Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 40. Lørdag 2. Oktober 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
virkelig en FangeiSilkelænker. Jeg kan ikke gjøre nogen
ting eller gaa nogetsteds uden Tilladelse. Jeg misunder
virkelig Hanna. «
- Anen De har et godt Hjem, efter hvad Frøken
Thrale siger, vovede Dane at indvende.
Joyce trak paa Skuldrene.
Aa ja, mit Hjem er godt nok; jeg kunde ikke
ønske mig det anderledes, og det vilde være meget utak
nemlig af mig ikke at erkjende det; men jeg har Lyst til
at se noget udenfor Overton Halls fire Vægge. Der er
saa altfor mange Forbud. Hvis Ukor f. Eks. saa mig
tale med Deni nu, saa vilde hun sikkert have noget at
indvende derimod. Det er sligt noget jeg ikke kan holde
ud. Hvad vilde De raade mig til, Hr. Dane?
Hun sagde det paa en saa barnlig, aaben Maade,
at Dane blev aldeles henrevet.
Jeg tror ikke der er noget at gjøre, svarte han
rolig. Ulaaske Deres Forældre lidt efter lidt vil give Dem
mere Frihed. Endnu er De jo saa ung.
—Aa nei, ikke saa ung, mente Joyce. Jeg er
nitten Aar, bare et Aar yngre end Hanna, og hun har
længe været sin egen Herre. ·
Ja, men husk, at hun mistede sin Mor da hun
var liden Pige, og saa skulde hun udfylde hendes Plads.
Det gjør stor Forskjel. » ·
Det gjør vel det, svarte Joyce trist. Hvorledes staar
det til med Deres lille Bror. Hanna har fortalt om ham.
Dane rødenede; hendes Sympathi og Interesse gjorde
ham lykkelig, og dobbelt lykkelig fordi den kom saa uventet.
Han er saa frisk som han nogensinde kan blive,
stakkars liden Fyr, svarte han, og Joyce blev slaat af
den Ømhed hans Stemme røbede. Men han er glad
tilsinds og klager aldrig, selv ikke naar han har det ondt.
Jeg skulde gjerne ville besøge ham. Kunde jeg
faa Lov til det en Dag?
- Ja, ganske vist, hvis "De vil være saa venlig,
svarte Dane lidt usikkert. » Det er ikke mange som besøger
Bobbie; han er meget glad naar der kommer nogen.
Maa jeg fortælle ham, at De vil komme en Dag?
Ja gjør det. Naar maa jeg komme? Jeg
synes om at handle raskt, og kan ikke noget med Folk
som bare snakker uden nogensinde at gjøre noget. Hvad
mener De?
—. Jeg har visselig mere Sympathi for dem som
handler end for dem som taler, medgav Dane. Hvis De
vilde komme en Lørdag Eftermiddag eller en Søndag, saa
kunde jeg faa Del i Bobbies Glæde. «
- Da vil jeg komme paa Lørdag sammen med
Hanna, hvis det passer for hende, sagde Joyce. Men
nu maa jeg gaa, for det er Eunchtid, og vi er altid punkt
lige hjemme. Jeg er meget glad over at have truffet
Dem. Farvel.
Hun rakte ham freidig sin Haand, og Skyggen af
hendes Blondeparasol dæmpede den Rødene som hans faste
Haandtryk bragte i hendes Kinder. Det var ikke bare
Glæde over hendes egen Dristighed som fyldte Joyce Wynd
ham, da hun langsomt gik opover Denmark Hill, det
var noget mere, noget hun hverken kunde eller førsøgte
at forklare sig. Hvad Dane angaar, saa opgav han sin
Bestemmelse: at besøge Thrales; han gik tilbage til Byg
ningen der var under Arbeide og satte sig ned og røgte en
Pibe. Hvad han tænkte paa? ja, hvem kan sige det?
7de Kapitel.
Joyce og hendes Zlkor spiste ialmindelighed Tunch
alene; undertiden kom en bekjendt indom, som Fru Wynd
ham da altid med stor Gjestfrihed inviterte til at blive
og deltage i deres Formiddagsfrokost.
