Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - No. 41. Lørdag 9. Oktober 1897 - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
jeg nu gav efter paa dette Punkt, hvor vilde det saa ende?
Jeg fik tilslut ingen Handlefrihed.
Saa maa du forberede dig paa et seks Maaneders
Ophold i Paris, sagde Fru Wyndham kort. Jeg skriver
til Tante Grace iaften. Hun reiste sig og gik ind i sit
Værelse, og her, alene med sin Sorg, fældte hun bitre
Taarer. Det var første Gang Joyce aabent havde trodset
hende, og hun var aldeles ude af sig selv af Fortvilelse.
Bde Kapitel.
En Samtale med harma Thrale.
Joyce blev siddende i Lysthuset et Kvarters Tid efter
at hendes Ukor var gaat, saa reiste hun sig og gik ind
efter Hansker og Parasol. Jdet hun hurtig ilte ned ad
Gaden, var hun i en besynderlig ophidset Stemning, der
ikke var fri for at være blandet med Jubel. For første
Gang havde hun gjort Oprør, og hun var spændt paa
hvad, Resultatet vilde blive. Samvittighedsnag følte hun
ikke; man havde behandlet hende uretfærdig, og hun træde
Tiden nu var inde, da hun skulde slaa et Slag for sin
Selvstændighed
Skjønt det var hedt ude, var det deiligt og kjøligt i
Thrales Dagligværelse; Rullegardinerne var nedtrukne og
Vinduerne stod aabne. Joyce blev vist ind af Tjeneste
pigen; og et Øieblik efter kom Hanna med et stort Kjøkken
sorklæde paa.
- Jeg bager Kage, sagde hun, og den stod i Ov
nen færdig til at tages udda du kom, derfor maatte du
vente. Er det ikke varmt ude? Jeg har saa smaat
ventet dig idag.
Kan du ikke sidde ned, saa vi faar os en lun
Passiar? Jeg har saa meget at sige dig.
Ja, vent bare et Øieblik, til jeg faar af mig
Forklædet og vasket Hænderne, og med et Nik gik hun.
Joyce tog sine Hansker og sin Hat af, lænede sig
tilbage i Gyngestolen og vuggede sagte frem og tilbage.
Da Hanna kom ind igjen, kastede hun sig ned paa Kana
peen, lagde Armene under Hodet og vendte sig interessert
mod sin Veninde.
Nu er jeg færdig til at høre. Hvad er der iveien?
Jntet andet end hvad du kan vente, svarte Joyce.
Ua Hanna, var det ikke en Skjæbnens Jroni at Fru
Hemming skulde være paa Mødet igaaraftes. Det var
det værste som kunde hænde,- naar Mor skulde komme.
Da jeg saa Olivia komme ind, skjønte jeg at alt
var tabt, sagde Hanna rolig; men jeg haaber, din Mor
ikke kræver vi skal afbryde vort Venskab? ·
- Det er netop hvad hun gjør, svarte Joyce. Jal
fald sagde hun i Eftermiddag, at hun ønskede at vi
skulde gjøre det.
Og hvad svarte du? spurte Hanna meget interessert.
Jeg modsatte mig hendes Ønske; det gjorde mig
meget ondt; men jeg gjorde det dog.
Hanna laa en Stund stille og iagttog Fluerne, som
sværmede om oppe under Taget; saa spurte hun: Hvad
Nytte er det deri? du ved ligesaa godt som jeg, at viikke
kan omgaaes, naar din ZNor ikke tillader det.
ZNen hvorfor lkke? udbrød Joyce. En Mand
beder ikke sine Forældre om Lov til at have Venner.
Hvorfor skal saa jeg gjøre det?
Jeg tror ikke din Bror har mange Venner som
dine Forældre ikke synes om, sagde Hanna stille.
—’Det er sandt nok; men ser du, der gives ikke
mange som Tom. Du ved ligesaa godt som jeg, at
Mændene har mange Venner udenfor Hjemmet som deres
paarorendesaldeles ikke synes om.
