barbarisk eller pervers Smag . . .
Eleonora Duse er født den 3die Oktober 1859 i
Vizevano, - og ~er saa at sige kommen til Verden mel
lem Kulisserne-A Hendes Fader var Chef for en om
reisende Trup og selv en fremragende Skuespiller, hvis
Styrke var et bredt massivt Humor. Han blev hendes
første Lærer. Truppen havde nok ingen overflødige Ind
tægter, og den lille Eleonora fik tidlig være med og hjælpe
til i det daglige Arbeide. s? Uar gammel optraadte hun
som LNirandolina i Goldonis Komedie ~La Eocandiera«.
Hendes Ry steg hurtigt. Hun var ikke meget over 20
Aar, da hendes Navn begyndte at nævnes sammen med
Hjemlandets første ·sz«’«). Og naar hun først for en tre-fire
Uar siden er bleven t udenfor Jtalien, er Grunden
alene den, at hun ikke før i 1892 drog paa Tournå til
de store øst-. og vesteuropæiske Hovedstæder. Hun havde
da i over fem Uar været »anseet for Italiens største Skue
spillerinde. En Tid var hun som Primadonna knyttet
til Ernesto Rossis Trupz siden har hun været Sjælen i
Flavio Und6’s Trup Cittå di Roma. Signor Undo er
selv en fremragende intelligent og dygtig Kunstner, han
spiller den mandlige ZNodpart i de Stykker, hvori hun
har sine te Roller: Og han skal have havt stor
Indflydelse paa Udviklingen af hendes Talent-
Men Eleonora Duse hører neppe til dem, der kan
lære meget af andre Kunstnere. Hendes bedste Læremester
er Naturen, det usvigelig sikre Følelsesinstinkt i hendes
Bryst. Hun bryder med al Skuespiller-Tradition, foragter
de kjendte Effektmidler, ja kaster Vrag paa et sligt uund
værligt Toilette-Utt·ribut som Sminken. Hun behøver ikke
det vanlige laante Flitter for at fremkalde Illusionen af
Digternes Skikkelser. Disse maa alle bære hendes eget
blaasorte Italienerindehaar, blege Unsigt og enkle, farve
fattige Dragt. Fru Duse lader ikke sit slanke, smidige,
udtryksfulde Legeme sammensnere og vanstre af et Korset.
Ingen Ringe eller»Smykker faar førstyrre den stille, dybe
Harmoni i Sort og Hvidt, der stemmes sammen af Far
vernei hendes Dragt og Hud. Hun bæreri Regelen
vide solderige Klæder, tilskaaret efter Antikens eller Em
piretidens Snit, i fuld Frihed maa hun bevæge sig.
Og ligesaa egenraadig som hun er i Valget af det ydre
Udstyr af sine Roller, ligesaa vilkaarlig er hun i Behand
lingen af Digternes Tekst. Hun har ikke megen Respekt
for de kloge og velbetænkte Ord, som er lagt de digtede
Figurer i Munden. Hun griber det, som ligger bag Ordet,
Naturlyden, Interjektionen, Gebærden. Mangen glim
rende, aandfuld Replik forkorter hun til et tungt veiende,
altsigende Ia eller Nei. Og ofte lader hun en stum
Gestus, et Blik give Liv til det, som ikke det mest vel
talende Digterord kunde udtrykke. Skjønt hendes Spil
væsentlig virker ved Jnderlighedens dybe, tunge Mellem
toner, kjender hun ogsaa det vilde übeherskede Skrig, der
V) En Tid var hun gift med Skuespilleren Tebaldi Chechi, som
nu er Konsul i Buenos Uyres. Ægteskabet opløstes nok snart.
bringer Hjerterne til at stanse af Angst. Og naar hun
overvældes af den store Ulykke, af haabløs Sorg og blind
Fortvilelse, da bliver hendes hvide Unsigt dodsens blegt,
og Taarerne strømmer nedover de blodløse Kinder. Den
Følelse, der griber Tilskueren ved Synet af denne sorg
nedbøiede, af Skjæbnen rammede Kvinde er den samme
som fylder Raskolnikov, da han knæler for Sonja. Det
er som saa man hele 2Nenneskeslægtens Lidelse inkorneret
i dette ene svage Væsen . . .
Det er ikke Tvil om,- · at Eleonora Duses Tempera
ment saa vel som hendes Udseende, Gang, Bevægelser
osv. i ganske enestaaende Grad bestemmer hende for de
tunge tragiske Roller. ZNen hendes Repertoire er paa
ingen ZNaade begrænset blot til det mørke Omraade.
Hun optræder stadig i sin første Rolle, som den lystigt
leende,skjelmske og pyntelige VærtshusholderskeTNirandolina
i den sirligt naive og livsglade Komedie fra Paryktiden.
Og hun spiller den letsindige, muntre og tungerappe Ty
prienne i Sardous ~Lad os skilles« med al ønskelig Fart
og Livslyst. - Hun er ikke Italienerindr for ingenting.
Dog, Italienerinde er huni alle sine Roller. ~Hendes
Kameliadame« er. ingen Pariserkokotte, men en stolt falden
Romerinde, halvt Barn, halvt Ulodev Hendes ~Fedora«
er ingen russisk Fyrstinde, men en moderne Borgia. Hendes
hevntørstige Grevinde i Sardous ~Fernande« stammer ikke
fra Napoleons Keiserrige, men fra hans . Fædreneø, —-
og hendes Cyprienne souperer oftere paa Lidoen i Venedig
end hos Dagneau i Paris-C (Paul Schenther). Og
baade hendes Nora i ~Et Dukkehjem« og Ukagda i
Sudermanns ~Hjemmet« hører hjemme i hint brændende
Syden, hvor Livet leves ud i et eneste farligt og frygte
ligt Sekund. Dette Syden er dog ikke netop bundet til
de Grænser, der indeslutter Kongeriget Jtalien. Der findes
vulkanske Kvindehjerter ogsaa under koldere Himmelstrøg.
Ogsaa i det graa Norden lever der Sjæle, som frysende
føler: ~det er altid kun Øieblikke Øieblikke, som Mennesket
har, der er intet varigt at stole paa, thi vi svømmer over
mørke Vande fra igaar til imorgen, og vor ensomme
Længsel er ikke saa frygtsom som vor angstfulde Sitren,
vor feberagtige Lytten, naar vi er lykkelige-A (Laura
Marholmsx « - « « U« »
Jeg skrev ovenfor, at Eleonora Duses Menneske
skildring og Livstolkning staar under Mystikens Tegn.
Det vil sige, hun fører i sine store Roller, dem, der giver
en hel Menneskeskjæbnes Historie og Forklaring, altid
Tanken tilbage eller frem til hin mørke, afgrunds
dybe Evighed, hvor·alt begynder og ender. Hvorfrail
hvorfor? hvorhen? spørger vi og saar intet Svar.
Vi kan blot stumt bøie vort Hoved og prise eller forbande
den tilfældige Lykke eller Ulykke, som blev vor Lod paa
lorden. Vi hvirvles afsted som Støvfnug for Vinden,
——deller som det heder i Hølderlins ~Skjæbnesang«:
ES schwinden, es fallen
die leidenden Menschen
blindlings von einer
Stunde zur andern .
Saadan er den Livsfilososi, der ligger bag Duses
274 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
