Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 33. Lørdag 14. August 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Holger Drachman skulde jeg f. Ex. gjerne ville have paa
min Væg tiltrods for dets Størrelse, bare for det straalende
Solskins Skyld. Det lyser op hele det Rum hvor det
findes, jeg fyldes af leende Glæde bare ved at tænke paa
det - derimod blir selve Holger Drachman, for mig idet
mindste, kun- en Staffagefigur. Naar jeg ser Harriet-
Backers Coftinteriør, har jeg ogsaa denne samme aldeles
umiddelbare Følelse af Glæde, af Nydelse ved at følge
selve Perspektivlinjerne og Lysreflekserne, det tvinger frem
samme ureflekterede Udraab: hvor det er vakkert! ·
Vi har en Kunstner hjemme, som i særlig Grad
burde være en Hjemmenes Maler, men som aldrig rigtig
har faaet den Paaskjønnelse han fortjener, det er Edvard
Diriks. Han har en- saa sjelden Evne til at elske. Jeg
husker et Maleri afham for mange Aar siden, som egentlig
ikke forestillede andet end en Sølepyt oppe iStudenterstienz
den var malet med en næsten beskyttende Kjærlighed, og
jeg kan den Dag idag aldrig føle mig bare ærgerlig naar
jeg ser en sølet Vei. Og alle Diriks’s Uveirsbillederz
Storm og Ruskeveir, Bryggen blank af Regnvand og
Sjøvand, Zlkenneskene med Hovederne trukne ned mellem
Skuldrene, Hænderne i Lommene og krogede Knær —-
der aander Sympathi ud af det, Sympathi for Menne
skene, for Vinden, for Regnet, kanske allermest for den
blanke Brygge. J hans Havbilleder med og uden et
pustende og røgende Dampskib er der en Friskhed og
Livskraft, som blir til en næsten social Følelse af Respekt
for Arbeidet, altid parret med den diskrete Ridderlighed, som
vel er hans inderste herskende Evne. De Billeder han
har her er ikke særlig repræsentativez men hjemme,· hvor
man kan følge ham Aar for Aar, skal jeg anbefale ham
særskilt til alle som gjerne vil have en nobel og fin Kunst
i sit Hjem.
· Vi har jo forresten mange hjemme, som gir os
Kunst for vore Stuer; vi har Werenskjold, Kitty Kiel
land - hun har her et Tjern oppe i Hoifjeldet og et
Jæderbillede, som begge er aldeles betagende vi har
Collett, Johannes Müller og mange andre. Det er mest
i den svenske Kunst fra de seneste Aar, hvor man blir
slaaet af det ensomme og storslaaede, det som man uvil
kaarlig stiller sig lidt paa Afstand fra i en Følelse af
Respekt. Karl Nordstrøms Billeder f. x. vækker
hovedsagelig en Følelse af Ærbødighed, og de er i emi
nent Forstand Musæumsbilleder.
Og det er ingen Skade. Musæerne er alles Eien
dom; det er der-, de skal hente kunstnerisk Coftelse og Hellig
dagsstemning, som til hverdags har mest Slid og Slæb.
Maatte det bare blive mange Musæer. Hver eneste
Kommune, ialfald hver eneste By, burde jo have sit.
Men det tager nok Tid, inden de kommunale Fædre faar
Øinene op for det.
. A. B. W.
Literatur.
Alvilde Prydz: Gunvor Thorsdatter til Hærø-. tode, Ute
og x2te Hefte. . Fjerde Oplag. Udkommer t x 2 Heftet a 40
Ore. Ulb. Cammermeyers Forlag (Tars Svanstrøm), Kristiania.
Hector Malot: Uden Slægt. Prisbelennet af det franske
Akademi. pris Kr. 2.00 indb. ——— Ulb. Cammermeyers Forlag,
Kristiania. ·
5 Dage i Bergen.
allet 5 har et daarligt Ord paa sig, saa det
var kanske galt af mig netop at sætte en Ter
min af 5 Dage for mit Bergensophold. At
Skyerne særlig anstrengte sig med at udose sig
for det grulige lille Tals Skyld, kan jeg dog
neppe tro; for med den Ting skal det gaa ganske glat i
den gamle Hansestad Aarets øvrige 360 Dage ogsaa.
