Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 33. Lørdag 14. August 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Fra Stockholmsudstillingen
(Brev til »Urd«).
Hunstiidstitkingeir
(Forts.)
et ker mærkværdigt, hvor de gamle Genrebilleder
sker førsvundne. De vari sin Tid de aller
populæreste, ligesom de altid er de allermest
letfattelige as alle Ukaleriev De er anek
sdotemæssigez de fortæller, gjengiver en Be
givenhed, en Situation, de opfattes umiddelbart
og øieblikkelig, og man er ogsaa temmelig straks færdig
med dem. Nu findes der saa godtsom ikke et Spor af dem.
sens Man skal dog ikke tro at selve Figurmaleriet er før
svundet. Det? blomstrer tvertimod frodigt, kanske mesti
den danske Afdeling. Men det nuværende Figurmaleri
har ganske andre Maal end de gamle Genrestykker.
Genrens Maal
var Øieblikket,
det spændende
prægnante Øie
blik, som umid
delbart fortæller
sin egen Historie;
de moderne Fi
gurbilledereral
deles modsatte;
de generaliserer,
de gjengiver
det varige,
det stabile, det
evige almen
menneskelige.
Naar man f.
Ex. ser paa
Viggo Jo
hansen s
~Moderen med
de smaa«, sam-
lede i Klynge foran den brændende Kamin i Skumringens
stille Hvile, saa gir det slet ingen Historie, det fremstiller
et helt menneskeligt Forhold, det er Hjemmet, Hjemmets
Hygge og Tryghed, det som er der hver Dag, selve Hjem
mets Atmosfære saa at sige. Eller alle Vilh. Hammer
shøjs Jnteriorer. Et gammelt taffelformet Piano f.
Ex: med nogle kunstlost ophængte Skilderier paa Væggen
over det; hvor gir det ikke et gammelt Borgerhus, ikke
et Spidsborgerhus, saadant som vi drar paa Smilebaandet
af, men et stille og fredeligt Hjem, hvor Menneskene holder
af hverandre.
Selve Dyrebillederne, som dog næsten altid pleier at
være anekdotemæssige, har skiftet Art. Ser man paa
Bruno Liljefors’s Svaner f. Ex., eller hans Orne, som
slaas ned over en Vildand, saa er det ikke langt fra, at
man glemmer,-sat det er Dyrebilleder, de næsten personi
ficererz Svanerne, det er den stille,niajestætiske Værdighed,
Ornene er den hensynsløse, übarmhjertige struggle for life.
Eller hans Tiurlegz det er al Elskovens Attraa og skjelvende
Uro; og hans gamleUgle paa en Klippe inde i Skoven
er al Skovens Uhygge og Rædsel, dens Mørke, hvor man
er givet alle onde Vætter i Vold. Overalt gjælder det
samme; man fæster sig aldrig ved Sujettet i og for sig;
man søger straks Stemningen eller Tendensen, det Akaleren
har villet, det som ligger bagom.
Det er ogsaa paafaldende, i hvor høi Grad Maleren
nu for Tiden arbeider for Udstillinger og Musæer. Baade,
deres Valg af Emner og den Behandlingsmaade, de
anvender, tyder paa, at de har tænkt sig et stort og skif
tende Publikum, saadant som offentlige Udstillinger og
offentlige Gallerier kan byde, og ikke havt for Øie Hjem
mets trange Vægge og trange Kreds. Jeg ser her aldeles
bort fra Billedernes Ydre Kriterier, tænker ikke paa Lærre
derneS Storrelse, som ofte gjer dem umulige for et Privat
hus, eller paa den tekniske Behandling, som krævet lang
Afstand for at Farverne skal komme til sin Ret.f’ Matte
maneren er forresten, i forbigaaende sagt, nu næsten
førsvunden.
· Jeg tænker udelukkende paa deres indre kunstneriske
Egenskaber. Det ligger i selve den Helhedsvirkning, som
Maleren nu først og fremst vil frembringe. Jeg skal
tage et Eksempel, som jeg antar en stor Del af det norske
Publikum kan kontrollere. Det er Eyolf SootS store
Billede ~Barnemordersken.« Hvem har ikke følt sig greben
af det, greben af Medlidenhed, Ømhed, Trang til at hjælpe
og trøste? Og
hvem har ikke
spurgt sig selv:
hvorfor? hvor
længe skaldenne
Elendighed fin
des iblandt os?
kjærlige Tanker
og gode Forsæt
ter vækkerßille
det hos os
hvorfor vil da
ingen asos have
detpaasinVæg·P
HD
Kunsthall9n.
—-
TT » M WW i : TF TCP-w- zx M =
in Il- v d.t l UTFWMIMMWMFFNT T TM da– mäts-x A—X«Æt 11. "’·««l·l·ii’-·sj1«··7 ffjssxxzz P » »,f–Z-IMM
ssis -—T.—. ,FMs.
