Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 39. Lørdag 25. September 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Om Husflid,
dens Art og Betydning
en udenerkede og energiske Direktør for Vestlandske
Kunstindustrimuseum Hr. Johan Bøgh har
tilsendt mig en liden Bog med ovenstaaende
Titel, som jeg vil tillade mig at henlede Folks
Opmærksomhed paa.
Jeg vilde ønske, at denne Bog blev meget
læst. Udover Landsbygden burde den spredes til Læ
rere, Prester, men kanske allermest til de dannede Kvinder.
Jeg har truffet mange af disse Kvinder paa Lands
bygden, - Damer fra Prestegaarde og Embedsmands
huse, Damer, hvis sociale Stilling medfører, at de har
megen Fritid, og hvis Opholdssted gjør, at de ikke ved,
hvad de skal benytte denne Fritid til.
leg kjender godt denne Slags Mennesker, og jeg har ofte
havt meget ondt af dem. Thi de kjeder sig over al Maade,
de synes Livet glider ganske meningsløst fra dem; og de
synker ofte ned i den Melankoli, som næsten er den værste:
Ledens, Tomhedens Melankoli. ·
Ikke saa at førstaa, at de ikke har Lyst til at tage
i; tvertimod, det er netop det, de vil. Virke, arbeide,
slaas, altingl bare de føler, at de lever; bare de undgaar
denne Tomhedens langsomme Død.
Til disse Damer henvender jeg mig. Thi hos dem
ligger en übrugt Kraft, Energi og Dannelse, som vi bør
tage i vor Tjeneste. ·
Gaa udi Hytterne og lær Folk at skabe- Hjeml
Lær dem at gjøre det lunt omkring sig, lær dem at gjøre
sine Omgivelser til sine Venner.
Vær sikker paa, at dette Arbeide vil bære Frugtt
Det vil skabe Harmoni i deres eget Sind, og det vil jage
den værste Melankoli paa Flugt. .
Og skulde end ikke Takken blive stor eller Udbyttet
efter Ønske, - nuvel, —— et Smil og et Nik, et Haandtryk
af en Fattigmands Haand det er ialfald titusind Gange
mere værdifuldt end-en Bunke Kanavas-Broderier. —-
Ol- di-
di-
Direktør Bøghs Brochure indeholder først en inte
ressant kulturhistorisk Fremstilling af Husflidens Oprindelse.
Han gaar derefter over til at udvikle Husflidens store
moralske Betydning, som han med fuld Ret ——- sætter
som den vigtigste. .
Derefter fremstiller han dens økonomiske Betydning,
hvad der maaske for mere praktisk anlagte Naturer kan
spille den største Rolle. Han sammenligner den norske
Husflid med vore Nabolandes og Tysklands og kommer
til ganske bedrøvelige Resultater.
For rigtig at illustrere, at der ikke her er tale om
Smaasummer, tager han Statistiken tilhjælp. Og dette er
udenerket; thi der gives en Mængde Folk forhvem
Statistiken er det eneste Argument.
For et Par Aar siden indførte vi ~af Kurvmager
arbeide for Kr. 96 000, af Halmarbeide for 22,000 og
endda er ikke Hatte her medregnede af Sponarbeide for
LJ««2,000 og af Koster og Børster for Kr. 32,000. Altsaa
alene af disse Arbeidsgrupper, som paa .Grund af Raa
materialets Billighed og Udførelsens Letvindthed saa for
trinligt egner sig til Husflid, kommer en Indførsel af til
sammen Kr. 592,000. Og hvad har vi ide samme
Aar udført af disse Artikler? Det gjør isandhed et ned
slaaende Indtryk at erfare, at vi udførte Kurvmagerar
beide for Kr. 800 og Sponarbeide for Kr.loo. Hverken
mer eller mindre«.
O »-.