Med Ungdommens storartede Letsindighed og Øst
lændingens sollyse Freidighed gjorde vi - min Veninde
Ilkally og jeg - Regning paa Godveir de 5 Døgn rundt,
vi skulde være i Bergen. Paa Kartet kjørte vi saa lyste-·
lig rundt Fantoft, op paa . Fløien, med lernbanen til
Voss,s alt medens Solen legte om vore unge Skikkelser;
Himmelen farvede Fjord og Sjøer blaa. Jotak, dengang
gjorde vi nok Regning uden Vertl Og Verten i Bergen,
han, der med en enestaaende Omhu tar sig af alle Rei
sende, det ved de nok er ingen anden end den mørke Regn
gud selv. Tung hænger han over Vaagen, naar Skibene
seiler ind, og ængstelig forat Passagererne skal undslippe
hans Gaver, begynder han at drysse dem om sine arme
Offre, tæt og sint, længe før Skibet har saa meget som
tænkt paa at kaste Anker engang. Stiger vi saa iland,
kommer det for Alvor det, vi saa pent og sstille er blevne
forberedt paa. Regnet plasker i Gaderne, ’slaar mod
vore Paraplyer, fordi vi vover at byde det Modstand,
og som en eneste Vaskeklud holder vi vort Indtog i det
beskedne Privathoteh som er blevet os anbefalet.
Ved table d’h6te sidder snart en udvalgt kosmopo
litisk Førsamling, og Talen falder, som rimeligt kan være,
paa vor udsøgte Vert, han, som sendte os den første fug
tige Hilsen derude paa Vaagen. Mally stakkar, som med
sine vaade Klæder ogsaa har lagt af den Smule engelsk,
hun muligens engang har kunnet, gjør et energisk For
søg paa at faa an English conversation istand. Et Ord,
vi Oftlændinger til Nød kan undvære, men som i Bergen
er absolut paakrævet det lille Ord vaad nemlig
det er sivet hende rent udaf Hjernen. Og saa nødvendigt
som det netop i denne Stund er at oplyse den elskværdige
Mr. Smith om vore Klæders Tilstand ved Ankomsten,
saa lægger hun ivei: ~1 have got much water in my
dress.« For at faa Selskabet paa bedre Tanker ber jeg
krampagtig om at faa lidt mere water i Thekoppen min,
endda det var mere end rigeligt af det før, som venteligt
kan være i Regngudens Hjem. ~Es giesst«, siger den
tyske Fräulein ved min Side og venter vist at se mit
Ansigt klarne op ved denne Nyhed. Men jeg, som er
bestemt paa ikke at lyse op, før Himmelen gaar foran
med et godt Eksempel, jeg svarer tungt og mørkt og
lakonisk: ~Es regnet« - ruller afgaarde Paa min stakkars
østlandske r, som engang har kjendt Sol og bedre Dage.
Tilslut tager Vertinden Ordet paa kav bergensisk og ori
enterer mig lidt med dette Regnveiret, som hun er op
flasket med. ~Her i Bergen gjør vi Forskjel paa Regn
med Lyd og Regn uden ELde det var da uheldigt, at
det netop iaften skulde ta’ til med Lyd.« Ikke saa uhel
digt endda, tænker jeg, saa kan vi da med god Samvit
tighed tie bom stille, for i Længden kan ingen overdøve
bergensk Regn med Lyd.
Paa vort Værelseom Aftenen lægger jeg Mally
paa Hjertet-den Glose, hun umulig kan være uvidende
om i dette Herrens Veir: ~Kjære dig, Vennen min, det
er bare i Kristiania, vi kan være saa fine at udtrykke vaad
med Omskrivninger - heri Bergen heder det ret og slet wet.«
EZ)
PS
l
534 U R- D
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
