Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 38. Lørdag 18. September 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Øinene paa hende, for hun vidste, at selv naar Fru
Olivia Hemming talte som bedst, maatte hun forfærde
Fru Wyndham. LJ det hele gav Fru Wyndhams Nær
værelse Mødet en Farve, som Moderne ellers manglede.
« tyde Kapitel.
Fru Wyndham-S Indtryk af Mødet
Tom -Wyndham tog sin Søster med til en Cricket
consert samme Aften, saa hans Far. maatte røge sin Pibe
iEnsomhed, noget der meget sjelden hændte. Wynd
hams varingen Stuemenneskerz de deltog i mange For
nøielser, men saltid sammen, og det hændte sjelden Fru
Wyndham gik ud alene. Efter Middagen var han sterkt
optaget med Familiens Anliggender, mens han døsede
over Avisen, og Tanken paa, at hans Hustru overvar et
socialistisk Møde, morede ham. Hun havde blot en meget
dunkel Forestilling om hvad Socialisme var, og studerte
et Par Gange paa om der var nogen Sandsynlighed for,
at hun vilde komme tilbage med nogen bedre Forstaaelse
af det hele. Som ung havde han selv overværet et Par
saadanne Møder, og Erindringen om dem gjorde ham
tilbøielig til atstro, at hun vilde vende tilbage derfra
mere forvirret end nogensinde. Ved lo Tiden kom Ada
som sedvanligt ind i Spiseværelset og satte frem en Kjeks
boks, Vinkaraffel og Glas. Alfred Wyndham var meget
afholdende, men naar han havde havt en særlig an
strengende Dag, kunde han undertiden tillade sig at drikke
et Glas Whisky, før han gik tilsengs. «
Sagde Fruen noget, om naar hun tænkte at komme
tilbage, Ada? spurte han og saa over Avisen.
Nei, hun sagde intet.
Godt, saa tænker jeg det er bedst at jeg gaar
og møder hende. Jeg tror neppe hun tager Vogn fra
Camberweel Road, tror du vel?
Nei, det tror jeg ikke, Hr. Wyndham; det er saa
kort Vei, svarte hun. Men hvis De ønsker jeg skal hente
Fruen, kan jeg godt gjøre det.
Nei tak; hvis hun ikke kommer snart, tager jeg
mig en Tur ned over Gaden, men næsten før han
havde talt ud, ringede Klokken, og hans Kone kom ind
paa sin vante rolige Maade; hun saa ud til atvære meget
rystet og rent ud af Ligevegt; hendes Kinder var hede og
Oinene lyste.
- Nu, min Ven, hvorledes har du det? spurte han,
idet han betragtede hende med Jnteresse.
Fru Wyndham sank ned i den nærmeste Stol, løste
Hattebaandene og viftede sig ivrig med Handskerne, som
hun holdt i Haanden.
——— Aa Alfred, sligt et Møde, dul Jeg er saa glad
over at jeg gik; nu ved jeg da hvad Slags Folk det er,
og jeg skal for Fremtiden forbyde enhver Fortrolighed
mellem Joyce og Hanna Thrale.
—— Hvad, er det saa farligt? spurte Wyndham,
og hans Hustru opdagede i hans Stemme en svag Tone
af Munterhed, som hun ærgrede ssig over. Hun syntes
han var taabelig eftergiven ligeoverfor Joyce. Hun vidste,
at han likte Hanna Thrale meget godt; men det var det
samme, hun var fast bestemt paa at forfølge sit Maal
— Ophids dig ikke-· Mama, sagde han paa sin rolige,
venlige Maade; vil du ikke spise lidt, inden du for
tæller mig det? -
– Tak, ieg skal ikke have noget. Jeg er frygtelig
ophidset. Jeg gik midt under en Tale; det var en Kvinde
som talte, Himlen maa vide om hvad. " Det gjør mig rent
skamfuld at snakke om det, selv til dig. .
Kjære, var det saa galtl Fortæl om Mødet fra
først af. Var der mange Folk?
