Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 37. Lørdag 11. September 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Klein’ Linna.
mNatien blev Soveværelsedøren stængt med Nokkel
» og Slaa.
* Tækkelig Fyr ellers, lidt duknakket mørk var
han jo, faamælt ligesom trak han sig helt undafl
Kort at fortælle, Snedker Hadler blev en daglig
større og mørkere Sky paa vor Lykkes klare Himmel.
Jeg for mit personlige Vedkommende skulde tat det hele-med
den mig aldrig svigtende Ro —-hvis ikke min Kones Æng
stelse virkelig blev til en væsentlig Del af vore. Dages
Livsindhold Jeg skal heller ikke nægte for, at jeg selv
—.- naa Manden kunde jo tænkes at lide af nogenslags
Mani, Jnfantofobi eller Barneraseri, der lued en egen
Jld i hans sorte, skumle Øine, som pludselig kunde
bryde udl Helst om Nætterne stod disse Oine for mig,
naar jeg om Dagen fire fem Gange havde såt ham
staa ti Minutter-vis og hænge i Døren med et rent ud
hadefuldt Blik paa mit uskyldig legende Barn, hvis
Sikkerhed jeg jo selv overvaager skarpt nok oppe fra Al
tanen over hans Hoved. Ved det mindste Tegn paa
Uraad var jeg færdig til. at kaste mig i- Nakken paa
Knægtenl Som sagt, Nætterne var ikke helt rolige.
Dagene kunde saa gaa, om der jo ikke blev stort bestilt
paa dette Vis med at hænge over Altangelændereti Det
hændte, at vi vaagnede af, at nogen var ved Døren.
Saa var det op i en Fart og forvisse sig om, at Barnet
laaurert i sin Seng.
- Kjære, er du oppe? vaagned min Kone.
Bare et Glas Vand. Men du da? . ,
Jeg ligger og tænker paa denne Snedkeren dul
For Sludderl Manden er det harmleseste i Verden
naturligvis l
Det besynderlige var, at Manden rent ud førsømte
sit Arbeide bare for at staa i Døren og stirre paa Barnet.
Jndenfor slog naturligvis Svendene sig løs og bestilte
ingentingl Naar Mester slig faldt hen!
SomDagene gik, mærked vi Forandring ogsaa paaFrau
Hadlers venlige Optræden. Hun var tydelig mindre
forekommende, hendes Væsen var mindre lyst og muntert.
- Den femte Dag efter vor Ankomst kom vor Pige op
fra Kjøkkenet og fortalte, at Snedker Hadler pludselig var
kommet ind til hende. med Smaaen skrigende paa Armen,
havde sat hende ned paa Kjøkkengulvet og gjort vold
somme og lidenskabelige Tegn til, at Pigen skulde beholde
Barnet hos sig og lukke Døren. Han havde simpelthen
tat Barnet fra Cegepladsenl
Vi sad blege og stille en Stund med det forfulgte
Barn imellem os.
J. mit stille Sind gjorde jeg mig op, at Snedkeren
havde mærket et Anfald nærme sig og af Rædsel for sig
selv havde taget Barnet i Sikkerhed. .
Han taaler ikke at se Barnet engangl sa min Kone.
——— Aa Snak, hun har vel været iveien, gjort nogen
slags Ugang derude. »
Min Kone graat.
s - Men under alle Omstændigheder er dette for egen
mægtigt. Jeg faar lære ham lidt moresl trøsted jeg hende.
« Vi sendte Pigen ud med Barnet, langt bort, og kort
efter gik vi selv en Tur op i Byen." Bag den eg-nt
lige Husrække løb en Vei mellem Haver; den havde vi
ikke opdaget før og gik derind. · · «
Vi talte om Snedkeren.
Pludselig stanser min Kone og peger frem for sig
indi en net liden Kjøkkenhave et Stykke foran os. Og
hvad maaler vor Overraskelse, da vi ser bemeldte
Snedker i .Havegrinden med. en -6—7 Aar gammel
Jentunge ved Haandenl Han saa ekstra skummelud, og
min første Jndskydelse var at raabe varsko til Husets
Folk. Jeg besinded mig imidlertid og iagttog hans Ad
færd. Han gik rolig med Barnet op imod Huset. Ved
Trappen stansed han. Barnet graat og Snedkeren beied
sig over det. Vi saa ham ta op et rødtærnet Lomme
tørklæde og tørre Barnets Øine og derpaa - sine egne
samt pudse Næsen hørbart. Saa forlod han sit lille Offer
og gik hurtig den Vei han var kommet. ·
Han maa være vanvittigl hvisked min Kone.
Hendes Ord traf midt i min Tanke, men jeg tang-
Den paafølgende Aften og Nat var urolig for os
begge. Noget maatte gjøres, og vi tog da den Beslut
ning næste Morgen straks at gaa ned til Manden og
med Udgangspunkt i hans brutale Jndgriben idag i
Barnets Leg foreholde ham hans Opførsel og mulig
faa noget Tys kastet over denne dunkle, barnefiendtlige
Sjæl, som vistnok pintes af sin egen Tilbøielighed
Næste Morgen mens jeg klædte mig, kom der Bud
om, åt Hr. Hadler ønsked en Samtale med mig. .
hal
Jnde i Stuen stod han. Tunge Skyer ruged over
hans Pande og hans Blik, og nervøst halte han i sit
sorte Skjæg. . .
- Nun, Herr. Hadler, was giebt’s?
Han begyndte paa en Tale, hvis Utydelighed jeg ikke
vidste hvad jeg skulde tilskrive hans sydbayerske Dialekt eller
noget særlig tykt i Mælet.
Bitte, Herr. Hadler, ich hab’ Sie nicht genau
verstandenl « -
Jeg skjonte ikke en Stavelse.
- Omigjen begyndte han, meget besværetz han tørked
Sveden af sin Pande og halte -i Skjægget Tydeligere
blev det ikke, men enkelte Ord opfatted jeg dog denne
gang,· saaledes først og fremst Ordet ~Kind«,—gjentat
flere Gange.
- ——— Bitte tausendenal, verzeihen Sie, aber ich verstehe
die deutfche Sprache nur sehr schwer . . . . .
Snedkeren tog sig sammen, sukked tungt, og for tre
die Gang kom den lange Tirade, meget distinkt og lang
somt, mens han ufravendt stirred i Gulvtæppet:
- - Meget ærede Herrel Jeg har en Datter, vort
eneste Barn. Hun heder Linna. Hun har Kighoste. Ser
De, da sDe leied hos os· og havde Barn med; maatte vi
jo for at undgaa at smitte Deres Barn sætte—vor lille
Tinna bort til en Kone oppe i Byen. Kighosten har
varet i 3 Uger, og jeg træde, den skulde være over om
en Uges Tid. Nu siger Doktor Lacher, at den godt kan
vare tre, fire, fem Uger til. J al den Tid skulde da
Barnet være borte. Det kan jeg ikke holde ud. Barnet
holder det heller ikke ud.· Hun længes hjem, ser De.
Jgaar rømte hun fra Konen og hid hjem. Jeg førte
da Deres lille Pige bort fras hendes Nærhed, ned
til Pigen i Kjøkkenet. Men dette blir for tungt
for os. Min Hustru er blevet syg; jeg er heller ikke
ganske frisk. Jeg vilde da gjerne bede Dem og Deres
Frue overveie, om vi ikke kunde ta vort Barn hjem igjen.
Vi skulde da love at holde hende helt og aldeles borte
fra Deres. Passe paa, ser De, ganske haardtl
· Jeg sad lidt.
(Sluttes).
M
URD 373
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
