Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 30. Lørdag 24. Juli 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Morgensko og en kniplingbesat Morgenkjole, der sluttede
udenerket om hendes vakre Figur.
- Godenorgen, sagde hun blødt.
Gerald fulgte lige efter hende.
Aa, Laura, sagde han og saa skøieragtig fra den
ene til den anden af sine maalløse Slægtninge, det
lader ikke til, at de vil snakke til dig.
Men Mathilde kom hurtig hen til hende og tog hendes
bløde Hænder i begge sine.
· Var det dig hele Tiden? raabte hun straalende.
Var det graa Haaret falskt, og Rynkerne ——-
Aa, Gerald, hvorledes kunde du finde paa sligt?
- Jeg bad ham om at slippe, sagde den vakre Brud.
- Jeg sagde ham, at det var grusomt, og saa frygteligt
som det var for mig at sige alle de rædsomme Ting, han
havde lært mig, og saa holde Paryken lige og ikke lel
Vil -I" nogensinde tilgive os?
«—— Tilgive ederl 10, min kjære Pige, raabte
Fru Teale.
Og hun skyndte sig frem og omfavnede sin Sviger
datter med stormende Glæde.
Det var noget stridt, sagde Gerald muntert.
leg følte mig som en Forbryder, da jeg saa,
hvorledes I optog det. Men I husker, hvad I sagde,
hver eneste en af eder, at det kunde ikke være værre,
og saa tænkte jeg at jeg skulde vise eder, at det kunde.
Laura er nitten istedenfor firti; hun kan tale korrekt, naar
hun gjør sig Umage, og jeg kan anbefale hende fom.en
forekommende, elskværdig, helt igjennem dygtig Dame
sandt at sige: den sødeste som findes i Verden.
Hr. Teale forlod Kaminen og omfavnede straalende
sin Svigerdatter, og Magda kyssede hende hjertelig.
Det var en skrækkelig Lærepenge, sagde Fru Teale
og smilte gjennem Taarer; men jeg er bange for, vi
trængte den.
Cantiegucd.
Den eneste virkelige Lighed paa lorden er Døden.
Hjertet er det første, som vaagner og det sidste, som
dør.
Låtz lifvet komma med strid og larm
och höja ditt mod och vidga din barm
och låta dig Vaken, glad och varm
din handlings lågsträng spänna!
Låt lyckans solglans göra dig blind
och profningens friska, stärkande vind
få kylande susa omkring din kind
och Tømärtans eldström dig bränna.
Ellen Lundberg.
En Time kun, blot et Minut af Lykke,
saa dybe Spor kan i dit Væsen trykke,
at Sjælen evigt henter Liv deraf.
Den fulde Harmoni som Stunden gav,
vil sinde Udslag i de rige Strømme
af lyse Tanker og af stille Drømme
Skovkonen.
Skitse af Elisabeth Schoyen
andidat Brandt havde netop optaget sit store
Sagbrug og lernværk, som han nylig havde
kjøbt efter den foregaaende Eiers Død. Han
« var født og opdraget i Kristiania og havde
kun et Par Gange været hernede, inden han
bestemte sig til Handelen, derfor var der lange
Strækninger, som han endnu ikke kjendte. En Dag sagde
han til sin gamle Forstmand: «
~Jeg skulde dog have Lyst til at kjende alle mine
Skove; næste Gang vil jeg op paa den Fjeldryg derover,
som er bevoxet med Gran og Furu. Vil De give Besked
til et Par af Vedhuggerne, som er kjendte deroppe, saa
gaar vi afsted om nogle Dagel«
Forstmanden rystede betænkelig paa det graahaarede
Hoved og svarte: «
~Det vil jeg dog fraraade Kandidaten; for Tilgangen
er næsten umulig. Man maa kjæmpe sig frem gjennem
Ur og Vildnis, og paa flere Steder er Fjeldvæggen saa
brat, at man maa lade sig heise op i Tougel«
~Det ved jeg - fvarte Brandt - Men hvad mine
Mænd kan gjøre, kan jeg ogsaa selv gjøre. Hold derfor
Stiger og Touge i Beredskab, saa skal jeg senere give Dem
nærmere Beskedl« ———
Men Hansen gjorde paany Indsigelse og syntes saa
uvillig til at efterkomme sin Husbonds Ønske, at denne
tilsidst begyndte at faa Mistanke om, at der maatte være
noget galt paafærde med denne Skov, og at der stak en
eller anden Hemmelighed under. Uden at gjøre flere
Spørgsmaal lod han Dagen efter tilkalde nogle Vedhuggere,
hvem han befalte at tage Redskaber med og føre ham op
iFjeldet uden at melde det til den gamle Forstmand.
Men det viste sig snart, at denne paa ingen Maade havde
overdrevet med Hensyn til Fartens Ilkoisommelighedev
Først maatte de med Øxer hugge sig frem gjennem den
tætte Underskov, og senere maatte Førerne kravle op ved
Hjælp af Pigstokke og slænge et Stykke Toug ned til
Brandt, hvilket denne fæstede om Livet, hvorefter han blev
halet langsomt opover. Efter flere Timers Forløb naaede
de endelig en aaben Plads, hvorfra Træerne sænkede sig
i Afsatsen nedover til Dalen med dens rige Marker, Elve
og Fossefald. Da Brandt vendte sig for at fortsætte, blev
han forbauset ved at se en fin Røgsøile stige op imod den
blaa Himmel.
—,,Hvad betyder dette? - spurgte han Det er
jo strængt forbudt at tænde Baal heroppe. Hvis det tog
Ild i Skoven, vilde det være umuligt at faa den slukket.«
~Det er vistnok fra Eneboersken mente en af
Folkene - Der bor en Kone heroppe. Forstmand Hansen
kjender til det, og derfor vilde han nok helst, at Husbond
ikke kom herop.« »
~Saa det var Hemmelighedenl - tænkte Brandt,
som blev ganske nysgjerrig efter at faa se det Væsen,
som holdt til i en saadan Udørk. Han befalte, at man
skulde vise ham Stedet, og den ene af Mændene bad ham
da følge efter henad en smal Skovsti, som førte til en vild
Ur, hvor en Mængde Kjæmpestene laa slængte om hver
andre i lunefuld Uorden. Da de kom frem foran en af
disse Stene, stod de pludselig ved en liden Potetesager,
som laa ind til en bar Fjeldvæg Midt i denne var der
en stor, rund Aabning, som syntes at være Jndgangen
til en Hule. Den unge Eiendomsbesidder blev ikke lidet
overrasket ved at se sin Forstmand staaende her i Samtale
IT
URD 305
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