Omtrent firti, tænker jeg; Værelset var ganske
fuldt. Hannas Far sad i en Lænestol, vedblev hun aande
løs. Aa Alfred, det er virkelig en smuk gammel Herre,
han ser ud som en Hertug eller en Konge eller noget sligt.
Hvis det bare var Hanna og hendes Far, tror jeg ikke
jeg skulde bryde mig om det, men de øvrigel og som
de snakkedet Ja, hvis de sik sin Vilje igjennem, vilde
de vende op og ned paa alt, og vi fik hverken Hjem eller
Husbond eller Børn eller nogenting.
- Det er merkværdig, sagde Alfred, der fremdeles
morede sig, mens han dog søgte at skjule det, da han
saa, hvor alvorlig og ophidset hans Kone var.
. —Nu ja, jeg vil førsøge at fortælle dig alt fra først
af, sagde hun og kjæmpede for at berolige sig. Da jeg
kom, tog Hanna meget venlig imod mig og førte mig
ind i sit eget Værelse, forat jeg skulde vente der til Sel
skabet var samlet. Huset var virkelig meget propert og
net. Selv jeg kunde ikke sinde nogen Feil ved det, og der
er mere ved Hanna end man skulde tro. Da alle var
kommet, tog hun mig med ind i Stuen. De havde skjøvet
Dørene mellem de to smaa Dagligværelser tilside og arran
geret Siddepladse, saa Værelserne var omdannet til en net
liden Førsamlingssal· Jeg var sværtinteressert i hendes
Fars Tale; det er en prægtig gammel Herre, Alfred, og
han vilde være meget interessant, hvis man bare kunde
faa ham væk fra disse skrækkelige Mennesker.
- Jeg kjender ham godt af Udseende, bemerkede
Wyndham, det er en vakker gammel Mand. Hans
Datter ligner ham.
Ja, det gjør hun. Da han havde talt, kom en
ung Mand, Philip Dane, sagde Hanna han hed, en lang
haaret Fyr, slet ikke styg, han saa ud som en Kunstner
eller Digter eller noget saadant, og han talte en hel Del
sund Fornuft, men opblandet med taabelig Nonsens.
Sandt at sige, Pappa, kunde jeg ikke faa stort ud af det;
men for saa vidt som jeg førstod ham, saa havde han
sterk Antipathi mod alle dem der hobede Penge sammen,
han sagde, alle skulde være lige, at vi skulde være Brødre
og saa videre. Du kjender nok til det; men du billiger
det ikke, gjør du vel?
Teorien er ganskeisin Orden,indrømmede Wynd
ham, mens han langsomt stoppede sin Pibe. Jeg har
hørt altsammen før; de hamrede løs paa disse gamle
Doktriner allerede da jeg var ung Gut og besøgte deres
Møder i Soho og Bloorvnbury. Jeg tror ikke de har
gjort stor Fremgang siden den Tid. Det uheldige er, at
deres Teorier ikke kan staa Prøve i Praksis; for sæt nu,-
at vi delte al vor Eiendom med dem de behager at kalde
vore stakkars Brødre og Søstre, saa vilde der om en Uges
Tid komme Krav paa at dele igjen.
- Det er netop hvad jeg mener, raabte Fru Wynd
ham triumferende, og tænk, Alfred, jeg havde Lyst til at
reise mig og sige noget saadant til ham, det havde jeg
virkelig. Men han blev sterkt applaudert, og flere talte
i Tilslutning til ham, skjønt ingen saa godt. Hvad jeg
nu har fortalt, var jo ilde nok ; men jeg tror ikke jeg skulde
have fæstet mig saa sterkt ved det, om ikke dette Menneske,
denne Fru Olivia Hemming, var begyndt at tale. Men
da blev det skrækkeligt Hvad tror du Emnet var, Alfred?
jeg er vis paa du kunde ikke gjætte det, om du gjæt
tede i hundrede Aar. (Forts) ·
Esk-
382 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
