Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 30. Lørdag 24. Juli 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
komme til for det første at kjæmpe alene; thi deres eneste
Forbundne, Russerne, vilde komme førsent, da Napoleon
færdig til Angreb stod ved Grænsen.
En af de sidste Draaber, som fik ·Bægeret til at flyde
over, var Mordet paa Boghandler Palm i Ntirnberg
palm havde udbredt et Flyveskrift ~Tyskland i sin dybeste
Fornedrelse«, der havde opvakt Napoleons Vrede, og da
Palm ikke vilde opgive Forfatteren, lod Napoleon ham
uden videre skyde. Denne frække Daad vakte den største
Bestyrtelse over hele Landet. Da man saa samtidig fik
Budskab om, at Napoleon vilde fratage Preussen dets
polske Besiddelser for at give dem tilbage til polen, blev
Krigen erklæret
I September drog de første Skarer under Sang og
Klang afsted til Erfurt og Weimar, der var bestemt til
Hovedkvarter. Pralende optog Soldaterne Frederik den
stores Ord, at Verden ikke hvilede sikrere paa Atlas’sSkuldre
end det preussiske Monarki paa de preussiske Bajonetter.
Kongen og Dronningen indfandt sig snart i Hoved
kvarteret, hvor Dronningen forblev, ikke for at blande sig
i militære Anliggender, men for at støtte Kongenidenne
vanskelige Tid.
Enkelte af Generalerne fandt, at hun udsatte sig for
altfor stor Fare ved at forblive ved Armeen; men de
fleste mente, at hendes Nærværelse var af stor Vigtighed
paa Grund af den Kjærlighed, Soldaterne nærede for
hende. Hendes modige opofrende Eksempel smittede alle.
Selv tænkte hun ikke paa Faren og havde intet høiere
Ønske end at være hos Kongen saa længe som muligt.
Rigtignok gyste hun ofte ved de Rædsler, som Krigen
vilde føre over Folket, og udgjød Taarer ved Tanken paa
Soldaternes Efterladte.
Den U Oktober naaede de sidste Skarer Hoved
kvarteret, og med Begeistring afventede Soldaterne Kam
pens Begyndelse. Men bitter skulde Skuffelsen blive.
Allerede samme Aften fik man den uventede Efterretning,
at Napoleon, som man endnu træde langt borte, med sin
sædvanlige Hurtighed havde overrasket Fortroppen og fuld
stændig slaaet en Afdeling paa 6000 Mand.
Ved denne Efterretning grebes Armeen af en mørk
anelsesfuld Stemning, der snart saa sørgelig skulde gaa i
Opfyldelse. To Dage efter, den M Oktober, led Preus
serne paa en og samme Dag de to forfærdelige Nederlag
ved lena og Auerstädt, og Napoleons Hære oversvømmede
Preussen.
Dronningen var lige til den 13 om Eftermiddagen
ved Hæren; men da Armeens Overstbefalende fik se hende,
blev han forfærdet og gav to Eskadroner Befaling til at
dække Tilbageveien til Weimar.
Her var alt i Opbrudz Fienden befandt sig overalt
i Omegnen, og man ansaa det næsten for umulig for
Dronningen at slippe uskadt bort; thi Napoleon vilde
naturligvis gjøre alt for at faa fat paa hende, som han
ansaa for sin bitreste Fiende.
Hefte var omtrent ikke at opdrive, da alle var sendt
til Hæren. Ad de mest afsidesliggende Veie blev der ud
kastet en Reiserute
Tidlig om Morgenen den H Oktober forlod Dron
ningen Weimar Under Kanonernes Torden fra det be
gyndende Slag. En tæt kold Taage skjulte Kamppladsen,
og i fuldstændig Uvidenhed om Slagets og Kongens
Skjæbne maatte hun fortsætte sin Vei.
Først den fjerde Dag fik hun ved et Jlbud et Brev
fra en af Generalerne, der berettede, at Slaget var tabt
og at hun hurtigst mulig maatte flygte med sine Børn,
da Franskmændene i Ilmarscher rykkede mod Berlin. Om
Kongen Lindeman intet sige, dog haabede man, at han
var i Sikkerhed.
