Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 39. Lørdag 25. September 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
En Buket til Kong Oscar.
Fra en Moder-
et var om Uftenen Kong Karl den 15des Kro
ningsdag. Trondhjem laa klædt i sin sagreste
Sommerskrud. Udenfor den gamle ærvær
dige Stiftsgaard i Munkegaden, hvor Dagens
Fest for de kongelige var i fuld Gang, havde
der samlet sig en tæt Folkemasse. Beundrende
Blikke fulgte de dansende Par, som, de hvirvlede forbi de
aabentstaaende Vinduer, hvorigjennem Musikens Toner
brusede og satte Sindenei Feststemningz og Stemningen
steg høiere og høiere, jo oftere det lykkedes at faa et Glimt
af Kongen og Dronningen. "
Pludselig merkes en Bevægelse i Mængden, og der
gjøres Plads for en liden tætsluttet Trop af den norske
Marines kjække, blaaklædte Sønner.
—En af dem, den høie Skikkelse i deres Midte, med
det. venlige, aabne Blik, tiltrækker sig alles Opmerksomhed,
og nu lyder det fra Mund til Mund: Det er Prinsen,
Prins Oscar, som kommer fra Udeniralskibet ude paa
gavnem Hatte og Lommetørklæder svinges i Luften,
urraerne lyder, den høie Skikkelse hilser til alle Sider,
og i næste Øieblik har Stiftsgaardens Port lukket sig efter
Prinsen og hans Officerer. .
- Folkehobens Bølger slaar atter sammen, Op
merksomheden fanges af den oplyste Vindusrække, og den
lilleUfbrydelse synes snart glemt. ·
Ingen Hændelsei Livet gaar dog sporløst forbi;
stor eller liden efterlader den altid en eller anden Virk
ning paa Omgivelserne. ,
Lad være at intet Oie kan opdage Furen, Skibet
drager gjennem Fjordens Bølger, lad være at Vandene
snart bringer Overfladen dens Ro tilbage, de rullende
«Dønningers brede Bølgerygge, som saar den lille Baad
derude til at gynge op og ned, de bærer Budskab om
den store Skudez og følger man deres altid videre gaa
ende Bevægelse ind under Landet, vil man maaske opdage
en liden Strandblomst, Musling, eller hvad Liv det nu
kan være, som med deres sidste Skvulpen saar en Hilsen
fra Skibet, som skar forbi. -
J den store Folkeskare hin Uften stod en M Aars
Pige, som med ungdommelig Interesse havde fulgt Kro
ningsdagens Begivenheder. ldet Prins Oscar,Man
den af Kongens Hus, gik hende saa nær forbi, modtog
hun et Jndtryk, som aldrig senere i Livet er blevet ud
visket. - Hun følte en dyb, forunderlig Glæde over at
faa være med i Flokken, der hyldede Prinsen, Kongens
Broder, han der var et Hoved høiere end alt Folket, som
der stod om Saul i Bibelhistorien.
Visselig har den Gud, ~som styrer Folkenes Skjæbner
og har Kongers Hjerter i Tedebaand«, allerede den Gang
udseet sig Prins Oscar til Norges og Sveriges Konge.
- Ja, det tænkte nu ikke den lille Pige paa, men hvad
hun i de følgende Dage spekulerede meget paa, var, hvor
ledes hun kunde faa Anledning til at vise de kongelige
sin Hjertens Hyldest endnu en Gang, og det ikke saadan
i Mængden, men mere Unsigt til Ansigt. Hvorledes
skulde hun bære sig ad? det var Spørsmaalet. lO, nu
havde hun det.
Dengang var endnu ikke lernskinnernes Uag lagt
paa den gamle Dovregubbes Nakke. Kong Karls Afreise
skulde, efter Lystleiren paa Stjørdalshalsen, foregaa til
Vogns til Kristiania, og den store Kongevei førte jo saa
godtsom forbi hendes Bolig. Dronningen var desværre
i
allerede afreist. Bare nu Prins Oscar skulde reise Lande
veien og ikke førsvinde med de kjedelige Skibe, saa
skulde hun nok passe paa og kaste de nydeligste Buketter
i Vognen til Kongen og Prinsen.
Tidlig en Søndag Morgen skulde de kongelige Vogne
passere. Sammen med en Fætter og Kusine, som var
blevet indviet i Sagen, er hun itide paa sin Post. -
Oppe paa det brede Stengjærde ved Veien er der den
ypperligste Plads, man kan tænke sig, og bevæbnet med
Buketter, der dufter af Roser og Levkoier, afventer Bør
nene det store Øieblik
Hvor de glæder sig til at se Buketterne, deres Bu
ketter i Kongens og Prinsens Hænder, hvor ide fryder sig
ved Tanken paa de Smil og Nik, som ganske vist vil
blive deres Søn, for Kongen og Prinsen vil naturligvis
blive umaadelig glade.— Der er sikkert heller ingen andre
ude i den tidlige Ukorgenstund for at kaste Blomster til
dem, saa stille som der er langs Veien. Ventetiden blir
Børnene temmelig drøi, men endelig, der er Vognene.
Ganske rigtig, Kong Karls Neger paa Bukken ved Siden
af den gallonerede Kusk. Det gaar i rasktTrav, nu gjæl
der det at være snar og sikker paa Haanden. En, to,tre,
der flyver Buketterne. Asien, o vel Kongen vender
just Ansigtet til den anden Side, Prins Oscar er der slet
ikke, og saa ser Børnene intet mer, indhyllet som de eri
den tykke Støvfky, før Vognene allerede er langt borte,
og da opdager de sine stakkels Buketter liggende midt i
Candeveiens Støv.
Ak, hvor et Barnehjertes Skuffelse kan være bittert
Aar og Dag er gaaet hen siden hin Kroningssommer.
I disse Dage feirer Oscar den anden sit femog
tyve Aars Jubilæum som Norges og Sveriges Konge.
Tolv Uar efter Broderens Kroning traadte han selv
ud af Trondhjems Domkirke som den kronede Fyrste,
Gud har givet Naade tili en lang Aarrække vist og kjær
ligt at føre Sceptret over Broderfolkene. .
Tiden læger, som vi ved, alle Saar.
Den ungdommelige Blomsterpige fra »Gjærdet ved
Kongeveien, forlængst baade Hustru og Moder, ser med
etSmil tilbage paa hin trods Sol og Sommer saa triste
Søndagsmorgen; men der er altid en vis Vemod i dette
Smil, og Medynk med den lille begeistrede Person, hvis
redelige Bestræbelser og lyse Forhaabninger saa hurtig
blev gjort til intet.
For Kongehuset nærer hun endnu stadig Interesse
og kan ikke udeblive fra Indtogshøitideligheden, saameget
mindre som hun agter at prøve Lykken nok en Gang og
paany har samlet en Buket til sin Konge. ——— Denne
Gang skal Maalet ikke forfeiles, det lover hun sig selv;
Buketten er ogsaa af en ganske anderledes konstant Be
skaffenhed end hin luftige lille Tingest, der fløi for Vin
den. Buketten er hendes Barneflok, der skal være med i
den hyldende Folkeskare og raabe sit Hurra af fulde Hjerter
for Kongen og Dronningen, naar de drager gjennem sin
smykkede Hovedstad, hendes egen kjære Barneflok, der
først og fremst ved den hellige Daab er indskrevet i den
himmelske Konges Fylking, og derfor som hun haaber
og beder vil blive sin jordiske Herre og Konge desto mere
huld og tro.
Gud signe Kongen og hans Hust
· Efter.
M-
394 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