Da Joyce kom hjem, blev hun forbauset over at
træffe den Dame som havde set hende og Philip Dane
sammen. Det var en Frøken Maddison, en gammel
Jomfru, som havde mange Penge og intet at gjøre uden
at lægge sig opi andre Folks Sager; men det gjorde hun
ogsaa tilgavns. Skjønt hun bare havde været nogle
Uiinuter hos Fru Wyndham inden Joyce kom, havde
hun dog rukket at fortælle hende om det lille 2Nøde som
havde fundet Sted nede i Denmark Hill. Fru Wyndham
havde hørt høflig paa hende, idet hun havde lagt for
Dagen en Ligegyldighed, som hun var langt fra at føle.
Hele Dagen havde hun været i daarligt Humør; hun var
bestemt paa nu at afgjøre Sagen med Datteren, og dette
satte hende i en vis Spænding Frøken Uiaddisons Besøg
gjorde det nødvendig at udsætte Opgjøret, og dette var
hende slet ikke imod. Hun hadede Seener, og var desuden
bange for at Datteren ’skulde blive altfor bedrøvet over
det hun havde at sige.
Joyce afskyede Frøken Maddison af ganske Hjerte,
og da hun ikke syntes det var nødvendigt at være høflig
mod hende, overlod hun sin Mor og dennes Gjest at
føre Ordet.
Pludselig afbrød Frøken Moddison Samtalen om de
kirkelige Anliggender som hun havde drøftet med Fru
Wyndham, satte sin Lorgnet godt tilrette og fæstede sit
gjennemtrængende Blik paa Joyce. De er saa taus, tænker
De maaske paa den tom-store De havde der nede paa
Gaden? Sig mig, hvem var den interessante unge Mand?
Han heder Dane; men jeg formoder De ikke er
mere klog for det, Frøken Maddison, sagde Joyce i sin
übehageligste Tone. Mor, maa jeg faa gaa, her er saa
hedt, og jeg-vil ikke have noget Pudding
Gaa kun, sagde Fru Wyndham; men hun likte
ikke Joyces Opførsel Det brød imidlertid ikke Joyce sig
noget om. J sin nuværende Sindsstemning kunde hun
ikke taale Frøken Maddison, og hun haabede inderlig at
hun vilde gaa straks efter Lunchen. Og det gjorde Frø
kenen ogsaa virkelig Hun fandt det ikke saa hyggeligt
hos Wyndhams idag som ellers, og saa gik hun afsted til
en Veninde, hvem hun fortalte, at Joyce Wyndham var
en høist besynderlig ung Pige.
Fru Wyndham fulgte sin Gjest til Gadedøren og
opsøgte saa Joyce i et lidet Lysthus, der laa skjult mellem
Trærne hendes almindelige Tilflugtssted i de varme
Sommerdage. Hun sad med Hænderne foldet i Skjødet,
og da hendes Mor kom, var det saa vidt hun flyttede sig
lidt for at gjøre Plads. Fru Wyndham satte sig ned, og
efter et Minuts Taushed vendte hun sig mod sin Datter.
Jeg vil snakke med dig, Joyce.
—Ja Mor, svarte denne rolig, jeg ved det. Jeg
har. ventet paa det i hele Dag
Jeg har tænkt en hel Del over det jeg nu vil
sige dig Men først vil jeg gjøre dig et Spørsmaal.
- Hvad er det? spurte Joyce.
Tror du at vi, din Far og jeg, holder af dig?
Aa ja, jeg har da aldrig tvilt paa det.
—— Hvis saa er, Joyce, maa du ogsaa være vis paa,
at vi ikke har noget andet end dit sande Vel for Øie.
Vi har gjort vort bedste for at gjøre dig lykkelig
- O ja, J har givet mig alt hvad jeg kunde ønske
mig, og jeg har ikke været taknemlig nok.
Vi har ogsaa gjort Ofre for din Skyld; men
det skal vi ikke snakke om. Jeg tror du førstaar, hvor
jeg vil hen. Jeg vil nu bede dig om at gjøre noget
for os.
· Ja, jeg skjønner det, sagde Joyce ien mutTone,
jeg skal opgive Hanna Thrale. (Forts.)
URD 405
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
