Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 33. Lørdag 14. August 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Sjæl eller søgende blandt Norges snebedækkede Fjelde at
glemme sin Sorg.
Naar hun ikke er paa Reise, tilbringer den enlige
gamle Dame det meste af sin Tid i det lille vakre,
gammeldagse Hjem i Chislehurst, hvor hun er omgivet
af talrige LNinder fra tre Napoleoner. Om Dagen er
hun optagen med Skrivning, Læsning og Spaserturez men
naar Aftenens Skygger falder paa, da lægger hun Hæn
derne i Skjødet, Lninderne, de gamle underlige Minder,
glider som brogede Billeder forbi hende, det korsikanske
Spøgelse kaster sin Skygge gjennem Tidsaldrene, og som
en dunkel Unelse glider det gjennem hendes Sjæl, at
hver og en i hvis Uarer en Draabe af Napoleons Blod
flyder, er dømt til at vandre den samme Vei fra Keiser
kronens Glans til Landflygtighedens Nod. Glimtvis
begynder hun at førstaa Sandheden af de Ord:
Der gaar en Nemesis gjennem Livet,
at undgaa den er ingen givet,
og idet hun bøier sig for denne evig gjældende Lov,
bøier hun sig for Gud. ·
Et Forsøg paa at spille Kirsten
Giftekniv. ·
Uf Ada Cambridge.
om spaserede i Haven med Emilie, vor Gou
vernante, Dagen efter at jeg havde givet mit
Samtykke til Henriks og hendes Forlovelse.
Emilie omgikkes Tom paa sin tilsyneladende
aabne Maade - nei, jeg maa ikke være ukjær
·lig; jeg tør sige, den var aaben og fri for Beregning
og jeg var undertiden fristet til at tro, at de ikke brød
fäg om at blive førstyrret; men det er naturligvis noget
øvl
"—— Min kjære, sagde jeg muntert, det lader til, at
din Kjæreste synes hans Mor er en Plageaand nu om
Dagen, og det er jo naturligt. Jeg har førsøgt at op
muntre ham lidt, men han svarer med at gabe. Kjære,
førsøg dine Tryllekunster paa ham og overlad mig min
gamle Mand, som endnu er min.
Hun rødenede paa sin Jngenue-Maner saa uligt
en kjæk Urtianer - og skyndte sig straks bort. Toni
stod og saa efter hende. »
Hun er en sød liden Pige, sagde han, og jeg
vilde ikke tale til hende paa den Maade, Polly, hvis
jeg var dig. Det saarer hende. -
Det saarer mig, svarte jeg, naar du taler paa
den Maade. Det er meget uretfærdigt af dig. Du ved
udenerket godt at jeg behandler hende med den største
Venlighed og Hensynsfuldhed og at jeg har modtaget
hende uforbeholdent for min Søns Skyld.
Ja, ja, sagde han, jeg ved du ikke mener det.
Kom og se paa de nye Griser. Han trak min Haand
ind under sin Urm og klappede den« Vi havde havt saa
mange smaa Scener i den sidste Tid noget vi aldrig
kjendte til før Frøken Blount koml saa jeg var be
stemt paa ikke at trætte med ham nu. Det skulde aldrig
siges, at det var min Skyld, hvis et lykkeligt Hjem blev
ulykkeligt. Jeg slugte min Ærgrelse og gik med for at
Hz
NE
se paa Svinene, - tretten smaa sorte Berkshiresvin, alle
saa livlige som de kunde være, og Tom frydede sig saa
inderlig over dem, som om de var mere end baade Kone
og Barn. J sin overdrevne Iver foreslog han at slagte
en af dem, forat vi kunde have et Festmaaltid Søndag
sLad os have en liden Fest for det unge par,
Polly. Henrik er nu istand til at sidde ved Bordet, og
vi har endnu intet gjort for at høitideligholde deres For
lovelse. En stegt liden Gris og en af de fede Kalkuner
og saa invitere Juke til os. Hvad?
- Kjære Ven, svarte jeg, jeg er fuldstændig villig
til at høitideligholde Forlovelsen paa den Maade du skulde
ønske ——- ja, lad os have en god Middag og bede Dr.
Juke. - Jeg ved vi skylder ham al den Opmerksomhed
vi kan vise ham. Men hvad jeg gjerne vilde advare dig
imod er: at lade de to unge tro, at der skal blive noget
Bryllup af med vort Samtykke.
Tom stirrede paa mig som om han ikke førstod et Ord.
- Du mener ikke nu straks? spurte han.
Nei, ikke paa flere Aar, ivrede jeg alvorlig.
Tom, du maa støtte mig her. Gutten er bare et Barn
endnu. Før vi tillader at han belemrer sig med en Kone,
der sandsynligvis er aldeles uduelig disse lærde Damer
er altid det og Omsørgen for en Familie, maa han
være i den Stilling, at han kan ernære den.
Ja, sagde Tom og trak paa det. Uken du og
jeg Polly
· Snak ikke om os to, afbrød jeg; det er noget
ganske andet for det var det naturligvis.
Du var dobbelt saa gammel som han.
——- Da bliver han bare M Aar, sagde min Mand
med et Forsøg paa at være morsom.
Jeg kunde ikke finde det var noget at more sig over.
Jeg kan ikke tænke mig et alvorligere Forhold end det
mellem Forældre og Barn.
——- J hans Ulder, svarte jeg, gjør fire Aar ligesaa
meget som ti paa hvilketsomhelst andet Stadium. Lad
ham bruge disse fire Uar lad ham begynde, hvor
hans Far begyndte og jeg skal være tilfreds.
- Ja, min Ven, det beror nu neppe paa os; gjør
det vel?
Tom purrede op Soen med Spaserstokken og lo paa
en dum 2Naade.
Saa? hvorfor ikke? spurte jeg. Du vil da vel
ikke sige, at du ingen Magt har over ham? Tror du
at Henrik, naar vi alvorlig forestillede ham Sagen, vilde
gaa sin egen Vei tiltrods for os? Jeg tror ikke min
Søn vilde gjøre noget saadant.
Tom lo igjen og saa paa mig, som om jeg havde
sagt noget fornøieligt Jeg spurte, hvad han lo af, men
han svarte blot: - Aa, det var ——— det var ingenting.
Jeg skjønte imidlertid at han tænkte paa min egen
Bortførelsez men det var nu en ganske anden Sag, Jeg
blev drevet til at gifte mig da min Far ved sit andet
Giftermaal praktisk talt gjorde mig hjemløs; noget der
intetsomhelst havde at gjøre med dette Tilfælde Det
ærgrede mig at han tog det saa let med denne vigtige
og alvorlige Sag, men jeg var fast bestemt paa, at han
ikke skulde faa mig ind i nogen Disput.
- Fire Aar, sagde jeg blidt, vil give dem Tid til
at lære hinanden og sig selv at kjende. Hvis de efter
fire Aars Forløb endnu holder fast ved hinanden, vil jeg
føle mig tryg for, at de er paa ret Vei. ZNen de bliver
naturligvis kjed af hinanden længe før, og saa spares
han for en skrækkelig Skjæbne-
Vi havde forladt Svinestien og gik nu gjennem Kjøk
kenhaven, mønstrende al den Ødelæggelse som den skrakk
kelige Veisnegl afstedkom.
330 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