’ i · :v« q- ngixc»»jlttil»«tijt M «·1 « .xx- Umanme st i : «:J–:-«––
Dle . M TT BMW .llm l TTMTTTT m«s « i«i«««« TTTTT’TTTITIT«iTTTTT j»" "T:—.—- sssisiiiiJkstF -1«"– »-’ -
ti VTTTIa , «nsI«M«T)-l«««s-»»Hlth·myttln H» -»–-;–.... »,"»»» IMTMT VFSH-ETA åknileMF-TMJTAFITTJZEPKS f Mnf HUMPHREYjo l–
Egg-; zsixiisxs»-i·»·«·»csc·i«ks3««1iikjl» « ULMIe sz HUEMMH»,»,"««s»f«fsif«ksf;«;f..·.·s-i-«.«75k«.5....-·-«s-’ « -,.:,;·,,.»(«. :ng
kxäL
TH-« HTTTT TTTTTT TT TTT » tjjffjfffjjjfffjffjffffUsiiiiijust fiinsfffsjff LWEgid
TFT-STR- ·"-s-..-««’·-";–..-.ik"c·s."·"«.ZZ«-»«·.s::«·.-"ks;, ii·»I11LU . - .x- r-,-.:-,-’-;:,J"; ~:sif.-L·-·"»-«-J!I.«F.,,. «i-’»» s» » sisik .s. T» IT TT HTH .i-
–...-kisk-zzz,,,-.Tz;i-.«;..:;T-—-:-«:«.-.Lk:«·-IEWT Tf T THFHHIYH WH ff «f: » F ·R tu Mbit
TJIJTEITU siks-TTIETxITjsiSIFETTETTITTTT..»TT-.·- TT f , TTT AUFWMMWTÅJEQRITL ss.»«.-s:I,-,T’ITZT TTT lmsleMlMAwÆ TT .xx-—-
skiiiijskiikliETii li««»i»»k»»»»«’« »;s» «.i kni fy- LMITTMW LLWHHFsz fl» h. W: inåt-;
kis-» ..-I-..–..–«» TM- Arm.-ss- ».—» T i TT iil-iil . H– IT " NMT-« vid TT ITTTTTTTTTTT NTTTTTTTTTTHTTTTTWMM ·,» «v:. :« i ~.-:
TTTTTTT TT ÆÆJTWH vi · WTWTTTTTWMMTTTTTTTTTTITTTTTHTTTTTTHTTW«L— ; ; »
. sygt– Ef- ::–- -zxaß–JHEÆX4F
. -«–Ls-’-MT–« »s«-.-:s:jj«:-’:-.j:s.7f . -—-«d:–
ärv-Eski- läk–———-å ’ - –k;;iä——— ——— T
ysan isf— TDIL
M;«—«——-—:——— N» —K
———-L— ffqt M;RNA-F-
–-—i- -
-—-= —.- -—— ——- .-
Det er, fordi
vi ikke orker det.
Sterke Følelser
er Livets Hellig
dagskostz vort
daglige Brød
kan de ikke være.
Ser vi dette
Billede i Nationalgalleriet v—4c Gange om Aaret, saa
gribes vi, det virker vækkende; skulde vi se det hver Dag
paa vor egen Væg, saa blev vi sløve. Noget analogt
er det hos hele den moderne Kunstretning Det er en
StemningSkunst. Menikke i dette Ords gamle Betydning.
Med at noget er stemningsfuldt mente viegentlig bare,
at det hos os vakte en vag, mild mere eller mindre ve
modig Glædez naar Kunstnerne nu vil gjøre gjældende,
at ~et Landskab er en Sjælstilstand«, saa lægger de ikke
Vægten bare paa Sjælstilstand, men ogsaa paa ån. De
vil give ån Stemning, og alt ofres for denne Enhed.
Derfor- digter de Eandskabet om, derfor stiliserer de. De
blir personlige, helstøbte, storslaaede, men de blir ogsaa
i en vis Grad paatrængende. Og det er dette paatrængende
vi mere eller mindre übevidst værger os imod, naar vi
henviser denne Kunst til Gallerierne. Det er smed vor
aandelige Næring som med vor legemlige; vi kan ikke have
den for ensidig, og naar vi da ikke har Raad til som
Fürstenberg i Gøteborg eller Bramsen og Hirschsprungi
Kjøbenhavn at holde os selv et helt Galleri og modarbeide
Ensidigheden paa den Vei, saa blir det til det,«.7:sat vi for
vor private Del holder os tildet mere almene, enten det
inderlige, det som fordyber sig i Sujettet og søger at drage
frem alt vakkert, som ligger deri, forborgent for profane
Øine, eller det som gir os en ren artistisk Glæde,
aldeles überoende af Sujet. KregerS store Portræt af
URD 333
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