~Naar vi saaledes ser«, skriver han videre, ~at Lande,
hvis økonomiske Vilkaar er gjennemgaaende langt bedre
end vort eget Land, lægger slig Kraft i Arbeidet for Hug
flidens Fremme, for derved at skaffe Befolkningen en
gavnlig Sysselsættelse og en betragtelig Biindtægt, er der
vel al Grund for os til at bruge vor Eftertanke og spørge,
om vi ikke herhjemme, hvor Kampen for Tilværelsen ofte
er haard nok, har særlig Opfordring til at henvende størst
mulig Opmerksomhed paa Husfliden. leg mener, at vi
kun har åt Svar at give herpaa, nemlig at vi altfor længe
har betragtet dette vigtige Samfundsanliggende som en Sag
af mindre Betydning, og at Maalet nu bør være intet
mindre end det, at gjøre det norske Folk til et husflids
drivende Folk i eminent Forstand-A
Dette er sande og alvorlige Ord, talt af en Mand,
der har viet sit Livs Arbeide i Smagens og Kulturens
Tjeneste og vel maa være en af de faa, hvis Stemme i
denne Sag bliver hørt, og hvis Mening der bliver taget
Hensyn til.
Hr: Bøgh gaar nu over til at fortælle, hvad der i
de sidste Aar er gjort til Husflidens Fremme. —— Det er
ikke lidet, men det er heller ikke nok.
~Denne Sag bør gjøres til en Folkesag, uafhængig
af Dagens Kampe.
Bygder maa blive et Arbeidscentrum for nævedygtige
Mænd og Kvinder, der elsker Arbeidet for dets egen Skyld
og tillige erkjender, at Tid er Pengefc
H-
se
H-
Hr. Bøgh har pegt paa Veien. Thi det nytter saa
vist ikke at anlægge Husflidsforeninger alene; derved bliver
det ingen Folkesag. «
Jeg tror at turde pege Paa, hvordan Problemet
virkelig skal løses. Hver Bygd bør faa sin Missionæri
Husflidens og den gode Smags Tjeneste. - Og for at
slutte med det, jeg begyndte med: som saadanne Missio
nærer synes særlig de dannede-Kvinder paa Landsbygden
at være skikkede.
leg ved et Eksempel paa, hvormeget en enkelt dannet
Dame har kunnet virke i sin Bygd og det i ganske faa Aar.
Fru Statsminister Blehr boede en Tid i Søndfjord.
I denne Tid var. hun utrættelig. Hun lærte Folk at lave
Tiner, at væve Aaklæder, at flette Spon og en Mængde
andre smukke og nyttige Ting. ·
Og efterat hun var flyttet fra Bygden, har Jnteressen
for Husflid holdt sig, —— og Fru Blehrs Navn lever paa
alle Munde som den, der vilde den fattige Mand vel.
Jeg ved ikke, at en Embedsmandsfrue kan efterlade
sig et bedre Eftermæle
tj-
Kunde bare Jnteressen vækkes for«denne Sag hos
de dannede Kvinder rundt om i Landet!
De vilde da være Kulturens Repræsentanter i de
norske Bygder paa en ganske anderledes værdig Maade
end om de i fornem Fjernhed døser sin Fritid bort over
et noksaa vanskeligt Hækletøi.
Gaa rundt i disse Smaastuer og se selv: de er røvede
for sine Pragtstykker, der var Levninger fra en Tid, da
der virkelig var en Folkekunst i Norge. De er golde og
øde, Husgeraadet er daarligt og stygt Maskinarbeide, In
teresserne strækker sig ikke udover den Avislap, der maaske
ivrigt nok studeres, men som isandhed sjelden skal bibringe
Folk Noblesse i Tankegang eller Fornemhed i Smag.
Den Tid, da det var dem en Glæde at pryde sine
Stuer med muntre Farver og sit Sæletøi med sirlige Ud
skjæringer, er længst forbi; de smukke Mønstre er glemte,
den norske Bondekultur i det dybeste Forfald.
398 URD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