- Jeg er formodentlig et upassende Bekjendtskab
sagde Hanna smilende, der bør holdes væk. s
Vær nu ikke kjedelig, Hanna, afbrød Joyce hende
hurtig. Du synes slet ikkeat tage Sagen saa alvorlig
som den fortjener. For din Skyld har jeg sat mig op mod
Mor; men du laderikke til at bryde dig det mindste om
det. Hanna, det er, fordi du er værd det Offer, at jeg
har gjort det.
Men er jeg værd det? Og hvad vil Enden blive?
Jeg førsikrer dig, Joyce, jeg tager det meget alvorlig.
Lad os se Tingen i det rette Lys. ·
- Ja, hvad førstaar du ved det rette Lys, spurte
Joyce, lad smig høre.
Sæt nu, at du uden din Mors Tilladelse vedblev
at komme hid, og ——— naar du havde Tyst besøgte
Moderne, saa vilde det blive meget uhyggeligt for dig
hjemme. Hvis du ønsker en aaben Udtalelse fra mig, da
maa jeg sige, at set fra dit Standpunkt, er det ikke
Umagen værd.
Men hvad er mit Standpunkt,Hanna? Jeg tror
ikke du førstaar det, sagde Joyceivrig. Du glemmer min
Jnteresse for Sagen.
Hanna trak paa Øienbrynene.
Aa ja, du kan interessere dig for Sagen, endog
interessere dig meget for den; men du kan ikke gjøre
stort for at fremme den. Du er jo bare en enlig Pige,
og jeg tror, Joyce, at du kunde udrette en hel Del idet
stille ved at blive hjemme.
Joyce saa meget skuffet ud. Hun havde ikke ventet
en slig Modtagelse. Hun var kommen til sin Veninde
i det Haab at blive mødt med Sympathi, og her blev
hun mødt med Forbehold og kloge Raad.
—· Jeg vil have Liv og Bevægelse, Hanna, udbrød
hun lidenskabelig. Jeg kan ikke førstaa dig; du er idag
saa rent førskjellig fra den Hanna hvis Begeistring engang
rev mig med. Hvad er det som har gjort dig saa
ligegyldig?
Jeg er slet ikke ligegyldig, du, men jeg smigrer
mig med at jeg har en Smule sund Fornuft, og jeg kan
ikke indse, at du vil gavne vor Sag ved at bryde med
dine udenerkede Forældre
Der blev en Pause, som føltes lidt trykkende for
dem begge.
Vil du gaa ind i det nye ~Broderskab«, Joyce,
for i saa Fald stiller Sagen sig ganske anderledes.
Jeg vil gjøre hvadsomhelst for at komme ud af
det trange Fængsel hvor jeg saalænge har siddet uvirksom,
udstødte Joyce lidenskabelig. Du ved ikke hvad det vil
sige, du, at blive aldeles udhulet af de konventionelle Former.
Jeg kan ikke holde det ud Iængere. Jeg vil løbe
bort eller gjøre noget frygtelig
Aa ja, du kunde nok løbe bort; men du vilde
snart vende tilbage, bemerkede Hanna tørt. Var jeg din
Mor, Joyce, saa vilde jeg lade dig faa din Vilje bare
et Aar, for jeg er vis paa du da vilde komme hel
bredet tilbage. «
Aa Hanna, jeg er saa skuffet over digt og der
talte en saa dyb, varm Følelse ud af Joyces Ord, at
Hanna følte et Stik i Hjertet. At du kan snakke saa efter
alle vore Samtalert Hvad gaar der af dig, Hanna?
- Jntet, svarte Hanna, men hun undlod at møde
Joyces bebreidende Blik. Maaske jeg begynder at blive
lidt kynisk og verdensklog. For et Aar eller to tilbage
tænkte jeg akkurat som du; men jeg ser lidt dybere iTingene
nu, og Skuffelserne begynder at indfinde sig. Lad os snakke
om noget andet et Øieblik Ved du, at jeg har fast Post?
ort.
UR LI MS
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