Hvad hun har lidt i disse Dage, kan man selv tænke
sig, uvidende om alt, medens Landets,Kongens og hendes
Børns Skjæbne stod paa Spil.
I største Hast fortsatte hun Veien til Berlin, som
hun igjen øieblikkelig forlod uden at kunne medtage andet
end det allernødvendigste.
Da hun traf sine Børn igjen, sagde hun til sine to
ældste Sønner: ~Paa en Dag er alt det tabt, som to
Aarhundreders store Mænd har arbeidet paa. Der er
ikke mere noget Preussen, ingen preussisk Hær, ingen
Nationalære, alt er tabt.«
Da Hufeland, hendes Eivlæge, hørte, at hun kom,
ilede han til hende og fandt hende i fuld Fortvivlelse.
Hun modtog ham med de Ord: »Alt er tabt. Jeg
maa flygte med mine Børn, og De maa følge os.«
I Hui og Hast maatte de flygte nordover fra Sted
til Sted for endelig at stansei Kønigsberg medens Ilbud
paa Ilbud bragte den ene sørgelige Efterretning efter den
anden. Ulykke fulgte paa Ulykke.
De forhen saa stortalende Officerer tabte aldeles
Modet og Besindelsen, og ikke alene Resten af Hæren,
men den ene Fæstning efter den anden overgav sig til
Fienden. I faa Dage bragte Uheld og Feighed hele det
preussiske Monarki i Franskmændenes Hænder.
Imidlertid var Napoleon rykket ind i Berlin, hvor
han brandskattede Preussen for sOO Millioner Livres
De, der endnu nærede Hengivenhed for den preussiske
Konge, blev dømte som Oprørere.
Han satte sig i Besiddelse af Slottene, der stod, som
Dronningen havde forladt dem. Blandt andet aabnede
han Kongens private Gjemmer og læste Dronningens
Breve til sin Ægtefælle, hvori hun udtaler sig om Na
poleons Adfærd mod Preussen. Disse Udtalelser bragte
ham i fuldstændig Raseri, og iAviser og Flyveskrifter be
gyndte han nu de skjændigste Angreb paa hendes Ære
og Karakter, idet han derved haabede at berøve hende
Folkets Kjærlighed og mindske hendes Indflydelse. ’ Hans
Angreb paa ~die Landesmutter« havde dog kun den mod
satte Virkning, og æggede Befolkningen til større Modstand
og Forsvar for sit Kongehus.
Forsøg paa Vaabenstilstand var bleven gjort; men
Napoleons Fredsbetingelser var saa haarde, at Kongen
umulig kunde gaa ind paa dem. Med Fortvivlelsens
Mod fortsatte Preusserne Krigen.
Ved Eylau stod det blodige, men uafgjørende Slag,
hvor Masser af Faldne i Uger dækkede Valpladsen.
Atter maatte Hoffet flygte over Hals og Hoved, da
Franskmændene befatte Kønigsberg
I Kønigsberg blev Dronningen angreben af TYqu
og man frygtede længe for hendes Liv. Da hun netop
begyndte at bedres, kom Budskabet om Franskmændenes
Fremrykken. Hun erklærede bestemt, at hun vilde føres
bort trods sin lidende Tilstand. ~Bedre at falde i Guds
end i disse Menneskers Hænder-O var hendes Ord.
I hendes Sted forblev hendes Søster," Prinsessen af
Solms-Braunsfeldt, trods alle Advarsler i Byen, hvor
hun udenerkede sig ved den Udholdenhed og Opofrelse,
hvormed hun pleiede de Saarede, som førtes did fra Eylau
· Den 5 lanuar reiste Dronningen i streng Kulde og
Snestorm langs Kysten af Kurisches Haff til Meml, nær
den russiske Grænse; dels maatte hun gaai Baad, dels kjøre
paa den skrøbelige Is, og Nætterne tilbragte huni de elen
digste Hytter. Den første Nat laa hun iet Hus, hvor Vin
duerne var ituslagne, saa Sneen føg henover hendes Sengs
Men merkelig nok kom hun sig.
(Forts.) «
302 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
